‘The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger

The Catcher in the rye
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J.D. Salinger
Først udgivet: 1951
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der har prøvet at være en sur teenager. Og til dig, der kan elsker ‘The Bell Jar‘.
Sådan starter den: If you really want to hear about, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it if you want to know the truth.
5 af 5 stjerner

16-årige Holden Caulfield er blevet smidt ud af skolen kort før juleferien. Han kan ikke overskue at tage hjem til sine forældre, så i stedet flakker han rundt i New York i tre dage. Han opsøger gamle bekendte, hænger ud i barer og fortæller løgnhistorier. Desperat forsøger han at skabe en forbindelse til andre mennesker, men møder kun ‘phonies’ – overfladiske og falske mennesker, der aldrig vil kunne forstå ham.

Grand. There’s a word I really hate. It’s a phony. I could puke every time I hear it.

‘The Catcher in the Rye’ er en klassiker, der ofte deler vandene: man enten elsker eller hader den. Jeg elsker den med stort E. Og den holder også anden og, som nu, tredje gang. Holden Caulfield er min yndlings sure teenager. Hans observation og kommentering af verden omkring ham er humoristisk og spot-on; Salinger formår at ramme den rebelske teenage verden-er-åndsvag-og-der-er-ingen-der-forstår-mig sindstilstand. Og så er den ufattelig velskrevet.

Or you’d just passed by one of those puddles in the street with gasoline rainbows in them. I mean you’d be different in some way—I can’t explain what I mean. And even if I could, I’m not sure I’d feel like it.

På overfladen er Holden en forkælet og sur møg-unge. Men under overfladen er han en ensom ung mand i dyb krise og sorg over sin brors død. Han er desperat efter at opleve en ægte forbindelse med andre mennesker, men samtidig rædselsslagen for at blive skuffet. De mennesker han prøver at komme tæt på, er mennesker han på forhånd ved vil skuffe ham: en prostitueret, en overfladisk pige han engang har været ude med, en gammel bekendt som han aldrig har brudt sig om. Men pigen, der virkelig betyder noget for ham, tør han ikke ringe til. Han tænker på det igen og igen, men finder altid en undskyldning.

Just because somebody’s dead, you don’t just stop liking them-especially if they were about a thousand times nicer than the people you know that’re alive and all.

Kun i sin lillesøster kan han finde den barnlige uskyld, der ser ham som han er og kan give ham noget, der føles ægte. ‘The Catcher in the Rye’ er en af de få bøger, der kan være trist, smuk og hylende morsom på én og samme gang. Jeg griner hver gang jeg læser den. Og hver gang får jeg lyst til at give Holden et kæmpe knus. Og derefter stikke ham en flad. Og måske herefter introducere ham for Ether Greenwood fra The Bell Jar? Og håbe, at hun gider høre på hans shit.

What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it. That doesn’t happen much, though.

Jeg hørte ‘Catcher in the Rye’ som lydbog (på YouTube lige her) sammen med Mr. Boyfriend. Her er hans mening: man er ikke i vivl om, at forfatteren forstå sin hovedperson fuldstændigt. Den er ikke demonstrativt samfundskritisk eller provokerende: den er ægte!
5 af 5 stjerner

PS: her er en sjov quiz, hvor citater fra Catcher er blandet med Lana Del Rey-sange, hvor man så skal gætte, hvor de hører til.

‘Caraval’ af Stephanie Garber

caraval

… en spændende page-turner om en eventyrlig og magisk verden

caraval

Titel: Caraval
Forfatter: Stephanie Garber
Først udgivet: 2017
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der elskede ‘The Night Circus’ – og alle, der holder bare lidt af fantasy-genren.
Sådan starter den: It took seven years to get the letter right.
5 af 5 stjerner

Da ‘Caraval’ begyndte at poppe frem alle vegne og blev omtalt som den nye ‘The Night Circus’, var jeg solgt til stanglakrids. Jeg måtte med vold og magt eje den bog (forresten: tak for hjælpen med at vælge mellem den amerikanske og engelske udgave). Også selvom jeg var forberedt på at blive skuffet. Var sammenligningen reel eller blot et billigt salgstrick?

