The Samurai’s Garden

the samurais garden

Titel: The Samurai’s Garden
Forfatter: Gail Tsukiyama
Først udgivet: 1994
Antal sider: 211
Jeg vil anbefale bogen til: Den eftertænksomme læser, der trænger til et roligt og eftertænksomt øjeblik med en smuk lille perle.
Sådan starter den: I wanted to find my own way, so this morning I persuaded my father to let me travel alone from his apartment in Kobe to my grandfather’s beach house in Tarumi.
4 af 5 stjerner

It’s harder than I imagined, to be alone. I suppose I might get used to it, like an empty canvas you slowly begin to fill.

Stephen, en ung kinesisk mand, er under 2. Verdenskrig hårdt ramt af Tuberkulose og rejser alene til familiens sommerhus i Japan. Her lever han et stille liv langt fra krig, familie og venner. Det eneste selskab han har er den tavse Matsu, der passer huset og haven. Langsomt opbygges et smukt venskab mellem de to mænd.

Matsu scared away most people with his aloofness, but I was something more. He seemed to have a story no one had bothered to discover.

Matsu tager Stephen med til en lille by, der er gemt væk i bjergene. Her er et lille samfund med spedalske, bl.a. den smukke og tilbagetrukne Sachi, der mangler en del af sit ansigt. Hun gemmer sig fra omverdenen, og bevæger sig sjældent ud af sit hus og sin stenhave. Langsomt åbner hun sig op for Stephen og vi hører hendes fascinerende historie.

There’s something more serious about the fall than any other season. Maybe it’s the light that gradually grows darker, making everything seem less trivial, forcing you to look harder to find your way.

‘The Samurai’s Garden’ er en af de smukkeste bøger jeg længe har læst. Helt igennem eventyrlig. Det er en spændende fortællingen, selvom den giver sig god tid på sine 211 sider. Den er dyb, eftertænksom, trist og smuk fortælling om venskab, kærlighed og skønhed. Det er sådan en historie, der sætter sig i sjælen.

Sproget er malende, og matcher smukt romanens temaer og historie. De nærmest poetiske beskrivelser af de to haver vi befinder os i får det til at stå knivskarpt for det indre øje.

Matsu’s garden whispers at you, never shouts; it leads you down a path hoping for more, as if everything is seen, yet hidden. There’s a quiet beauty here I only hope I can capture on canvas.

‘A Wild Swan and other tales’ af Michael Cunningham

a wild swan

Titel: A Wild Swan and other tales
Forfatter: Michael Cunningham
Først udgivet: 2015
Antal sider:134
Jeg vil anbefale bogen til: Dig der er til eventyr og finder glæde ved smukke bøger.
Sådan starter den: Most of us are safe.
4 af 5 stjerner

… if your beauty doesn’t trouble the constellations, nobody’s going to cast a spell on you. No one wants to transform you into a beast, or put you to sleep for a hundred years.

‘A Wild Swan’ er genfortællinger af en håndfuld klassiske eventyr. Genfortællinger, hvor vi går lidt mere i dybden med de ellers ofte todimensionelle karakterer vi møder i eventyrene. Nogle af genfortællingerne berører deres tanker og baggrund. Andre hiver dem ind i en moderne kontekst og afromantiserer dem. Vi følger heksen fra hans og Grethe før hun byggede sit pandekagehus: en promiskuøs alkoholiker med forliste ægteskaber og knuste drømme. Vi er en flue på væggen hos Snehvide og prinsen, der ligger i sengen og småskændes. Vi følger tinsoldaten, der bruger sit manglende ben som scoretrick på College.

Most of us can be counted on to manage our own undoings.

Denne bog er en sand perle. Michael Cunningham skriver eventyrligt godt, er pisse intelligent med en god sjat humor. Han har længe været en af mine yndlings forfattere, og ‘A Wild Swan’ skuffede ikke. Den var underholdende og tankevækkende hele vejen igennem.

Og så er den i øvrigt smukt illustreret af Yuko Shimizu:

Yuko Shimizu

Yuko Shimizu

Yuko Shimizu

‘Jane Eyre’ af Charlotte Brontë

jane eyre

I am no bird; and no net ensnares me: I am a free human being with an independent will.

Titel: Jane Eyre
Forfatter: Charlotte Brontë
Først udgivet: 1847
Antal sider: 596 sider
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der elsker en god klassiker.
Sådan starter den: There was no possibility of taking a walk that day.
4 af 5 stjerner

‘Jane Eyre’ er en Askepot-agtig fortælling om den forældreløse Jane, der vokser op hos sin fjendtlige tante og hendes forkælede børn. Vi følger hende i det kærlighedsløse hjem, videre på kostskole, og endeligt til en plads som guvernante på Thornfield. Hun kommer til at elske dette hjem og husets herre, Mr. Rochester. Men der foregår noget mystisk som alle i huset holder hemmeligt …

Det er en skøn roman med kærlighed, spænding, gotiske elementer, et fantastisk persongalleri og velskrevet sprog. Jeg elsker denne roman, og det var fantastisk at genlæse den med min bogklub. Jane bliver dog aldrig min yndlings heltinde. Selvom hun er viljestærk og selvstændig som normalt er buzzwords hos mig, er der noget irriterende frelst over hende. Hun gør altid det rigtige! Alligevel er der noget befriende over en karakter som Jane. Jeg kan godt lide, at hun ikke bliver beskrevet som smuk som heltinder normalt bliver. Hun er beskrevet som en lille grå mus, som ingen ligger mærke til.

