Kære Troels #2

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse det første brev.

25. november 2003

Kære Troels.
Tusind tak for dit brev og kortet.
Hvad er det dog der er sket med hjemmeplejen? Havde hørt noget om der skulle laves om på distrikterne, men havde ikke forventet sådan en omvæltning. Jeg er blevet smidt over i et andet distrikt! Ved ikke om jeg skal til at være der fast eller om jeg vil blive smidt rundt i tilfældige distrikter for fremtiden. Det virker ikke lovende… Og så kunne jeg ikke engang komme op til dig! Det er jo det værste af det hele. Og jeg kan forstå at du har mistet alle dine faste hjemmehjælpere? Har været så ked af det på dine vegne. Hvordan er de nye du har fået? Har du nogle faste eller er det nye hver gang? Jeg håber der kommer nogle søde hjemmehjælpere til dig. Men vi må finde ud af noget! Det går jo ikke at vi ikke kan mødes og snakke som vi plejer. Jeg kunne jo sagtens komme og besøge dig nogle gange efter jeg har været på arbejde. Så er jeg jo alligevel i nærheden. Hvad siger du til det?
Jeg tager ikke alene til London, det er den årlige forårsrejse med min far. Vi tager af sted i marts måned og bliver der i en uge. Det glæder jeg mig meget til. Skal købe en masse bøger – de er jo alt for dyre i Danmark. Jeg har lige samelignet nogle forskellige priser på Paul Austers nye roman Orakel Nat . På dansk koster den næsten 300 kr. men hvis man køber den over nettet fra England koster den kun 11£ (ca. 120 kr.). Det er jo en enorm prisforskel. Det har jeg benyttet mig af dette semester da jeg skulle købe bøger. Sparede flere hundrede kr.
Ja, Uskyldens År er en fremragende bog. Det var ikke mig selv der kom frem til den. Jeg fortalte min daværende vejleder hvad der interesserede mig inden for den amerikanske litteratur. Altså de uskrevne regler indenfor overklassen i New York på den tid (slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet). Jeg ville gerne skrive noget om personernes valg – om hvorvidt de skulle blive accepteret af samfundet og dermed følge de uskrevne regler eller om de skulle kæmpe for at blive selvstændige individer. Kort sagt: individets personlige frihed. Lyder det ikke meget interessant? Min daværende vejleder foreslog da at jeg læste The Age of Innocence og The House of Mirth. Og det gjorde jeg så. Sidstnævnte var meget interessant men ikke nær så spændende og godt skrevet som den første. Den handler om en ugift kvinde, der pga. sin skønhed, ægteskabelige status og tilfældets spil langsomt bliver udstødt af samfundet. Tror du vil finde den interessant. Ved ikke hvad den hedder på dansk og kan desværre heller ikke undersøge det for dig. Der er noget galt med min internetforbindelse, så jeg kan ikke komme på nettet. Men tror du ikke biblioteket kan hjælpe dig på det område? Kan du ikke bare sige, at du gerne vil låne nogle bøger af Edith Wharton på dansk? Så burde de vel kunne finde noget til dig. Der er vist også skrevet en række biografier om hende. Det ville måske være noget for dig!
Det er rigtigt at The Age of Innocence er blevet filmatiseret. Har dog ikke set den endnu. Det venter jeg med til jeg rent faktisk skal skrive opgaven – efter sommerferien!
Og jo, jeg kan let identificere mig med Ellen Olenska men ikke med May! Jeg kan forstå May som person (hvis man da kan kalde hende det ) men kan slet ikke genkende noget fra mig selv i hende. Men jeg er meget interesseret i at høre din mening derom! Det kan jo være, at du har lagt mærke til nogle karaktertræk jeg ikke har bidt mærke i.
Ellers tror jeg ikke der er sket så meget nyt siden sidst. Jo, for resten! Der er noget jeg hele tiden glemmer. Det er ikke noget særligt, men bare noget jeg kom til at tænke på efter vores samtale om Paul Austers romaner. Vi talte om den talentfulde kunstner, der kan alt undtagen at finde lykken. Jeg kom i tanke om en af mine yndlingsfilm Basquiat. Den handler om den unge sorte kunstner Jean-Michel Basquiat, der brød igennem i 80’erne. Det er en fremragende og lidt syret film. David Bowie er med i den – som Andy Warhol! Men altså, til sidst i filmen fortæller Jean-Michel en lille historie til en af sine gamle venner . Denne historie passer meget godt til vores samtale om den talentfulde kunstner. Her kommer den så:

There was a little prince with a magic crown. An evil warlock kidnapped him, locked him in a cell in a huge tower and took away his voice. There was a window with bars. The prince kept smashing his head against the bars hoping that someone would here the sound and find him. The crown made the most beautiful sound that anyone ever heard. You could here the ringing for miles. It was so beautiful, that people wanted to grab the air. They never found the prince. He never got out of the room. But the sound he made filled everything up with beauty.

Jeg har filmen på video, og på kassetten står der: I en verden af kunst, musik og stoffer – er livet den pris man må betale for talentet .
Det var bare noget jeg kom til at tænke på under vores samtale, og synes du skulle have det med.
Da jeg havde postet mit forrige brev til dig læste jeg videre i Jørgen Stein. Og pludselig var den interessant og spændende igen. Fortrød da hvad jeg havde skrevet i brevet derom. Men efter 20 sider blev den kedelig igen. Og så blev den underholdende igen. Og nu er den kedelig igen… Det har den været de sidste 50 sider. Så nu er jeg kommet til at gå i gang med Oliver Twist. Håber du kan tilgive mig at jeg holder en pause fra den.
Men nu må jeg slutte for denne gang. Har en bog om modernisme der ligger og venter på mig. Glæder mig til at høre fra dig!

Hilsen Gitte.

Noter:
Opgaven om Edith Wharton skulle have været mit bachelorprojekt. Selvom jeg var vild med emnet fik jeg dog aldrig skrevet opgaven. I stedet slog jeg mig sammen med en studiekammerat og skrev en opgave om fremstillingen af single-kvinden og hvordan hun bliver fremstillet i Chick Lit og ‘Sex and the City’. Men Edith Wharton forbliver en af mine yndlings forfattere, og min datter Edith Olenska er opkaldt efter hende og The Age of Innocence.

Og her er et billede som jeg gætter på blev taget på nogenlunde samme tid som dette brev blev skrevet (efteråret 2003):

Bookworm 2003

Kære Troels #1

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her.

13. november 2003

Kære Troels.
Alt vel? Det er jo et stykke tid siden sidst. Har kørt et lidt hårdt program på det seneste. Var på arbejde lørdag og søndag, som du vel husker, og blev så syg mandag. Det var ikke så sjovt. Især da jeg ikke havde tid til at slappe af – havde jo en opgave, der skulle skrives. Så det tog lidt længere tid at blive rask end ellers. Men opgaven blev da skrevet og tror den blev acceptabel. Fik en fra mit hold til lige at læse den igennem dagen inden den skulle afleveres. Det viste sig at være en meget god idé. Nogle steder stod der nogle meget underlige ting. Er sikker på det ikke er mig, der har skrevet det. Men på nogle enkelte tidspunkter så jeg dobbelt mens jeg skrev. Så sker den slags jo.
Ellers er der ikke sket så forfærdeligt meget siden sidst. Har udspioneret min nabo og transvestit-overbo – de skændtes helt vildt ude på trappen og min nabo skubbede transvestitten og råbte grimme ting efter hende som jeg slet ikke vil gentage. Så har jeg bestilt fly og hotelophold i London. Glæder mig til at komme af sted. Nu ser jeg frem til en weekend hvor jeg ikke har nogle aftaler, ikke skal være syg og ikke behøver skrive opgave. Lige hvad jeg trænger til. Vil prøve at indhente nogle ting jeg er bagud med.
Må desværre sige at ‘Jørgen Stein’ har skuffet mig en del. Er nået til der hvor han er militærnægter. Synes den er blevet lidt kedelig. Det virker som om Paludan begynder at skrive meget overfladisk. I det første bind var man sammen med Jørgen det meste af tiden og kunne følge hans tanker og forstå hvorfor han gjorde som han gjorde. I det andet bind bevæger man sig længere og længere væk fra ham. Man får at vide hvad der sker via fortælleren og det er så det. Og når man endelig kommer tilbage i Jørgens sind er det kun når han er fuld eller falder i staver over et eller andet filosofisk emne. Men ellers kan jeg godt lide den. Den er bare ikke så hyggelig, let og interessant som det første bind, der jo var fremragende. Ellers kan jeg på mange måder identificerer mig med Jørgen. Han har læst filosofi og fravalgt det (jeg ville en gang for år tilbage gerne læse filosofi men opdagede heldigvis – inden det kom så vidt – at jeg ikke kunne fordrage filosofi), han læser nu – der hvor jeg er kommet til altså – kunsthistorie og han er militærnægter (hvis jeg var en mand ville jeg helt sikkert være militærnægter (og hedde Michael)). Alligevel synes jeg det er langt sjovere at læse om hans bror Otto.
Men jeg skal nok få den læst. Det kommer bare til at tage tid, for indimellem bliver den altså lidt kedelig.
Men jeg må hellere se at få besvaret dine breve. Må lige først finde dine breve….
Hmmm…. Den dårlige nyhed er, at jeg kun kan finde to nye breve – der skulle være tre, ikke?
Hvor er det pænt af dig at tage imod din nabos pakker, så de sparer tid og besvær. Du er en god nabo. Jeg ville aldrig turde lade min nabo gøre sådan noget. Hun ville helt sikkert åbne pakkerne og rode det hele igennem. Men nu jeg tænker over det, får jeg heller aldrig nogle pakker. så det kan egentlig være totalt ligegyldigt.
Har ikke fået mine gardiner op endnu. Min veninde har syet dem, så nu venter jeg bare på at S gider sætte stangen op. Ødelægger bare væggen hvis jeg selv forsøger. Jeg er glad for at du tror, det vil blive fint med hørfarvede gardiner. Min mor så stoffet og sagde at det lignede en sæk kartofler. Hvorfor åbner jeg overhovedet døren når hun ringer på?
Jeg har alle tre Ringenes Herre bøger men jeg har ikke fået dem læst endnu. Det bliver heller ikke foreløbig. Har dog set de to første film og glæder mig til at se den sidste. Får Vidst præmiere i december. Der skulle den tredje Harry Potter film også have været klar, men nu kommer den først til sommer. Det er jeg meget ulykkelig over.
Bowie-biografien var en anelse deprimerende fordi han har været lettere sindssyg. Der er sindssyge i hans familie – på moderens side – og det har så ikke gjort det bedre at han i 70’erne tog voldsomt mange stoffer, drak, arbejdede konstant og lod være med at spise. Mange af hans daværende kolleger, venner og bekendte har i bogen beskrevet hans depressioner og angstanfald. Men det hele får dog alligevel en happy ending. Det var en virkelig god biografi.
Så tror jeg ikke du har spurgt om andet – vi fik jo også snakket en del sidst.
Endnu en gang tak for julekortene. Dem er jeg meget glad for. Glæder mig som et lille barn til december. Har allerede købt to kalenderlys.
Nu må jeg se at slutte af for denne gang, vi ses forhåbentligt om en uges tid! Pas godt på dig selv så længe.
Gitte.

