5 bøger der har fået mig til at grine

Efter min post om 5 bøger, der fik mig til at ugly-græde, er jeg nødt til at lette stemningen lidt. Vi skal til de bøger, der har fået tårerne til at trille af grin. Der er langt mellem de bøger, der får mig til at grine højt; jeg er god til at grine indvendigt, men nogle få bøger får mig til at give slip og bryde ud i latter. Her er 5 af dem (indeholder anmeldereksemplarer):

  • The House of Sleep af Jonathan Coe
    En let og humoristisk roman om en gruppe mennesker, der lider af forskellige former for søvnforstyrrelse. Bl.a. en pige, hvis drømme erstatter hendes minder, hvilket giver anledning til nogle fantastiske misforståelser, der fik mig til at skralgrine!

  • Starter for ten af David Nicholls
    Davis Nicholls kan det der med at få os til at grine og græde. Han fik mig til at ugly-græde i One Day, men fik mig til at le gang på gang i Starter for Ten. Den handler om en intelligent med akavet ung mand, der skal starte på college. Et must read fra dig, der elsker The Inbetweeners.

  • Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen
    Den her bog er så komisk og syret og jeg elsker den! En parasit fra rummet gør mennesker liderlige og rynkede, hvilket fører til nogle yderst tåkrummende situationer rundt omkring i KBH. Især en scene i et supermarked fik mig til at skrige af grin. Min mor (på 71) læste den også med stor fornøjelse.

  • The Importance of Being Earnest af Oscar Wilde
    Skønne Oscar Wilde og dialogens mester gakker fuldstændigt ud i hans måske mest kendte skuespil fyldt med løgn, bedrag, forviklinger og skønne one-liners. Læs den! Se filmen! Se den i teateret! Og nap lige Wildes andre skuespil med – de er værd at dyrke.

  • Looking for Alaska af John Green
    Ligesom David Nicolls, kan John Green også det der med at få os til at grine og græde. I The Fault in our Stars græd jeg som pisket, og selvom Looking for Alaska også er trist, er den også en virkelig humoristisk roman, der fik mig til at le højt flere gange. Især starten af romanen er genial komisk.

Kan du anbefale mig nogle humoristiske bøger?

Mini-bookworm anmelder: Godnathistorier for rebelske piger

Edith og jeg har modtaget denne fine bog: Godnathistorier for Rebelske Piger fra People’s Press. Konceptet er 100 historier om exceptionelle kvinder i historien. Vi møder alt fra frihedskæmpere og politikere til surfere og rappere. Og så er bogen smukt illustreret med farverige flotte billeder, så det er en fryd at bladre i den.

Edith fatter selvfølgelig ikke en bjælde af bogen, men hun elsker at kigge på tegningerne af kvinderne. Og det er en bog, jeg føler hører hjemme i hendes bogreol, og som jeg glæder mig til at læse med hende, når hun bliver større. Selvom hun næppe får brug for hjælp til at være rebelsk 😉

Det synes jeg om bogen:

De fleste af historierne er yderst velfungerende til det korte format og hænger godt sammen. Men desværre er nogle af historierne også lidt rodede og mangler en rød tråd: i nogle af historierne bliver der smidt nogle facts ind til sidst som ikke hænger sammen med det man lige har læst. Fx historie nr. 2, der handler om Alek Wek, der flygter til London, hvor hun bliver fotomodel. Og så bliver det lige kastet ind til sidst, at hun var fortaler for, at det er OK at skille sig ud og at det ikke gør noget at man er genert. Hvilket jo er meget fint, men historien har slet ikke handlet om det, så det er mærkeligt at have det som konklusion til historien.

Jeg tænker, at forfatterne ville have det hele med, men ‘you have to kill some darlings’. Sådan er det at skrive en bog. Det er lidt ærgerligt. Men det er heldigvis kun nogle af historierne – de fleste hænger faktisk ret godt sammen.

Titlen på bogen irriterer mig dog meget. At skrive ‘historier for piger’ ekskluderer drengene, og det er synd. Og lidt dumt. Desuden er jeg også lidt over konceptet med at fremhæve kun kvinder. Ja, det er et problem, at kvinder i historien ofte bliver overset, at der findes masser af bøger kun om stærke mænd, men jeg tror, at man kommer længere med budskabet hvis man mixer historier om mænd og kvinder. At gøre kvinder til en naturlig del af historien, i stedet for at have specialbøger om kvinder og kvindehistorie.

Men det var en skøn læseoplivelse, hvor jeg virkelig følte, at jeg lærte noget. Ved næsten hver historie tænkte jeg ‘hvorfor er der ikke nogen, der laver en film om denne her kvinde?’. Jeg havde lyst til at vide mere, til at dykke dybere i deres sind og høre om deres udfordringer, deres mod og kvaler.