Do you think, because I am poor, obscure, plain and little, I am soulless and heartless? You think wrong! – I have as much soul as you, – and full as much heart! And if God had gifted me with some beauty and much wealth, I should have made it as hard for you to leave me, as it is now for me to leave you!

Rochester derimod er der mere bad-boy over: han er utilgiveligt løgnagtig, har intet problem med at spærre ustabile kvinder inde, respekterer ikke Janes ønsker om ikke at blive pyntet som en lille dukke. Han har med andre ord et kæmpe ego og ingen respekt for andre. Men han har humor. Der er fx et kapitel, hvor han narrer et helt selskab – det er guld værd!

Alt i alt en fremragende klassiker med en unik heltinde (især efter datidens standarder). Læs den, hvis du ikke allerede har gjort det. Og hvis du har, så læs den igen!

‘Vilhelms Værelse’ af Tove Ditlevsen

vilhelms værelse

Lise kom til at tænke på sin mor. “Du er for grim,” havde hun sagt til Lise, da hun var tretten år gammel og ville med hende og sin storebror til bal. Og nu var de alle døde, og det var den virkelige ensomhed; at der ingen mere fandtes, man kunne tale med om sin barndom.

Titel: Vilhelms Værelse
Forfatter: Tove Ditlevsen
Først udgivet: 1976
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der elsker Tove D.
Sådan starter den: Værelset eksisterer ikke mere.
3 af 5 stjerner

‘Vilhelms Værelse’ handler om forfatteren Lise og hendes forliste ægteskab. Vi følger hende og hendes mand i årene efter de er gået fra hinanden med flashbacks tilbage til deres liv sammen, fra da de var tilnærmelsesvist lykkelige til det hele begynder at gå galt. Rygtet siger, at det er en selvbiografisk roman om Tove Ditlevsens eget liv, ægteskab og skilsmisse, og jeg mener hun fik en del kritik for at udstille sin mand i romanen. Men hvis det er sandt udstiller hun i den grad også sig selv.

… når man ikke mere er forelsket i en mand, tror man heller ikke andre kan blive det.

Jeg har meget blandede følelser for ‘Vilhelms Værelse’. På den ene side var og er jeg fascineret af Tove Ditlevsens skrivestil og hendes hudløse ærlighed. Hun er ikke bange for at udstille de følelser og skyggesider vi andre gemmer væk. En del af mig var dog også skuffet over denne roman. Den var en anelse rodet i forhold til hendes andre værker (i hvert fald dem jeg har læst). Samtidig var den noget af det mest dystre jeg nogensinde har læst. Jeg følte mig til tider helt opgivende af at læse den. Persongalleriet sidder fast i den samme depressive suppedas: ligegyldigt hvem de er sammen med og hvem de bliver skilt fra, er der den samme triste og håbløse stemning, der langsomt kvæler dem. I stedet for at elske og glæder hinanden, straffer og bebrejder de hinanden.

Og alligevel er jeg glad for at have læst bogen. Alt hvad Tove Ditlevsen har rørt ved er godt, velskrevet og rørende. ‘Vilhelms Værelse’ er ingen undtagelse. Men det er ikke en roman jeg kunne finde på at genlæse som fx. Man Gjorde et Barn Fortræd.

I alle mine ægteskaber havde jeg insisteret på at sove alene, fordi min hede barnedrøm om et værelse for mig selv aldrig havde forladt mig.

vilhelms værelse

‘De Uanstændige’ af Leif Panduro

de uanstændige

Titel: De Uanstændige
Forfatter: Leif Panduro
Først udgivet:
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der holdt af Den Kroniske Uskyld
Sådan starter den: Dengang Thomas var dreng, længe før den anden verdenskrig, eller den store krig, som den blev kaldt, fik en amerikansk billedhugger den fortvivlede idé at hugge de amerikanske præsidenters hoveder ud i en klippevæg i Pennsylvania.
3 af 5 stjerner

Danmark i 40’erne: Enebarnet Thomas fascineres af nabofamilien, der på stort set alle punkter er den diametrale modsætning af hans egen familie. Hans forældre er strikse og ordentlige. Hos naboen ligger moderen nøgen i sin have med sin elsker imens faderen lukker sig inde i kælderen med sine opfindelser. Deres hest drikker øl og svogeren er åbent homoseksuel. Og så er der tvillingerne, Mick og Topsy, med deres sære, perverterede og symbiotiske forhold. Thomas ved ikke hvem af tvillingerne han føler sig mest draget af. Han vil have dem begge med hud og hår. De lukker ham gerne ind, men han kan aldrig få det de har sammen. Og det får ham til at hade dem. Og misunde dem deres frisind.

Fejlen ved mig, græd Thomas, det er, at jeg tænker for meget over tingene. Bare for lidt siden var jeg ikke et øjeblik i tvivl, men så begyndte jeg at tænke.

‘De Uanstændige’ er fin lille fortælling om splittet begær og om at finde sig selv. Den første halvdel var underholdende og kugleskør læsning. Jeg elskede den splittede og usikre Thomas’ møde med de uanstændige tvillinger og deres vanvittige familie. Den sidste halvdel skuffede mig dog. Den røre tråd forsvandt og pludselig handlede romanen om mostandsbevægelsen. Det er jo sådan set også interessant, men det var ikke lige det jeg havde regnet med. Det var som at føre samtale med én, der pludselig skifter emne; jeg havde lyst til at råbe Hey, det var jo lissom ikke det vi talte om!

Men bogen havde nogle fine detaljer – også i den sidste halvdel. Især den tomhed vores helt følte, da krigen var slut, synes jeg var fint beskrevet. Hvad skulle han nu brænde for, nu da der ikke længere var behov for modstandsbevægelsen?