‘Ikke Den Slags Pige’ af Lena Dunham

ikke den slags pige

Titel: Ikke Den Slags Pige
Forfatter: Lena Dunham
Først udgivet: 2014
Antal sider: 316
Sådan starter den: Jeg er tyve år gammel, og jeg hader mig selv.
4 af 5 stjerner
Anmeldereksemplar

Lena Dunhams underholdende små perler af anekdoter fra sit eget liv – til dig, der elsker TV-serien Girls.

Lena Dunham (geniet bag Girls) har i ‘Ikke Den Slags Pige’ samlet små anekdoter fra sit liv. Vi hører om hendes forhold til sig selv og andre. Til sin krop, sex og mænd. Til veninder, skolen og karrieren. Alt sammen fortalt med en kæmpe portion humor og befriende ærlighed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker Lena Dunham og forguder ‘Girls’. Hendes stemme, ærlighed og karriere er imponerende. Da jeg modtog ‘Ikke Den Slags Pige’ til et bogbloggerarrangement kastede jeg mig frådende over den så snart jeg havde mulighed for det og slugte sultent hvert et ord.

Og jeg blev ikke skuffet: den var så underholdende, klog og befriende som jeg havde turde håbe på. Det føles som at side på café med en god veninde, der generøst fortalte om sit liv. Men det betyder ikke, at den er perfekt. De mange små anekdoter bliver en anelse overfladiske og virker til tider lidt tilfældige. Jeg ville ønske, at hun i stedet ville have strikket de små historier sammen til en roman. Det ville være fænomenalt! Men alligevel klart anbefalelsesværdig.

ikke den slags pige

‘Affinity’ af Sarah Waters

affinity af sarah waters
Titel: Affinity
Forfatter: Sarah Waters
Først udgivet: 1999
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der interesserer sig for kønsroller i 1800-tallet
Sådan starter den: I was never so frightened as I am now.
3 af 5 stjerner

I ‘Affinity’ befinder vi os i England i 1870’erne. Vi følger Margaret Prior, der netop er startet som en slags besøgsven i et kvindefængsel. Her bliver hun draget af den mystiske spiritualist, Selina Dawes, der vender op og ned på Margarets tilværelse. Er Selina virkelig en bedrager? Er der et bånd mellem Margaret og Selina? Og hvem er mest fængslet: Selina bag tremmer, eller Margaret, der holdes nede af sin mor og samfundets normer?

Perhaps, however, it is the same with spinsters as with ghosts; and one has to be of their ranks in order to see them at all.

Lad mig starte med at sige, at jeg knus-elsker Sarah Waters’ romaner. Hun kan det der med at skrive medrivende page-turners. Kun en enkelt gang (The Paying Guests) har hun skuffet mig, ved at være klichéfuld omend underholdende.

Men ‘Affinity’ kom bag på mig. Jeg kedede mig bravt! Historien kom aldrig rigtig igang. Det virkede som om Sarah Waters gerne ville fortælle om kvindefængsler i 1800-tallet, så hun får fyret en masse facts og beskrivelser af, men glemte måske lidt plottet. Jag fandt ‘Affinity’ frygtelig langtrukken og overvejede meget seriøst at give op. Men noget (læs: stædighed) drev mig til at læse videre.

Jeg er glad for den beslutning: de sidste 100 sider var som en ægte Sarah Waters-pageturner; fyldt med spændning og et plot-twist, der kaster nyt lys over hele romanen. Da jeg nærmede mig slutningen var jeg så grebet, at jeg slugte de sidste 50 sider og først slukkede lyset kl. 23 (det lyder måske ikke af noget, men plejer altså at dejse omkuld efter 2 sider kl. 21:15. På en vild aften.).

And so I looked at her, and felt a rush of pity. And what I thought was: You are like me.

Nu har jeg kun kærlige tanker for ‘Affinity’. Den har sat spor i mig, og den får 3 solide stjerner fra mig. Men jeg vil alligevel være påpasselig med at anbefale den til andre. Derfor tør jeg kun anbefale den til Sarah Waters-fans og læsere med stor interesse for fængsler, spøgelser eller kønsroller i 1800-tallet.

The Crimson Petal and the White af Michel Faber

the crimson petal and the white

Titel: The Crimson Petal and the White
Forfatter: Michel Faber
Først udgivet: 2002
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der interesserer dig for klasse og køn i det Victorianske London.
Sådan starter den: Watch your step.
4 af 5 stjerner

En Victoriansk roman med en moderne fortæller – bagsiden af Charles Dickens bliver den også kaldt.

