‘The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger

The Catcher in the rye
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J.D. Salinger
Først udgivet: 1951
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der har prøvet at være en sur teenager. Og til dig, der kan elsker ‘The Bell Jar‘.
Sådan starter den: If you really want to hear about, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it if you want to know the truth.
5 af 5 stjerner

16-årige Holden Caulfield er blevet smidt ud af skolen kort før juleferien. Han kan ikke overskue at tage hjem til sine forældre, så i stedet flakker han rundt i New York i tre dage. Han opsøger gamle bekendte, hænger ud i barer og fortæller løgnhistorier. Desperat forsøger han at skabe en forbindelse til andre mennesker, men møder kun ‘phonies’ – overfladiske og falske mennesker, der aldrig vil kunne forstå ham.

Grand. There’s a word I really hate. It’s a phony. I could puke every time I hear it.

‘The Catcher in the Rye’ er en klassiker, der ofte deler vandene: man enten elsker eller hader den. Jeg elsker den med stort E. Og den holder også anden og, som nu, tredje gang. Holden Caulfield er min yndlings sure teenager. Hans observation og kommentering af verden omkring ham er humoristisk og spot-on; Salinger formår at ramme den rebelske teenage verden-er-åndsvag-og-der-er-ingen-der-forstår-mig sindstilstand. Og så er den ufattelig velskrevet.

Or you’d just passed by one of those puddles in the street with gasoline rainbows in them. I mean you’d be different in some way—I can’t explain what I mean. And even if I could, I’m not sure I’d feel like it.

På overfladen er Holden en forkælet og sur møg-unge. Men under overfladen er han en ensom ung mand i dyb krise og sorg over sin brors død. Han er desperat efter at opleve en ægte forbindelse med andre mennesker, men samtidig rædselsslagen for at blive skuffet. De mennesker han prøver at komme tæt på, er mennesker han på forhånd ved vil skuffe ham: en prostitueret, en overfladisk pige han engang har været ude med, en gammel bekendt som han aldrig har brudt sig om. Men pigen, der virkelig betyder noget for ham, tør han ikke ringe til. Han tænker på det igen og igen, men finder altid en undskyldning.

Just because somebody’s dead, you don’t just stop liking them-especially if they were about a thousand times nicer than the people you know that’re alive and all.

Kun i sin lillesøster kan han finde den barnlige uskyld, der ser ham som han er og kan give ham noget, der føles ægte. ‘The Catcher in the Rye’ er en af de få bøger, der kan være trist, smuk og hylende morsom på én og samme gang. Jeg griner hver gang jeg læser den. Og hver gang får jeg lyst til at give Holden et kæmpe knus. Og derefter stikke ham en flad. Og måske herefter introducere ham for Ether Greenwood fra The Bell Jar? Og håbe, at hun gider høre på hans shit.

What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it. That doesn’t happen much, though.

Jeg hørte ‘Catcher in the Rye’ som lydbog (på YouTube lige her) sammen med Mr. Boyfriend. Her er hans mening: man er ikke i vivl om, at forfatteren forstå sin hovedperson fuldstændigt. Den er ikke demonstrativt samfundskritisk eller provokerende: den er ægte!
5 af 5 stjerner

PS: her er en sjov quiz, hvor citater fra Catcher er blandet med Lana Del Rey-sange, hvor man så skal gætte, hvor de hører til.

‘Caraval’ af Stephanie Garber

caraval

… en spændende page-turner om en eventyrlig og magisk verden

caraval

Titel: Caraval
Forfatter: Stephanie Garber
Først udgivet: 2017
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der elskede ‘The Night Circus’ – og alle, der holder bare lidt af fantasy-genren.
Sådan starter den: It took seven years to get the letter right.
5 af 5 stjerner

Da ‘Caraval’ begyndte at poppe frem alle vegne og blev omtalt som den nye ‘The Night Circus’, var jeg solgt til stanglakrids. Jeg måtte med vold og magt eje den bog (forresten: tak for hjælpen med at vælge mellem den amerikanske og engelske udgave). Også selvom jeg var forberedt på at blive skuffet. Var sammenligningen reel eller blot et billigt salgstrick?

