Boganmeldelse

Anmeldelse: Find mig

Titel: Find mig (Selvstændig fortsættelse til Call me by your name)
Forfatter: André Aciman
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Rosinante & Co

Vi befinder os 25 år efter Elio og Oliver tog afsked med hinanden. Find mig tager fat i nogle af personerne fra Call me by your name: Elios far er blevet skilt og møder i bedste Before Sunrise-stil en kvinde i et tog som han falder i snak med og tilbringer en lidenskabelig dag med hende. Elio bor i Paris og er en anerkendt pianist og indleder et forhold til en ældre mand. Oliver er i USA med sine voksne sønner. Men han har aldrig glemt Elio og drømmer om at tage til Europa for at finde ham.

Da jeg læste Call me by your name i efteråret efterlod den mig fuldstændigt knust. Jeg var meget begejstret for tanken om en efterfølger, men fik et tip på Instagram om ikke at læse Find mig som en efterfølger, men som en selvstændig roman, hvor vi genbesøger nogle af karaktererne. Det var et godt tip, for det neutraliserede mine forventninger, og jeg slog op på den første side uden klare forhåbninger om hvad der skulle ske med Elio og Oliver.

Find mig er noget af det smukkeste jeg længe har læst. Det er en eftertænksom og filosofisk roman, der tager mange af de temaer op vi besøgte i Call me by your name: at connecte med et andet menneske, at turde vise sin sande natur og lidenskab. Romanen berørte mig dybt, og jeg har flere gange taget mig selv i at tænke på dens temaer og pointer – både i forhold til historien, men også til mit eget liv.

Vi er hver især som en måne der kun afslører nogle få områder for Jorden, men aldrig viser hele kuglen. De fleste af os møder aldrig nogen der kan forstå vores fuldt rundede selv. Jeg viser kun folk den lille stump af mig jeg tror de kan fatte. Jeg viser andre folk andre områder. Men der er altid en mørk side jeg holder for mig selv.

Sproget er i hold kvalitet og underholdningsniveauet er også for et meste på plads. Der var dog enkelte passager, hvor det for mig blev lidt langtrukkent og knap så interessant. Historierne blev bundet fint sammen og den overordnede læseoplevelse var en sjælden nydelse.

Jeg har læst et par anmeldelser, hvor læserne er blevet skuffede over, at vi skal så langt ind i bogen før vi hører om Elio og Oliver og at deres afslutning på historien fylder så lidt. Men netop det synes jeg er rigtig fint og passer godt til pointerne i de to bøger: det er ikke blot en kærlighedshistorie, der skal besvare det store spørgsmål, om de får hinanden til sidst; det er mere en filosofisk fortælling om kærlighed, venskab og ensomhed.

Nogle har også været utilfredse med, at Elios far fyldte så meget i Find mig. Jeg synes dog, at det var ret fint; især når man tænker på den snak Eilo har med sin far i slutningen af Call me by your name om kærlighed og det at tillade sig selv at føle – også selvom det gør ondt. Her siger han, at han aldrig selv har oplevet den kærlighed som Elio har oplevet med Oliver, hvilket er ret trist. Så det var fint, at han fik sin historie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *