‘Bowie’ af Simon Critchley

bowie

bowie lola ramona

I dag er det Bowies fødselsdag. På tirsdag er det et år siden han døde. Jeg kan huske da jeg hørte nyheden. Det var tidlig morgen, jeg sad i sengen og ammede en halvanden måned gammel Edith mens jeg tjekkede nyheder på min telefon. Øverst i min indbakke lå nyheden om Bowies død. Der gik et sug af uvirkelighed igennem mig.

Bowie døde en nobel, privat død, mens alle hans fans lyttede til hans nye album.

Jeg har været Bowie-fan så længe jeg kan huske. Det er noget særligt at være Bowie-fan. Noget som er svært at forklare. Det er ikke blot fascination af musik og et menneske. Det er en følelse af at blive forstået, at ikke føle sig så alene. Det kan godt være, at vi, hans fans, ikke kendte ham. Men det føltes som om han kendte os.

Tænk på Bowies tekster. Det virker, som om vi – helt fra begyndelsen – ganske enkelt ikke kunne lade være med at læse dem selvbiografisk, som spor og tegn, der kunne føre os til en eller anden autentisk forståelse af den ‘virkelige’ Bowie, hans fortid, hans traumer, hans kærlighedsliv, hans politiske overbevisninger. Vi ville gerne se hans sange som vinduer ind til hans liv.

‘Bowie’ handler i høj grad om at være Bowie-fan. Den er en filosofisk gennemgang af temaerne i hans tekster. Nogle gange lidt for filosofisk til min smag. Kender I det med at falde i snak med et sludrechatol, der går i selvsving i et emne, og bare fortsætter og fortsætter? Sådan var det ind i mellem at læse ‘Bowie’.

Men alt i alt en flot lille Bowie-bog – med de fineste illustrationer. En smuk hyldest til Bowie – og hans fans.

Jeg var glad for, at Bowie var glad, men jeg foretrak den musik, han skabte, da han var mest ulykkelig.

bowie

Min nye bogklub

bogklub

Så skete det endelig: jeg har fået min egen bogklub! Det er noget jeg har ønsket mig længe, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle komme i gang. For nogle uger siden foreslog en kollega, at vi da bare skulle starte en selv! Så det gjorde vi! Vi sendte en mail rundt i firmaet, og pludselig var vi 10 medlemmer. Vi mødtes for første gang i går, mandag. Hvor var det dog hyggeligt! Jeg var lidt bekymret for, at bog-temaet ville ryge i baggrunden for arbejdssnak og sladder (der var trods alt julefrokost i fredags). Men nej. Vi snakkede bøger i 4 stive timer! Aftenen emmede af, at vi alle elskede at læse og snakke om bøger, men måske sjældent havde mulighed for det. Vi snakkede e-bøger, lydbøger, børnebøger, om læsere er mere empatiske end ikke-læsere, og hvad man kan lære af bøger.

Vi skulle hver især fortælle om de tre bedste bøger vi havde læst i år. Her kom det frem, hvor forskellige vi er. Fra chick-lit fan til historienørd, fra sarkastisk faglitteratur til selvhjælpsbøger. Det bliver spændende at se, hvordan vi bliver enige om fælleslæsning! De tre bøger jeg fremhævede som de bedste læseoplevelser i år er Daphne du Mauries ‘Rebecca’ som jeg blev færdig med i fredags. Hold nu op en stemningsfuld roman! Var helt opslugt! Så var jeg også nødt til at fremhæve Astrid Lindgrens fænomenale Rasmus på Farten som jeg læste på en lortedag i min barsel.

Til sidst fortalte jeg om min genlæsning af Sylvia Plaths The Bell Jar, en af mine absolut yndlingsromaner (den er i hvert fald på top 20). Jeg havde taget min gamle lasede udgave med fra studietiden, som ud over at være fyldt med noter også indeholdt et telefonnummer på en, der hedder Jannick! Jeg har ingen anelse om, hvem Jannick er, men er ret sikker på, at jeg aldrig ringede til ham … det gjorde vi så i går! Eller dvs. min kollega, som er meget mere modig end mig, ringede op og fik fat i en der hedder Jan. Vi sagde med det samme, at det var forkert nummer og lagde på. Først bagefter gik det op for os, at det nok har været den rigtige vi fik fat i – jeg har sikkert skrevet eller hørt forkert i en brandert (for selvfølgelig havde jeg en bog med i byen?). Det kan være, at vi ringer til ham igen næste gang vi mødes …

bogklub

Flotte Bøger: de billige klassikere

lola ramona bøger

Det er nok de færreste, der betragter de billige paperback-klassikere fra Penguin og Oxford som smukke bøger. Jeg har dog altid haft et ømt punkt for dem. På engelskstudiet var listen over bøger jeg skulle anskaffe ved semesterstart ofte meget lang. Ofte var det 15-18 romaner jeg skule have fat i. Disse billige udgaver til 30-50 kr. stykket blev min redning, og jeg har efterhånden fået lidt af en samling. De fleste er lasede og fyldt med noter fra undervisningen. Dem jeg holder allermest af har jeg sidenhen anskaffet i flotte redesigns, fx Jane Austens samlede værker. Men jeg beholder alligevel altid den slidte paperback.

Hver for sig er Penguin og Oxford klassikerne måske ikke noget specielt kønt syn. Men for et par år siden fik jeg den idé at stille dem sammen en ad gangen, så de dannede sorte og hvide striber i reolen. De små røde detaljer udgør prikken over i’et – og står så godt til det klassiske Lola Ramona-look.

lola ramona bøger

Forsiderne er ofte smukke detaljer fra gamle kunstværker:

klassisk litteratur

Andre er knap så smukke:

the monk