Whatever you’ve heard about Caraval, it doesn’t compare to the reality. It’s more than just a game or a performance. It’s the closest you’ll ever find to magic in this world.

‘Caraval’ var en fantastisk læseoplevelse. Den er meget anderledes end ‘The Night Circus’, men jeg kan godt se, hvorfor de to bliver sammenlignet. Begge bøger summer af skønhed og magi i deres ekstraordinære beskrivelser. Hvor TNC var en af de mest visuelle bøger jeg nogensinde har læst men med et knap så vigtigt plot, var ‘Caraval’ i den grad drevet af plottet. Ja, den var meget visuel, men er også meget oplevelsesrig. Det er en spændende page-turner om en eventyrlig og magisk verden skrevet i et sprog så smukt, at man næsten kan smage ordene på tungen:

Lush red carpet cushioned her steps, while soft golden lights licked her arms with gentle kisses of warmth.

Hvis jeg satte mig ned og analyserede den, kunne jeg sikkert komme frem til en masse fejl og klichéer. Men imens jeg læste, forsvandt jeg dybt ind i ‘Caravals’ verden. Når jeg var tvunget til at lægge bogen fra mig, længtes jeg efter dens sære univers (og mit boy-crush).

She imagined loving him would feel like falling in love with darkness, frightening and consuming yet utterly beautiful when the stars come out.

Bogen afsluttes fint, men med et fint lille twist, der lægger op til den næste bog i serien.

‘Rebecca’ af Daphne Du Maurier

rebecca

Titel: Rebecca
Forfatter: Daphne Du Maurier
Først udgivet: 1938
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der er til stemningsfulde klassikere med en snert af gys
Sådan starter den: Last night i dreamt I went to Manderley again.
5 af 5 stjerner

Vores heltinde, en ung og naiv pige hvis navn vi aldrig lærer at kende, møder den mystiske Maxim de Winter. Han har for nylig mistet sin smukke og charmerende kone, Rebecca, og virker tillukket og utilnærmelig. Alligevel forelsker vores heltinde sig i ham, og da han frier til hende, tøver hun ikke med at sige ja. Da hun ankommer til hans storslåede hjem, Manderley, træder hun dog ikke stærkt til som den nye Mrs. de Winter. For Rebecca spøger i krogene: det er stadig hendes livretter, der serveres, blomsterne arrangeres på hendes måde, Maxim er fraværende og irritabel, og tjenestefolkene fortæller hvor fantastisk en kvinde Rebecca var.

‘Rebecca’ er noget af det mest stemningsfulde jeg længe har læst. Den er proppet med gotiske elementer, selvom der intet overnaturligt fremkommer. Plottet er genialt strikket sammen med twists og cliffhangers. En bog hvor man har lyst til at dykke dybe ned mellem linjerne. En historie, der inviterer til at man krøller sig sammen foran pejsen (hvis man altså har sådan en) med en kop te, og bare nyde sproget og mystikken.

If only there could be an invention that bottled up a memory, like scent. And it never faded, and it never got stale. And then, when one wanted it, the bottle could be uncorked, and it would be like living the moment all over again.

Hovedpersonen irriterede mig lidt ind imellem. Hun var en push-over i ordets bedste forstand. Men alligevel blev jeg ved hendes side og tiggede og bad hende om at sige fra heppede på hende.

Det er ikke en bog man hurtigt kan skøjte henover. Den fortjener fordybelse og eftertænksomhed. Det er en bog jeg glæder mig til at genlæse en dag.

I wondered how many people there were in the world who suffered, and continued to suffer, because they could not break out from their own web of shyness and reserve, and in their blindness and folly built up a great distorted wall in front of them that hid the truth.

