Snap: på forsiden af en bog

Face-swap på snapchat har haft sin storhedstid. Men hver gang jeg sidder med en bog med et ansigt på forsiden, kan jeg ikke lade være med at tage telefonen frem og få mit ansigt på bogen. Fuck, det er sjovt!

Her er jeg på forsiden af Pigerne:
snap

Og Glittering Court:
snap

Og The Bell Jar:

Da jeg prøvede med Bowie, gik det helt galt …
snap

snap

Ved ikke lige, hvorfor snappen ikke kunne finde ud af at få min ansigt ind i Bowies ansigt. Min hånd og min bogreol ligner åbenbart mere et ansigt end Bowie 😀 Fin bog i øvrigt.

Er du på Snap Chat? Du kan finde mig som Gniske (eller bookwormscloset – er ikke helt sikker). Jeg snapper hverdagsting med Edith, mine bindegale kolleger, min kat, mine sko og bøger.

Min sidste dag på barsel

I morgen går det løs. Jeg starter på arbejde efter næsten et år på barsel. På den ene side føles det som en hel levetid siden jeg var der. Og på den anden side virker det som om jeg bare har været et par uger i et parallelunivers.

Barsel er noget mærkeligt noget, og jeg har i den grad haft min op- og nedture. Først gik jeg og ventede på babyens ankomst. Min krop var helt ødelagt, og det var en lettelse at kunne skrue helt ned for tempoet og lave ingenting. Jeg læste, bloggede, strikkede og så serier som var det min sidste chance for nogensinde at have mig-tid igen.

Da Edith endelig kom til verden var jeg hårdt ramt af hormoner og chokket over at blive mor. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vågnede op hver morgen med en følelse af, at alting var forkert. Jeg kan bedst beskrive det som en dårlig stemning, der var umulig at ryste af mig. Derudover følte jeg, at jeg konstant var til mit livs vigtigste eksamen og på nippet til at dumpe. Det gjorde det heller ikke bedre, at der kom gæster næsten hver dag, og stillede spørgsmål som “Er du ikke bare glad?” og “Er det ikke bare fantastisk?”. Jeg fik så dårlig samvittighed. Hvilken nybagt mor er ikke glad?

Jeg ærgrer mig i dag meget over, at den første måned var sådan. Jeg føler, at jeg er gået glip af meget af den glæde, der er ved en nyfødt. Jeg ville give så meget for at få lov til at rejse tilbage i tiden til Edith som nyfødt.

baby

Hormonerne og den mærkelige stemning aftog gradvist efter en måneds tid. Da Edith var omkring 2 måneder gammel kom den første crush-tid. En tid, hvor jeg forelskede mig hovedkuls i den lille basse. Hendes kolik forsvandt fra den ene dag til den anden, og hun var den gladeste og sjoveste baby, der nogensinde har eksisteret. Seriously! Jeg ved godt, at mødre tit siger, at deres baby er den sødeste i hele verden, men i det her tilfælde er det faktisk rigtigt; Edith er altså den allersødeste! Det kan jeg sige helt objektivt!

baby

Da Edith var omkring 4 måneder kom den første barselskrise. Jeg kedede mig noget så skrækkeligt! Da hun var helt lille lå hun meget i mine arme og hyggede sig, og jeg kunne læse eller se serier imens. Den gik pludselig ikke længere. Hun skulle underholdes konstant, og sov aldrig mere en 20-25 minutter ad gangen. Jeg var ved at blive vanvittig! Og igen kom den dårlige samvittighed snigende; hvilken mor keder sig, når hun er sammen med sit eget barn?

Ret mange åbenbart! Efter jeg skrev et blogindlæg om at kede sig på barsel, væltede det ind med beskeder og kommentarer fra kvinder, der havde haft det på præcis samme måde.

Herefter gik jeg aktivt igang for at gøre noget ved kedsomheden. Jeg fyldte simpelthen ugen ud med aktiviteter for mig og Edith. Vi gik til rytmik, baby yoga, baby bio og Edith blev besøgsbaby på et plejehjem. Så gik det stærkt. Vi nød begge hverdagene igen, Edith solede sig i opmærksomheden som den sociale og udadvendte baby hun nu engang er.