Og jeg tænker, at det er historier børn har godt af at høre. Ikke kun fra et femnistisk synspunkt; alle kan have glæde af at læse om mennesker, der er modige og går efter det de tror på.

4/6 stjerner

3 mini-reviews: Murakamis debut, feministisk genfortælling og skuffende 3’er i hypet fantasy

Wind / Pinball af Haruki Murakami

Plot: To korte romaner af Murakami dengang han stadig var grøn som forfatter. Historierne handler begge om en bestemt persons venskab med ‘Rotten’.

Det kunne jeg rigtig godt lide: Begge historier var på hver deres måde klassisk Murakami; ensomhed, mystik og musik. Der var nogle sjove detaljer og stemningsfulde øjeblikke. Men …

Det var jeg knap så vild med: … historierne var noget værre rod. Jeg synes, at det skinner igennem, at Murakami her er nybegynder og endnu ikke helt har luret, hvordan man strikker et plot sammen. Fortællingerne hoppede rundt, og der blev eksperimentet på anstrengt vis.

Jeg vil anbefale bogen til Murakami-fans – alle andre skal holde sig langt væk.



The Surface Breaks af Louise O´Neill

Plot: En feministisk genfortælling af H.C. Andersens ‘Den Lille Havfrue’. Den handler i bund og grund om en kvinde, der laver om på sin krop for at opnå kærlighed. Den handler om en kvinde, der ofrer alt for kærligheden og glemmer sig selv. Om kvinder der gennemgår smerte for at blive accepteret. Om kropsforagt, undertrykkelse og om at finde sin stemme.

Det kunne jeg rigtig godt lide: Jeg havde store forventninger til denne bog eftersom den er skrevet af Louise O’Neill: geniet bag den skræmmende ungdomsroman Hun Bad Selv om det. Jeg forestillede mig, at hendes brutale realisme ville være perfekt til genfortælling af det klassiske og tragiske eventyr om den lille havfrue, der gennemgår voldsom smerte for at vinde sit livs kærlighed. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg var fuldstændigt grebet af historien, nød kreativiteten, opfindsomheden og den brutale historie. Jeg elskede hovedpersonens udvikling, bogens feministiske vinkler – og den kære lille reference til Hun Bad Selv om det var så fin og diskret placeret. Og jeg var så spændt på slutningen: får vi den romantiske slutningen som Disney gav os eller H.C. Andersens hardcore ingen-kære-mor slutning? Hvad finder hun på? Jeg røber intet … (men OMG en slutning!!!)

Det var jeg knap så vild med: Jeg skulle til at pointere noget halv-negativt, men det satte bare yderligere tanker om historien i gang hos mig, og fik mig til at se, hvor fin den er. Så nej, jeg har ikke noget negativt at sige.

Jeg vil anbefale den til alle.


A Court of Wings and Ruin af Sarah J. Maas

Plot: Det kan jeg desværre ikke afsløre uden at spoile 1’eren og 2’eren.

Det kunne jeg rigtig godt lide: Jeg kunne godt lide, at karaktererne havde lidt dybde. Og Rhys var sjov i ny og næ. Og jeg har stor respekt for det univers som Sarah J. Mass har opbygget.

Det var jeg knap så vild med: Historien kedede mig. Jeg var et halvt år om at slæbe mig igennem den. Plottet var spækket med krigssnak og alle mulige komplekse detaljer som jeg havde svært ved at holde styr på (og det hjalp absolut ikke, at jeg var så længe om at læse den). Sproget var helt forfærdeligt; jeg skriger, hvis jeg skal høre sætningen “I gave him a vulgar gesture” igen (og det er jeg ikke den eneste, der fik nok af – se fx denne anmeldelse). Og nu vi er ved emnet; jeg kommer aldrig til at holde af Feyre, vores heltinde. Hun bliver dog overgået af sine skrækkelige søstre (som minder meget om Feyre i den første bog).

Jeg er træt af martyrer, jeg har fået nok af hysteriske søstre. Det er slut mellem mig og Sarah J. Maas. Vi havde en lidenskabelig affære i den forrige bog som jeg altid vil tænke tilbage på med glæde, men nu er citronen i den grad blevet presset for al saft og smag. Det er simpelthen for kedeligt.

5 bøger, der har fået mig til at ugly-græde

Jeg bliver aldrig hende, der lader en lille tåre løbe stille ned ad kinden imens huns læser en sørgelig bog. Jeg er derimod hende, hvis ansigt bliver rødt og sammenkrøllet. Og som har seriøse problemer med at læse videre fordi alt ses igennem en tåre/mascara-tåge. Jeg er en ugly-græder.