Oryx and Crake af Margaret Atwood

oryx and crake

Titel: Oryx and Crake
Forfatter: Margaret Atwood
Først udgivet: 2003
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der vil læse en dyster – men alligevel humoristisk – dystopia. Som er yderst velskrevet.
5 af 5 stjerner

Jimmy, aka Snowman, lader til at være den sidste mand på jorden efter en luftbåren epidemi har udryddet menneskeheden. Ved bogens begyndelse befinder han sig i en yderst depressiv tilstand. Han er underernæret, usoigneret, ensom og på nippet til at blive vanvittig. Hans eneste selskab er nogle sære menneskelignende væsner, som han vejleder og beskytter. Langsomt dykker vi ned i Snowmans historie. Vi hører om dengang han var en dreng, der hed Jimmy, om hans venskab med Crake og kærlighed til Oryx. Vi hører om en bizar fremtid med forskere, der leger gud, en menneskeskabt dommedag, og mærkelige gensplejsede dyr.

“All it takes,” said Crake, “is the elimination of one generation. One generation of anything. Beetles, trees, microbes, scientists, speakers of French, whatever. Break the link in time between one generation and the next, and it’s game over forever.”

‘Oryx and Crake’ er en spændende historie. Atwood har skabt et fascinerende fremtidsunivers, der ikke er så langt fra vores samfund. Derudover dykker vi ned i karakterne, hører deres historie med en god sjat humor. Især ‘the Crakers’ (de menneskelignende væsner) fik mig til at grine højt flere gange.

Atwood er en fantastisk historiefortæller. Hendes skrivestil er nemt og ligetil, hendes historier stort set altid underholdende, og hendes karakterer dybe og komplekse. Her er ingen glansbilleder og stort set ingen todimensionelle personer. Det er anden gang jeg læser ‘Oryx and Crake’. Nu glæder jeg mig til at TV-serien kommer!

He doesn’t know which is worse, a past he can’t regain or a present that will destroy him if he looks at it too clearly. Then there’s the future. Sheer vertigo.


In English
Jimmy, aka Snowman, appears to be the last man on earth after an epidemic has wiped out the human race. At the beginning, we find him in a very depressed state. He is malnourished, unkempt, lonely and on the verge of going mad. His only companions are some strange humanoid creatures whom he guides and protects. Slowly we dive into Snowman’s story … read more

The Bell Jar

the bell jar

The Bell Jar
Sylvia Plath
1963
234
New York and Boston, 1950s
It was a queer, sultry summer, the summer they electrocuted the Rosenbergs, and I didn't know what I was doing in New York.

Esther Greenwood, an intelligent and creative young girl, wins a writing contest and is awarded a job for the summer at a fashion magazine in New York. She should be enjoying the glammer and excitement that comes with the trip, but instead Esther finds herself sinking deeper and deeper into depression.

I was supposed to be having the time of my life.
I was supposed to be the envy of thousand other college girls just like me all over America.

Esther is a torn soul with a serious identity crisis. In New York she befriends two girls: the good girl Betsy and the bad girl Doreen. Esther feels attached to both girls but cannot be herself completely with either. Betsy is how Esther knows she should be, she's the girl she was brought up to be: finish college, marry a nice man and have kids.

I made a decision about Doreen that night. I decided I would watch her and listen to what she said, but deep down I would have nothing at all to do with her. Deep down, I would be loyal to Betsy and her innocent friends. It was Betsy I resembled at heart.

Doreen on the other hand is wild and promiscuous, the kind of girl she is warned against by parents, teachers, books and movies. The kind of girl Esther is afraid to become but who she also feels drawn to.

Being with Doreen made me forget my worries. I felt wise and cynical as all hell.

It seems to Esther, there is no place for an inbetweener like herself. She doesn't fit either stereotype and is throughout the novel haunted by these limitations. She can't just be a person, she has to choose a ready-made role.

On top of that, Esther has no idea what to do with her life. She's about to finish school and is frustrated with the limited roles for a young woman. She's expected to marry and have children and forget about her education and writing.

I also remembered Buddy Willard saying in a sinister knowing way that after I had children I would feel differently, I wouldn't want to write poems anymore.

I think this was my third visit to The Bell Jar. I listened to the audio this time and can highly recommend Audible's version, beautifully narrated by Maggie Gyllenhaal - she did a fine job of captured the wit and sarcasm of the novel.

Even though the novel is dark and tragic, it's also light-hearted and extremely humorous. Particularly the scenes in New York and the flashbacks to her school days and her romantic relationships are some of my favorites. It remains one of the most clever and amusing books I have ever read.