Kommentarer:
Den Bowie-biografi jeg omtaler er Bowie – Loving the Alien af Christopher Sandford.
Billedet øverst i dette indlæg er fra efteråret 2003.
Jeg kan stort set intet huske fra Paludans ‘Jørgen Stein’, og overvejer nu en genlæsning.
‘S’ var min daværende kæreste som jeg mødte i gymnasiet.
Veninden, der syede min gardiner, er en af mine bedste veninder, og i dag arbejder jeg sammen med hendes mand.
Min mor er stadig lige taktløs 😀
Og her er et billede af mig, der er taget nogenlunde samme tid som brevet blevet skrevet:

ungdomsbillede

Min Gamle Bogven

bog

Jeg havde engang en bogven. Jeg mødte ham da jeg arbejde i hjemmeplejen ved siden af mit studie. En dag skulle jeg op til en ældre herre, der led af neuroser. Han holdt sig på afstand og talte kun, hvis det var absolut nødvendigt. Jeg havde spottet hans imponerende bogreoler, der prydede stuen, og spurgte ham en dag jeg havde lidt tid til overs, om jeg måtte kigge på hans bøger. Han sagde med det samme ja, og gik forsigtigt efter mig ind i stuen. Mens jeg kiggede rundt, kom ham med små kommentarer til mine fund. “Den er fra mit barndomshjem” … “Den er noget helt særligt” … “Den MÅ du læse” … “Den var meget banebrydende i sin tid” …

Sådan begyndte mit venskab med Troels. Jeg var i starten af 20erne, netop begyndt på engelskstudiet, og levede i en verden af byture, venner, kæreste (ikke Mr. Boyfriend!), studiekammerater, litteraturkurser og famlen rundt i livet. Troels var et sted i 70erne, boede alene, havde aldrig været gift eller fået børn, levede hele sit liv i sin lejlighed med sine bøger og sin radio. Vores liv kunne næsten ikke have været mere forskellige, og dog indledte vi et årelangt venskab og delte en stor lidenskab for bøger.

Troels var en utrolig belæst mand, og var gavmild med sin viden om litteratur, forfattere, kunst og historie. Han opfordrede mig til at udvide min læsehorisont til også at omfatte mange af de store danske klassikere. Det var ham, der fik mig til at læse Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som den dag i dag er en af mine yndlings romaner. Han havde stor interesse for kvindernes frigørelse og forskellen på og forholdet mellem mænd og kvinder. Han kunne stille mig de sværeste spørgsmål og udfordrede mig til at tænke over mit liv, min selvopfattelse og forhold til andre, som jeg ellers aldrig ville have tænkt over. Han interesserede sig for mit studie, læste mine opgaver og kom med uddybende spørgsmål (som jeg ofte havde svært ved at svare på). Og så havde han humor og selvironi.

Jeg prøvede som regel at placere besøgene hos Troels til sidst på min arbejdsdag, så jeg kunne blive lidt længere og snakke om bøger. Han havde altid fyldt chokolade og en lang række spørgsmål. I perioder forhindrede mit studie mig i at tage på arbejde i weekenden, så jeg ikke fik besøgt Troels. Her startede så en langvarig brevudveksling. Forleden faldt jeg over nogle af disse breve og læste dem igennem. Det var som at rejse tilbage i tiden til et helt andet liv.

Der er ‘kun’ 22 breve. Mange er gået tabt i diverse computerskift (hele 2007 mangler) og nogle blev skrevet i hånden og er dermed ikke til at opdrive. Men de breve jeg har, vil jeg dele med jer, her på bloggen. Brevene er minder om et venskab hvis lige jeg nok aldrig finder igen. De er et besøg hos Gitte før der var tænkt på Bookworm’s Closet, Mr. Boyfriend, Edith og de to katte. Og så er de fyldt med bogsnak; hvad vi hver især havde læst siden sidst, og hvad vi syntes den anden skal læse. De beretter om det drama, der udspillede sig i den opgang jeg boede i, forliste venskaber, kærestebrud og en hel studietid. Derudover er de et indblik i en belæst mands liv. En mand, der levede en særpræget tilværelse og elskede bøger.

Jeg håber, at I vil nyde at læse med – stay tuned 🙂