5 Fangtastiske Vampyrromaner

vampyrromaner

Jeg har aldrig læst Twilight, men jeg kan faktisk godt lide vampyrer. Der er noget spændende og interessant ved et monster offeret selv drages af og som vækker skjulte lyster. Og så det, at de ligner helt almindelige mennesker – blot med lidt skarpere tænder og flere hundrede års visdom.

Og der findes mange bøger. Der er den populære Twilight, den klassiske Dracula og den uendelige (sådan føles det i hvert fald) Anne Rice serie.

I anledningen af Halloween har jeg lavet en guide til dig, der gerne vil prøve kræfter med nogle lidt anderledes bøger om blodsugere:

  • Lad Den Rette Komme Ind af John Ajvide Lindqvist:
    En af de mest originale vampyrromaner jeg nogensinde har læst. En tyk dreng, der bliver mobbet i skolen, bliver venner med sin sære nabo: en lille vampyrpige. Her får vi socialrealisme i vampyrforklædningen i en svensk forstad blandt sociale tabere. Et helt igennem genialt koncept, omend trist og dyster.
  • Mr. Darcy, Vampyre af Amanda Grange:
    Ja, vi skal have fan(g)-fiction på banen: Elizabeth fra Pride & Prejudice får sin Mr. Darcy og finder ud af, at han er vampyr. Det sjove er, at jeg flere gange tænkte, at det faktisk gav meget god mening, at Mr. Darcy er en vampyr. Hele det der dystre der-er-ingen-der-forstår-mig sammen med en god sjat visdom passer egentlig meget godt til Darcy. Bonus-info: Lady Catherine de Bourgh er også vampyr. En lidt sjusket slutning, men yderst underholdende.
  • Bloodsucking Fiends af Christopher Moore:
    Her er en humoristisk vampyrroman som jeg ikke fatter ikke er blevet filmatiseret. Og en af de få vampyrromaner, hvor vi har en kvindelig vampyr og en lettere skrøbelig ung mand, der falder pladask for hendes bidende fortrin. En fantastisk vampyrroman, hvor der bliver taget gevaldigt pis på genren. Det er først roman i en trilogi – og så vidt jeg husker er de to andre (You Suck & Bite Me) lige så sjove.
  • Vampire Academy af Richelle Mead:
    En dragende ungdomsserie, hvor der på kreativ vis er sammensat et komplekst vampyrunivers med tre forskellige slags vampyrer. Vi har en kick-ass heltinde, venskab, kærlighed, forbudte bid og lede high school bitches. Der er 6 bøger i serien. Og de er bare så gode!
  • Sookie Stackhouse-serien af Charlaine Harris:
    Bøgerne bag tv-serien True Blood var i et par år mine comfort-reads. Jeg havde altid en ulæst Sookie Stackhouse i reolen til en off-dag. Det er for mig noget af det bedste slå-hjernen-fra-kvalitets-underholdning, der længe har eksisteret. Vi ser det samme sjove univers som i True Blood, dog med lidt færre detaljer (tv-serien gør den virkelig ære). Bill og Eric er stadig fantastiske (og nej, du behøver ikke vælge side) og romanerne drager interessante paralleller til Sydstaternes racisme og vor tids fremmedgørelse af alt, der er anderledes. Men romanerne er også mere hverdagsagtige. Vi følger Sookie handle ind og gøre rent før hun går på date med en vampyr. Og det er faktisk ret hyggeligt.

vampyrromaner

5 Fantastiske Dystopiske Romaner

dystopian novels

Dystopiske romaner er en af mine helt store svagheder. Jeg elsker at gyse ved tanken om det store ‘Hvad Nu Hvis’. Hvad nu hvis, der kom en revolution og ændrede alt? Hvad nu hvis en epidemi udslettede os alle pånær en lille håndfuld? Hvad nu hvis en ny verdenskrig ændrede vores verden? Hvad nu hvis Donald Trump var præsident? Hov, vent …

Anyway, her er 5 dystopiske romaner jeg er ret pjattet med:

