Den gang Bookworm’s Closet også handlede om garderoben

vintage

I starten af mine blogger-år var bloggen delt i lige dele bøger og tøjstil. Næsten hver weekend dressede jeg op i farvefulde vintage outfits, udforskede København med Mr. Boyfriend og knipsede nogle outfit billeder til bloggen. Det var grænseoverskridende og sjovt på samme tid. Grænseoverskridende fordi jeg var frygtelig selvbevidst, når der skulle tages billeder, og ekstremt selvkritisk, når jeg udvalgte billederne til bloggen (jeg syntes pludselig, at jeg så dum ud på alle billederne). Men jeg elskede at sætte tøjet sammen og dele billederne på bloggen.

vintage

Så kom Edith, og den del af bloggen er blevet nedprioriteret de sidste par år. Og jeg har egentlig haft det fint med at bloggen stort sent kun er en bogblog nu. Og alligevel kan jeg godt savne det ind imellem. Som da jeg, efter vores flytning, skulle organisere mit klædeskab og faldt over tøj jeg havde glemt alt om og de sjoveste pyntegenstande. Det var sgu sjovt at blogge om min garderobe. Og det gjorde mig mere eksperimenterende og kreativ i min tøjsammensætning.

Jeg kommer nok aldrig til at lave outfit-billeder igen, men jeg ville elske det, hvis garderoben fandt vej til bloggen igen på en eller anden måde. Bloggen hedder trods alt Bookworms Closet. Men jeg har ikke knækket koden endnu. Og min undersøgelse (ja, jeg har lovet resultater snart – de kommer!) viser, at det ikke er det emne, der interesserer mine læsere mest. Men det interesserer mig. Så jeg leger lidt med tanken om at få bøger og tøj forenet igen – bare i det små. Måske. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan.

Nogle idéer?

Så er bøgerne på plads

book shelf

Så gik der lige halvanden måned uden blog. Halvanden måned med flyttekasser, køkkentegninger, håndværkere og voldsomme mængder croissanter og kaffe to go. Og ingen blogge-tid. Har skrevet et halvt indlæg her og der, men har ikke haft tid og ro til at færdiggøre noget.

Nu er vi her endelig. Bøgerne er på plads, Edith og katten føler sig hjemme, kaffemaskinen er sat til og jeg er tilmeldt ACM (anonyme croissant-misbrugere).

Jeg har egentlig ikke så meget at fortælle. Ikke andet end at jeg glæder mig til at blogge igen – har idéer til en masse nye koncepter som jeg glæder mig til at dele med jer. Men mere om det senere – skal lige have lidt mere tid til at tænke over det.

God søndag!

Når man går ned i reolplads

reol

Jeg går ned i reolplads. Ja, du læste rigtigt. Det har sin bagside at købe drømme-lejligheden. Fx at der pludselig ikke er så højt til loftet mere. Så de bøger jeg har stående oven på reolerne er der ikke længere plads til. Jeg har været en hård sorteringsproces igennem og kom frem til en række kriterier, hvor hver bog skal opfylde mindst ét kriterie for at få lov til at komme med i den nye lejlighed:

  1. Det skal være en bog jeg virkelig holder af
  2. Bogen skal være af en forfatter jeg virkelig holder af
  3. Det skal være en bog jeg har intentioner om at læse inden for de næste 5 år
  4. Det skal være en virkelig pæn bog

147 bøger blev det til. 147 bøger skal finde et nyt hjem i en ny reol et sted. En anelse vemodigt, men også okay. Har en drøm om at have en bogreol, hvor der kun er bøger jeg virkelig er glad for. Og sko. Skoene skal der også være plads til.

Desuden har jeg besluttet mig for at sige farvel til det farvekoordinerede system og gå tilbage til alfabetisk. Det var sjovt så længe det varede, men nu skal jeg videre i programmet. Jeg glæder mig allerede utroligt meget til at bruge en hel dag i den nye lejlighed på at få bøgerne på plads.

reol

‘Of Human Bondage’ af W. Somerset Maugham

of human bondage

Titel: Of Human Bondage
Forfatter: W. Somerset Maugham
Først udgivet: 1915
Antal sider: 700
Sådan starter den: The day broke grey and dull.
4 af 5 stjerner

En skøn udviklingsroman som jeg var lidt længe om at blive fanget af, men som jeg endte med at knuselske.