baby

Og hun udviklede sig med lynets hast. Pludselig kunne hun kravle, og med det kom der en ordentlig omgang seperationsangst da hun var omkring 8 måneder. Samtidig gik der sommerferie i den, så både rytmik og yoga var slut. Baby bio var også slut, da hun var blevet for stor og vild til det. Følte mig pludselig slået tilbage til tiden hvor jeg var alene 9 timer hver dag med en baby på armen. Hun klamrede sig til mig og skreg voldsomt, hvis jeg satte hende ned. Jeg måtte endda have hende i babysele når jeg lavede grød til hende. Men på dette tidspunkt var jeg også klar over at alt kommer i faser. Og ganske rigtigt: efter en lille uges tid var hun glad og tryg igen. Her startede en tid, hvor hun længe kunne lege selvstændigt og kravle rundt på opdagelse. I stedet for at bære rundt på hende rendte jeg nu rundt efter hende. “Nej, ikke hive katten i halen”, “Nej, ikke toiletbørsten” og “Nej, ikke hive bøger ud af reolen” blev (og er stadig) daglige ord fra min mund.

baby

Den sidste måneds tid har så været den velfortjente luksus barsel. Edith er blevet kørt ind i vuggestue, og jeg har pludselig fået timer for mg selv midt på dagen. Og jeg har i den grad nydt min alene-tid – helt uden dårlig samvittighed.

Så i morgen starter det nye liv med fuldtidsjob. Jeg glæder mig vanvittigt til at komme tilbage. Til at kunne fordybe mig i mine projekter, drikke min kaffe i ro og mag, spise frokost med kniv og gaffel og have mennesker omkring mig igen. Det er altså en mærkelig tilværelse man har, når man tuller rundt for sig selv dagen lang, når alle andre er på arbejde og lever normale liv.

Men jeg gruer også lidt for det. Hvornår skal jeg læse bøger? Hvad sker der med bloggen? Jeg kan ikke forestille mig at skulle undvære hverken bloggen eller bøgerne, så jeg vil prøve at få plads til det hele, bare i mindre format. Jeg tænker, at boganmeldelserne bliver kortere, og i stedet for månedlige opsummeringer indfører jeg nok kvartale opsummeringer.

Jeg håber, at I stadig vil følge med 🙂

baby

Det er kedeligt at være på barsel

barsel

At være på barsel er meget anderledes end jeg forestillede mig. Jeg så en travl hverdag for mig, hvor jeg hele tiden ville være ved at drukne i opgaver. Jeg tænkte, at jeg ville prøve at gøre det så afslappende som muligt, vi skulle ikke gå til for mange ting – der skulle være ro i hverdagen og karma i kalenderen.

Efter det første spædbarns-panik, kolik og baby blues havde lagt sig, så hverdagen dog lidt anderledes ud. Min mødregruppe kom aldrig til at fungere, så udover baby-yoga om torsdagen og baby-bio om onsdagen, havde vi fri leg de resterende 3 hverdage. Jeg kom hurtigt til at frygte disse dage.

Det var svært at finde på ting at lave – det er hårdt at være alene med en baby 9-10 timer hver dag! Jeg havde nogle lege fra baby-yoga som jeg gentog hver dag, fandt selv på nogle øvelser, lege og sange, gik rundt og kiggede på ting i lejligheden med Edith. Når jeg havde været hele kartoteket igennem var kl. 10:30. Så er der lang tid til kl. 17:30 hvor min kæreste kommer hjem. Det skal også lige siges, at Edith ikke er så god til at sove om dagen. Hun sover sjældent mere end 20-30 minutter ad gangen, så jeg er virkelig på. Jeg kan som regel lige nå at rydde lidt op, ordne vasketøj, tage en slurk vand, og så er vi igang igen.

Jeg begyndte at kede mig, blev i dårligt humør og følte mig ensom. Kunne slet ikke overskue den lange barsel, og glædede mig til at komme tilbage til arbejdet, til at se nogle mennesker og have noget at lave. Samtidig var tanken om at skulle være væk fra Edith helt ugribelig. Og så havde jeg dårlig samvittighed. Det er et privilegium at leve i et land, hvor man kan få lov til selv at passe sin baby det første år, og Edith er en utrolig sød og nem baby. Men det er hårdt at have en hverdag der består af bleer, gylp, amning, rasledyr og “hvad i alverden skal jeg nu finde på for at lave med hende?”-tanker. At have en arbejdsdag på 12-13 timer – og der er ikke noget der hedder weekend. Og det er også svært ikke at opleve noget. Det eneste jeg har at fortælle om er Edith. Næsten al min hjernekapacitet går til hende. Så snart jeg får bare et øjeblik for mig selv – som i skrivende stund – kaster jeg mig frådende over en bog eller bloggen – begge dele er blevet endnu mere uundværlige for mig.

Tanken om endnu 6 måneder med ensomhed, dårligt humør og lange kedelige dage var helt ubærlig. Så jeg besluttede mig for at fylde dagene med aktiviteter der er sjove for både Edith og jeg, og hvor vi kommer ud blandt andre mennesker. Vores program for ugen ser nu således ud:

Mandag: Besøg på Sølund Plejehjem (mere om det senere)
Tirsdag: Rytmik
Onsdag: Baby-bio (og hvis hun en dag ikke gider det mere, har vi en legestue i baghånden)
Torsdag: Baby-yoga
Fredag: Fri – her får vi ofte besøg.