  1. ‘1984’ af George Orwell
    Den uundgåelige klassiker og mit første møde med genren. Jeg husker det som var det i går: Jeg gik i gymnasiet og skulle til fest, hvor der kom et ret lækkert stykke hankød som jeg var lidt vild med. Alligevel kom jeg ikke bare lidt, men meget for sent til festen fordi jeg var helt opslugt af bogen og glemte alt om fest og ham der den pæne.
    Ja, 1984 har for længst været forbi. Og nej det skete ikke. Men tænk nu alligevel hvis det skete en dag; at vi mister friheden til at være den vi er, til at læse og elske. Læs den!
  2. ‘Never Let Me Go’ af Kazuo Ishiguro
    En smuk og underspillet roman, som jeg faktisk ikke vidste var dystopisk da jeg i sin tid gik i gang med den. Det er en hjerteskærende roman om mennesker, der bliver sat i verden for at fungere som organdonere for rige mennesker. Vi følger en kvinde og hendes minder fra sin barndom, hvor hun voksede op på et børnehjem, uvidende om sin skæbne. Ishiguros fantastiske sprog tager os dybt ind i hendes sjæl og hjerte. Helt igennem fantastisk dystopia!
  3. ‘Station Eleven’ af Emily St. John Mandel
    En meget anderledes dystopia i sin opbygning. Her er størstedelen af jordens befolkning blevet udslettet af en nasty epidemi. Vi hopper 15 år frem og følger en håndfuld mennesker, der forsøger at opbygge et nyt samfund og finde plads til kunst og lidenskab. En nervepirrende og tankevækkende dystopia som er meget anderledes end hvad der ellers er derude.
  4. ‘In the country of Last Things’ af Paul Auster
    En sær dystopia om en kvinde, der leder efter sin forsvundne bror i en by, der til forveksling ligner New York. Alt er dog forandret, men vi får aldrig rigtig beskrevet, hvad præcist der er sket. Hvilket er en af bogens styrker: man gætter hele vejen igennem og bliver ved med at tænke over det efter den sidste side er vendt. Dette er et af Paul Austers tidligere værker – fra den tid, hvor han var mere eksperimenterende end i dag. Klart anbefalelsesværdig – og et must for Paul Auster fans.
  5. ‘The Handmaid’s Tale’ af Margaret Atwood
    Hvis du endnu ikke har læst denne skønne roman eller set den fabelagtige TV-serie, så kom igang hurtigst muligt! Det er en skøn dystopia, der i høj grad handler om hvordan det føles for individet at være magtesløs og frihedsberøvet. Den får os til at tænke over, hvordan vi selv ville reagere i en lignende situation. Dette er en af mine yndlingsromaner og TV-serien er utrolig vellykket og gennemført.

Hvordan er dit forhold til dystopisk litteratur? Og kan du anbefale mig nogle titler?

dystopian novels

5 Letlæste Klassikere

klassisk litteratur

Jeg skylder et anbefalingsindlæg fra forleden, da jeg i stedet for skrive om klassiske bøger jeg anbefaler kom til at fable om, hvor fedt det er at læse klassisk litteratur. Sådan er det nogen gange at være blogger. Så jeg må hellere se at komme i gang inden jeg ryger i skrivefællen igen:

Som jeg skrev i Derfor læser jeg klassisk litteratur, kan klassikerne godt have et ry for at være svære, tørre og snørklede at komme igennem. Og det er også sandt i nogle tilfælde. Men der er også mange, der er lette at gå til. Også selvom de er skrevet i 1800-tallet eller der omkring. Der er fx disse 5:

  • The Picture of Dorian Gray (1891): Oscar Wilde er måske mest kendt for sine humoristiske skuespil, men han skrev også denne fænomenale roman om den smukke Dorian Gray, der sælger sin sjæl til djævlen til fordel for evig ungdom. Samtidig males der et portræt af Dorian, hvor han ældes over årene, og hvor hans ondskab kommer til udtryk. Romanen er trods sit dystre tema ufattelig underholdende og humoristisk; Wilde mestrer den intelligente og morsomme dialog. Romanen blev desuden brugt i retsagen mod Wilde for at bevise, at han var homoseksuel.
  • Pride & Prejudice (1813): Okay, det er måske lidt af en kliché at smække Jane Austen på listen. Men P&P hører altså til her! Normalt er jeg ikke til kærlighedsromaner, men med Jane Austen gør jeg en undtagelse. Jeg elsker hendes romantik, sarkasme og humor! Og hun skrev fabelagtigt. P&P er sådan en roman man skøjter igennem, fyldt med skarpe dialoger og plot-twists. Og litteraturhistoriens bedste boy-crush *suk*
  • Lykke-Per (1898): En bog som min gamle bogven Troels opfordrede mig til at læse, men jeg var lidt tilbageholdende fordi jeg tænkte, at den nok var lidt tør. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Den har siden 2001 været min absolut yndlingsroman. Vi følger Per fra fødsel til død; fra familiens sorte får i Jylland til en ambitiøs og forelsket ingeniørstuderende i København. Der er ikke så meget andet at sige end at det er en pisse-god historie som jeg knus-elsker af hele mit hjerte.
  • Jane Eyre (1847): En skøn historie af Charlotte Brontë om den forældreløse Jane. En Askepot historie, hvor Askepot redder sig selv. Jane Eyre er et atypisk feministisk værk for sin tid og er skrevet i et meget lettilgængeligt sprog. Og selvom romanen er skrevet i 1847, er den stadig relevant i dag. Her tænker jeg bl.a. på kvinders ofte lave selvværd pga. deres udseende: Jane er ikke beskrevet som en stor skønhed. Hun er heller ikke grim, hun er blot neutral. Og dermed ikke en kvinde mænd forelsker sig i. Det er i hvert fald det hun siger til sig selv. Derudover er underholdningsniveauet i top: der er drama, ondskab, stormende kærlighed, flabethed, hævn, humor og gotiske elementer. Du kan læse min anmeldelse af Jane Eyre her og min anmeldelse af Jane Eyre som Manga Classics her.
  • The Woman in White (1859): Så skal vi have spænding for pengene: Wilkie Collins gotiske roman er spækket med action, løgn og bedrag. Vi har skurke, helte og kvinder, der skal reddes. Og så har vi også feminisme så det batter i form af en stærk kvindelig karakter, der udviser mod og selvstændighed. Wilkie Collins var meget samfundskritisk og portrætterede ofte kvinders mangel på rettigheder i det Viktorianske England. En perfekt roman til de mørke vinteraftener – og en roman jeg snart må genlæse.