‘Of Human Bondage’ er udviklingsromanen om den forældreløse Philip Carey, der vokser op hos sin onkel, og senere på kostskole, hvor han bliver udsat for en del mobning pga. sin klumpfod. Vi følger ham gennem ungdommen og voksenlivet, gennem hans braste illusioner om kærlighed og karriere.

Til at begynde med var jeg egentlig ikke specielt begejstret. Jeg fandt historien lidt kedelig og kunne slet ikke døje vores hovedperson, Philip. Han var alt for klynkende og ynkelig til min smag. Men så faldt jeg fra tid til anden over en sætning eller to, der virkede så fin og hudløs ærlig, at jeg vidste jeg havde fat i noget her.

Like all weak men he laid an exaggerated stress on not changing one’s mind.

Jeg kom et godt stykke ind i romanen og blevet meget grebet af fortællingen om Philip. Og da jeg havde lyttet til den sidste sætning, havde jeg et kæmpe smil plastret i fjæset. Så fin og perfekt.

Insensibly he formed the most delightful habit in the world, the habit of reading: he did not know that thus he was providing himself with a refuge from all the distress of life; he did not know either that he was creating for himself an unreal world which would make the real world of every day a source of bitter disappointment.

‘The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger

The Catcher in the rye
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J.D. Salinger
Først udgivet: 1951
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der har prøvet at være en sur teenager. Og til dig, der kan elsker ‘The Bell Jar‘.
Sådan starter den: If you really want to hear about, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it if you want to know the truth.
5 af 5 stjerner

16-årige Holden Caulfield er blevet smidt ud af skolen kort før juleferien. Han kan ikke overskue at tage hjem til sine forældre, så i stedet flakker han rundt i New York i tre dage. Han opsøger gamle bekendte, hænger ud i barer og fortæller løgnhistorier. Desperat forsøger han at skabe en forbindelse til andre mennesker, men møder kun ‘phonies’ – overfladiske og falske mennesker, der aldrig vil kunne forstå ham.

Grand. There’s a word I really hate. It’s a phony. I could puke every time I hear it.

‘The Catcher in the Rye’ er en klassiker, der ofte deler vandene: man enten elsker eller hader den. Jeg elsker den med stort E. Og den holder også anden og, som nu, tredje gang. Holden Caulfield er min yndlings sure teenager. Hans observation og kommentering af verden omkring ham er humoristisk og spot-on; Salinger formår at ramme den rebelske teenage verden-er-åndsvag-og-der-er-ingen-der-forstår-mig sindstilstand. Og så er den ufattelig velskrevet.

Or you’d just passed by one of those puddles in the street with gasoline rainbows in them. I mean you’d be different in some way—I can’t explain what I mean. And even if I could, I’m not sure I’d feel like it.

På overfladen er Holden en forkælet og sur møg-unge. Men under overfladen er han en ensom ung mand i dyb krise og sorg over sin brors død. Han er desperat efter at opleve en ægte forbindelse med andre mennesker, men samtidig rædselsslagen for at blive skuffet. De mennesker han prøver at komme tæt på, er mennesker han på forhånd ved vil skuffe ham: en prostitueret, en overfladisk pige han engang har været ude med, en gammel bekendt som han aldrig har brudt sig om. Men pigen, der virkelig betyder noget for ham, tør han ikke ringe til. Han tænker på det igen og igen, men finder altid en undskyldning.

Just because somebody’s dead, you don’t just stop liking them-especially if they were about a thousand times nicer than the people you know that’re alive and all.

Kun i sin lillesøster kan han finde den barnlige uskyld, der ser ham som han er og kan give ham noget, der føles ægte. ‘The Catcher in the Rye’ er en af de få bøger, der kan være trist, smuk og hylende morsom på én og samme gang. Jeg griner hver gang jeg læser den. Og hver gang får jeg lyst til at give Holden et kæmpe knus. Og derefter stikke ham en flad. Og måske herefter introducere ham for Ether Greenwood fra The Bell Jar? Og håbe, at hun gider høre på hans shit.

What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it. That doesn’t happen much, though.

Jeg hørte ‘Catcher in the Rye’ som lydbog (på YouTube lige her) sammen med Mr. Boyfriend. Her er hans mening: man er ikke i vivl om, at forfatteren forstå sin hovedperson fuldstændigt. Den er ikke demonstrativt samfundskritisk eller provokerende: den er ægte!
5 af 5 stjerner

PS: her er en sjov quiz, hvor citater fra Catcher er blandet med Lana Del Rey-sange, hvor man så skal gætte, hvor de hører til.