I ‘The Crimson Petal and the White’ (TCPATW) kommer vi vidt omkring i det Viktorianske London. Fra en prostituerets soveværelse til et selskab hos overklassen. Fra kirken til et bordel. William, en respekttabel gentleman med familie, fascineres af Sugar, en atypisk prostitueret. Han betages og besættes, og hun griber den hånd, der kan trække hende bort fra det liv hun er tvunget ind i. Hendes liv ændres drastisk, men kan hun fastholde sin nye position?

Jeg har mange modstridende følelser for denne mobbedreng. Noget af det første jeg bemærkede var dens usædvanlige skrivestil. Det er både dens svaghed og styrke. Man får serveret mange ulækre, kropslige detaljer. Hvor Victoriansk litteratur sjældent har kroppen med – udover en malende beskrivelse af fx en kvindes figur – svælger TCPATW i gustne detaljer om prostitueredes hygiejne, gynækologiske undersøgelser, menstruation, afføring, sex, beskidte lagener, fodsved osv. Den del af livet i det Victorianske England er altid blevet skjult for os i litteraturen, men den bliver her tværet ud i hovedet på os. Det var på sin vis forfriskende. Men også ret ulækkert. Og det blev lidt trættende i længden.

Det, der bærer romanen er persongalleriet. Vi har Sugar: en intelligent og belæst prostitueret med forfatterambitioner, der gør hvad hun kan for at finde en lille bid lykke i det rådne liv skæbnen har tildelt hende. Vi har William: en egocentreret rig mand, der ser kvinder som objekter, der er sat i verden for at gøre ham tilfreds. Agnes: Williams tragiske kone, der lever et sølle liv i uvidenhed som en sindssyg. Hele sit liv har hun været beskyttet mod det skamfulde – til den grad, at hun ikke ved, hvor babyer kommer fra og hvorfor hun bløder en gang om måneden. Sophie: En lille pige, der er fremmedgjort af sin distancerede mor, der dårligt har anerkendt hendes eksistens, og af sin far, der for det meste virker ligeglad. Så er der fulderikker, der udgiver smuds-litteratur, en religiøs mand, der vil redde verden, og en kvinde, der vil hjælpe prostituerede.

Det er længe side, at jeg har læst en bog, hvor jeg var så følelsesmæssigt engageret. For det meste fandt jeg plottet spændende og originalt – jeg anede virkelig ikke, hvad historien ville ende med før alle 800+ sider var vendt. Dog fandt jeg til tider også bogen en smule langtrukken. Og skrivestilen irriterede mig. Vi har en fortæller, der blander sig lige lovligt meget efter min smag. Men ellers en roman jeg ville anbefale til de fleste.

The Muse af Jessie Burton

the muse

the muse

Titel: The Muse
Forfatter: Jessie Burton (forfatter til The Miniaturist)
Først udgivet: 2016
Sådan starter den: Not all of us receive the ends that we deserve
3 af 5 stjerner

Odelle Bastien er en intelligent ung kvinde med forfatterambitioner og interesse for kunst. Da hun tager et job på et kunstgalleri bliver hun venner med sin chef, den mystiske Marjorie Quick, der bærer en stor hemmelighed. Odelle bliver viklet ind i en kompliceret historie om kunst, køn og bedrag. Med tilbageblik til Spanien i 1936 afsløres hemmeligheden bid for bid.

From a decade of devouring novels, Olive knew that charming men were deadly. Their story had been played down the centuries, unharmed through the pages, whilst girls were blamed and girls were lost.

‘The Muse’ er på mange måder en interessant og medrivende bog. Temaet om kvinders rolle i kunstverdenen kastede mine tanker kærligt tilbage på Siri Hustvedts The Blazing World fra 2014 – selvom Jessie Burton ikke når Hustvedt til sokkeholderne. Og hun lever heller ikke op til den kreativ hun selv lagde for dagen i The Miniaturist – en roman med et glimrende koncept som dog kunne have været udført bedre.

… it feels as if there’s a place, a shining citadel of perfection I have in my mind. And with each canvas and sketchbook, I’m inching closer and closer to it.

Det var en god historie, men alligevel var der noget der ikke holdt vand. Personerne virkede ikke rigtig realistiske for mig. De beslutninger de tog virkede styrede af de pointer Burton ville frem til – ikke som beslutninger rigtige mennesker ville træffe i lignende situationer. Plottet blev bygget op til at virke mere dramatisk end det egentlig var. I starten var der mange små hints om, at der ville ske noget meget dramatisk senere. Jeg kan ikke huske nogle konkrete eksempler, men noget a la “Hvis vi begge havde vidst hvad vores møde ville føre med sig, var vi nok vendt om og gået den anden vej i starten”. Da jeg havde vendt den sidste side forstod jeg stadig ikke hvorfor.

Kærlighedshistoriens konklusion var dog forfriskende – mere vil jeg ikke afsløre.

the muse