Her er 5 bøger, der har fået mig til at ugly-græde:

  • Det jeg Elskede af Siri Hustvedt
    En af mine yndlingsbøger af en af mine yndlings forfattere: dygtige Siri Hustvedt. En skøn roman om venskab, kærlighed, sorg og ensomhed. Jeg kan ikke fortælle, hvad der fik mig til at ugly-græde uden at spoile. Men der sker NOGET. Af den slags som gør, at jeg aldrig vil kunne læse bogen igen. Desværre.
  • The Fault in our Stars af John Green
    Her er der vist ingen chance for at spoile: jeg stortudede mig igennem romanen om den kræftramte Hazel. Jeg var helt ødelagt og udmattet bagefter. Filmen kan også gøre tricket, hvis du ikke orker at tude i så mange timer. Det gode ved John Green er, at han også får en til at grine mellem alle tudeturene, så man får nogle små lyspunkter.
  • One Day af David Nicholls
    Den perfekte blanding af romantik, humor og sorg, der fik mig til at stor-tude. Romanen er ret specielt sat sammen: Dexter og Emma møder hinanden i 1988 og herefter følger vi dem på netop denne dag, år efter år. Den er også filmatiseret – den har jeg dog stadig til gode. Og ligesom med ‘Det Jeg Elskede’ kan jeg ikke afsløre, hvad der fik mig til at ugly-græde uden at spoile.
  • Ud af ensomheden af Benedict Wells
    En meget smuk fortælling om sorg og ensomhed som jeg tilfældigvis synkron-læste med Sascha; vi opdagede på Instagrams story, at vi begge sad og brølede over den 😀
  • The Time Traveler’s Wife af Audrey Niffenegger
    En smuk og mystisk bog, om en mand, der ufrivilligt rejser frem og tilbage i tiden i sit eget liv. En rørende, original og til tider trist bog, der dolkede mit stakkels hjerte.

Hvilke bøger har fået dig til at ugly-græde?

Mit forår i bøger, 2018

Mit forår har været omskifteligt og turbulent. Der har været flytte-kaos, renoverings-stress, sne, sommer, frygten for log-out, readathon, bogbloggerevent arrangeret af dygtige Julie the Book Cat og en masse bloggeri. Og så fik jeg lov til at møde Murakamis danske oversætter.

Jeg var i slutningen af vinteren/starten af foråret tvunget til at holde pause fra bloggen i ca. halvanden måned, og det var helt ubeskriveligt fedt at få tid til det igen. Måske er det egentlig meget sundt med blogge-pause. Jeg kom i hvert fald tilbage med fornyet energi og i flere uger havde jeg ikke lyst til andet end at blogge og tænke over koncepter til bloggen. Jeg satte mig for at undersøge hvem læserne på bloggen er, og blev både inspireret til nye måder at gøre tingene på og bekræftet i, at jeg havde gang i nogle fede koncepter.

Jeg har kigget tilbage på da bloggen også handlede om klædeskabet og fik en trang til at genindføre det – bare på en ny måde. Og så har jeg læst en masse bøger:

I foråret læste jeg: 12 bøger:


6 stjerner:
The Surface Breaks

5 stjerner:
Rynkekneppesygen
The Age of Innocence

4 stjerner:
Morning Star
The Night Watch
Provinspis
Desire

3 stjerner:
Til Døden os Skiller

2 stjerner:
The Midnight Dance
Sandcastle Empire
‘Hun’ & ‘Ham’
A Court of Wings and Ruin

1 stjerne:
Ingen, heldigvis

Bedste læseoplevelse: Uden tvivl The Surface Breaks af Louise O’Neill. Det er en feministisk genfortælling af ‘Den Lille Havfrue’ – og den sparker røv!

Mest skuffende læseoplevelse: Jeg havde store forventninger til A Court of Wings and Ruin fordi jeg ELSKEDE 2eren. Men 3eren var dræbende kedelig og jeg måtte tvinge mig selv til at læse den færdig.

Bøger jeg opgav: The Wings of the Dove af Henry James. Jeg gik i gang med den på lydbog og den fangede mig slet ikke. Jeg glemte hele tiden at lytte ordentligt efter og følte mig ikke motiveret til at lytte videre.

Antal blogindlæg: 28 – ret godt sammenlignet med de 10 indlæg jeg udgav i løbet af vinteren.

Yndlings karakter: Ida fra Provinspis stjal mit hjerte. Det sjove er, at vi nok ikke ville kunne udstå hinanden IRL.

Hvilken af forårets bøger håber jeg at genlæse en dag? The Age of Innocence skal bare genlæses med jævne mellemrum. Det var tredje gang jeg læste den og absolut ikke sidste gang.

Hvilken bog havde det smukkeste cover? The Midnight Dance er bare så flot. Hvis den ikke havde været så flot, havde jeg kylet den ad helvedes til for længst. Den er virkelig dårlig. The Surface Breaks er også virkelig smuk – og historien holdt hele vejen igennem.

Hvilke nye forfattere har fanget min interesse: Louise O’Neill fangede min opmærksomhed med Hun Bad Selv Om Det, men med The Surface Breaks har hun slået sig fast som en forfatter jeg skal læse alt med. ALT!