På pindende: gylden glamour-strik

vintage strik

Har kastet mig over et nyt projekt fra Glamourstrik, nemlig ‘Vivien Fair Isle-blusen’. Jeg kommer dog ikke til at følge opskriften til punkt og prikke; for det første skal min version have lange ærmer (hvornår har man nogensinde brug for en kortærmet sweater?). For det andet ændrer jeg farverne; den er meget sart og feminin, hvor jeg er bedre til markante farver. Jeg har valgt en gylden karry-gul (den samme som jeg brugte her) og en skøn rustrød – perfekt til efteråret! Selve mønsteret ændrer jeg også lidt, idet jeg kun har tænkt mig at strikke den blå/hvide-del hele vejen igennem. Håber, at det kommer til at fungere!

vintage strik

Tanken med sweateren er, at den skal være tætsiddende og kunne fungere sammen med fx en sort pencil skirt. Så håber jeg bare ikke, at den bliver poset og lidt stor i det som min sidste glamour-strik blev.

vintage strik

Små strikkerier

strik

Som bogorme har deres evigt voksende to-read liste, har strikkeorme deres garnrester, der kan være svære at få brugt. Med tiden er jeg dog kommet frem til nogle garn-favoritter, hvilket gør at mine garnrester bliver mere ensartede og nemmere at lave noget ud af. Fx er jeg ret vild med den fine og bløde Alpaca som jeg her har brugt til en fin lille sweater til Edith:
strik

Jeg brugte lige præcis 3 garnnøgler til sweateren. Den gule er en rest fra den lille fine cardigan med futtog-knapper til Edith, den grå er fra min glamour-strik til mig selv, og den blå er en nøgle jeg oprindeligt købte til et projekt jeg endte med at droppe. Den kunne jeg egentlig godt have byttet, men synes at de tre farver stod så godt sammen.

strik

Er også ret vild med den tykke og varme Andes som er god til ponchoer, halstørklæder osv. Her har jeg strikket et par vanter til Edith. De er lavet til at gå helt op til hendes albuer (under jakken), så hun ikke flår dem af efter 2 sekunder. Garnet er en rest fra den Hunger Games-inspirerede poncho jeg gav til en veninde i fødselsdagsgave sidste år. Derudover har jeg strikket 3 par luffer til mig selv i Andes.

strik

Endelig er der karkluden, der er strikket af rester fra de tre karklude jeg strikkede for et stykke tid siden.

strik

Nu er jeg i gang med endnu en lille trøje i alpaca til Edith, og herefter vil jeg tillade mig den luksus at købe garn til et nyt projekt. Måske endnu en opskrift fra Glamourstrik?

Grå Glamourstrik

vintage strik

Som I helt sikkert kan huske, gik jeg i sommer igang med et ambitiøst (for mig i hvert fald) strikkeprojekt: En fin sløjfesweater fra Glamourstrik. Jeg blev egentlig færdig for flere måneder siden, men der gik travlhed i den, så jeg har først fået den afprøvet og fotograferet nu.

vintage strik

Resultatet er OK. Den er desværre blevet lidt for stor. Tror at fejlen er, at jeg tog mål til den imens jeg ammede, så havde en lidt større (og struttende) barm, da jeg gik igang. Så jeg valgte medium-modellen. Da jeg blev færdig med den, var jeg i midlertid færdig med at amme, og mælkbrysterne havde forvandlet sig til små teposer. Så det havde nok været pænere med en small …

vintage strik

Men er nu alligevel ret glad for den. Den er strikket i det fineste Alpaca fra Drops (mellem-grå), og den neutrale grå nuance manglede i mit ellers ret farvestrålende klædeskab.

vintage strik

Sløjferne er ret fine (hvis jeg selv skal sige det).

vintage strik

Det første strikke-stadie:

vintage strik

Øvede mig her i at strikke imens jeg læste e-bog på iPad. Det er det ene ærme jeg er igang med her.

vintage strik

Det kribler i mine fingre for at komme i gang med et nyt projekt fra bogen, men kan ikke blive helt enig med mig selv om, hvilket mønster jeg skal kaste mig over … det kan være, at der kommer en lille afstemning her på bloggen. Først skal jeg dog have gjort kål på nogle garnrester – men mere om det en anden dag.

glamourstrik

Nuttede Strikkerier

strik til baby

strik til baby

I juli fik Edith Olenska en lille grandfætter. Han er noget af det mest nuttede jeg længe har set, og skulle selvfølgelig begaves med strikkerier. Den blå cardigan strikkede jeg også til Edith, bare i grøn, og det første halve år af hendes liv fungerede den som jakke. Vi supplerede den med et halstørklæde og bandt elastikker om ærmerne, så den også fungerede som vanter. Ræve-ørene er desuden gratis lige her.

På Pindene

glamourstrik

glamourstrik

Sidste år fik jeg den skønne strikkebog Glamourstrik i gave af en veninde. Den er fyldt med opskrifter på de fineste vintage trøjer, cardigans etc. De fleste af opskrifterne er reproduktioner fra 30’erne, 40’erne og 50’erne, og hver har deres egen lille historie. Den perfekte opskriftsbog for en vintageelskende strikke-gal bogorm som mig.

Jeg var lige blevet gravid da jeg fik bogen og meget optaget af at strikke babytøj, så Glamourstrik fik ikke rigtig den opmærksomhed den skulle have haft. Men så blev tiden inde til at være mere egoistisk med garnnøglerne. Jeg ville gerne gå igang med det hele på en gang og havde meget svært ved at vælge, hvor jeg skulle starte, men valget faldt til sidst på denne fine sløjfesweater. Den grå farve er lidt atypisk for mig, men jeg har strikket så meget farvestrålende, at min garderobe trænger til noget mere neutralt. Og så tænker jeg, at den lidt rå grå vil stå godt til de feminine sløjfer.

Jeg er nu en god bid inde i rygstykket og er besat! Jeg har lyst til at strikke hele tiden – og ser nogle gange mønsteret for mig når jeg skal sove. Ja, jeg ved godt, at jeg har et problem …


English Recap
After knitting a ton of things for Edith, I’ve started knitting this gorgeous sweater for myself. It’s from a book with patterns for vintage knit wear.