Så vores kalender er godt fyldt op, hvilket er helt nyt for mig. Jeg plejer at elske ikke at skulle noget flere dage i træk – men det var dengang jeg bare kunne smide mig på sofaen og læse bøger 😀

Jeg tror, at dette har knækket barsels-koden. Og så må jeg også lige tilføje, at det skønne forårsvejr har gjort betydelig forskel. Der er øjeblikke, hvor det hele spiller: Edith er tilfreds i barnevognen, jeg har en latte i kop-holderen, lydbog i ørene, solen skinner og der er fyldt med mennesker i byen. Så er der ikke noget bedre!

Har du prøvet at være i en lignende situation? Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer 🙂


English Recap
I’ve found it difficult being on maternity leave: I’ve felt bored, sad and lonely most of the time, having no one to talk to and nothing to talk about besides Edith. Edith doesn’t sleep much during the day, and it’s been hard finding things to do with her when I’m alone with her for 9-10 hours each day. I had to do things differently and now we have things scheduled almost every day: Monday: we visit a nursing home (more about that later), Tuesday: rhythmics-class, Wednesday: baby-cinema, Thursday: baby-yoga, Friday: nothing – here we can have visitors. This schedule combined with the gorgeous spring weather we’ve been having, has helped a lot, and I’ve started to enjoy my maternity leave.

Have you ever been in a similar situation? I would love to hear about it!

baby bookworm

Now in Danish

danish book

I’ve been giving it a lot of thought lately, and I’ve decided to reintroduce Danish to the blog. When I first started the blog, it felt natural to write in English, as I’ve got an MA in English and about 95% of the books I read are in English. But lately I’ve missed writing in Danish and have been toying with the idea.

What’s been holding me back, is that about 60% of my readers don’t speak Danish. But this blog has always been about what I wanted to write and how I wanted to write it, so Danish it is. But don’t fret – there’ll still be a lot of English on the blog:

  • Each post will have an English recap
  • Each book review will also be available in English as I’m an active reviewer on Goodreads
  • Knitting patterns will almost always be available for free in English

So I won’t stop writing in English as such – it’s more a question of adding Danish to the blog.

On top of that, I’m toying with making further changes to the blog. I feel it desperately needs a redesign, an About-Me + Contact page. And I would like to make it more personal. I’ve had rather personal posts before and enjoyed the comments and feedback I got. Furthermore, Mr. Boyfriend has agreed to write a little mini-review of each audio book we listen to together, so you’ll get the opinion of both of us.

I hope you guys are OK with these changes and won’t hit the horrible ‘un-follow’ button 😀

David Bowie

david bowie

I was so sad to wake up and discover that David Bowie has died. His music meant more to me than any other artist’s. I grew up listening to his songs. I went to my first Bowie concert when I was 9 years old (The Tin Machine tour) and again when I was 10 (The Sound+Vision tour with Kim Wilde as warm up). Actually, when Mr. Boyfriend and I first met, we discovered that we had both attended the Sound+Vision concert. How could I not agree to giving him my phone number after that?

Anyway, as a child, I was totally fan-girling (is that a verb?). I would watch The Labyrinth over and over again (actually when my parents took me to see the movie when it first came out, we had to leave because the goblins scared me). But later I would watch the movie over and over again, dreaming that I was Sarah and had to run Bowie’s Labyrinth. Only I would ditch the baby at the end and stay with Bowie.

Bowie labyrinth

Being a David Bowie fan was a bit of a lonely affair. None of my peers listened to his music, and it was definitely not considered cool, but I couldn’t help myself. I loved his songs for many years. In the early 90s, I went through many other bands, from Take That and East 17 to Nirvana and Guns N’Roses, and Bowie slipped into the background. Then something amazing happened. I was 16 or 17 when I heard ‘Life on Mars’ on the radio. I was riding a bus, and completely forgot about time and place. The song took me right back. That voice, that atmosphere! When I got home I stole borrowed one of my mother’s cd’s, and I suddenly remembered all the songs, even the lyrics. That was it, I was hooked. I’ve been a fan ever since.

Now I’m an odd mix of sad and grateful. Sad that he’s gone and won’t make more music or stir up any more trouble. Sad for his family and for the fact that his life was too short. But also grateful because of the amazing catalogue of songs I’ll listen to until it’s my time to take the same journey.

Bowie, you will be missed!

edith & ella jacket, bowie blouse, vintage joop bag and dune shoes