Whatever you’ve heard about Caraval, it doesn’t compare to the reality. It’s more than just a game or a performance. It’s the closest you’ll ever find to magic in this world.

‘Caraval’ var en fantastisk læseoplevelse. Den er meget anderledes end ‘The Night Circus’, men jeg kan godt se, hvorfor de to bliver sammenlignet. Begge bøger summer af skønhed og magi i deres ekstraordinære beskrivelser. Hvor TNC var en af de mest visuelle bøger jeg nogensinde har læst men med et knap så vigtigt plot, var ‘Caraval’ i den grad drevet af plottet. Ja, den var meget visuel, men er også meget oplevelsesrig. Det er en spændende page-turner om en eventyrlig og magisk verden skrevet i et sprog så smukt, at man næsten kan smage ordene på tungen:

Lush red carpet cushioned her steps, while soft golden lights licked her arms with gentle kisses of warmth.

Hvis jeg satte mig ned og analyserede den, kunne jeg sikkert komme frem til en masse fejl og klichéer. Men imens jeg læste, forsvandt jeg dybt ind i ‘Caravals’ verden. Når jeg var tvunget til at lægge bogen fra mig, længtes jeg efter dens sære univers (og mit boy-crush).

She imagined loving him would feel like falling in love with darkness, frightening and consuming yet utterly beautiful when the stars come out.

Bogen afsluttes fint, men med et fint lille twist, der lægger op til den næste bog i serien.

‘Bowie’ af Simon Critchley

bowie

bowie lola ramona

I dag er det Bowies fødselsdag. På tirsdag er det et år siden han døde. Jeg kan huske da jeg hørte nyheden. Det var tidlig morgen, jeg sad i sengen og ammede en halvanden måned gammel Edith mens jeg tjekkede nyheder på min telefon. Øverst i min indbakke lå nyheden om Bowies død. Der gik et sug af uvirkelighed igennem mig.

Bowie døde en nobel, privat død, mens alle hans fans lyttede til hans nye album.

Jeg har været Bowie-fan så længe jeg kan huske. Det er noget særligt at være Bowie-fan. Noget som er svært at forklare. Det er ikke blot fascination af musik og et menneske. Det er en følelse af at blive forstået, at ikke føle sig så alene. Det kan godt være, at vi, hans fans, ikke kendte ham. Men det føltes som om han kendte os.

Tænk på Bowies tekster. Det virker, som om vi – helt fra begyndelsen – ganske enkelt ikke kunne lade være med at læse dem selvbiografisk, som spor og tegn, der kunne føre os til en eller anden autentisk forståelse af den ‘virkelige’ Bowie, hans fortid, hans traumer, hans kærlighedsliv, hans politiske overbevisninger. Vi ville gerne se hans sange som vinduer ind til hans liv.

‘Bowie’ handler i høj grad om at være Bowie-fan. Den er en filosofisk gennemgang af temaerne i hans tekster. Nogle gange lidt for filosofisk til min smag. Kender I det med at falde i snak med et sludrechatol, der går i selvsving i et emne, og bare fortsætter og fortsætter? Sådan var det ind i mellem at læse ‘Bowie’.

Men alt i alt en flot lille Bowie-bog – med de fineste illustrationer. En smuk hyldest til Bowie – og hans fans.

Jeg var glad for, at Bowie var glad, men jeg foretrak den musik, han skabte, da han var mest ulykkelig.

bowie

Min nye bogklub

bogklub

Så skete det endelig: jeg har fået min egen bogklub! Det er noget jeg har ønsket mig længe, men ikke rigtig vidst hvordan jeg skulle komme i gang. For nogle uger siden foreslog en kollega, at vi da bare skulle starte en selv! Så det gjorde vi! Vi sendte en mail rundt i firmaet, og pludselig var vi 10 medlemmer. Vi mødtes for første gang i går, mandag. Hvor var det dog hyggeligt! Jeg var lidt bekymret for, at bog-temaet ville ryge i baggrunden for arbejdssnak og sladder (der var trods alt julefrokost i fredags). Men nej. Vi snakkede bøger i 4 stive timer! Aftenen emmede af, at vi alle elskede at læse og snakke om bøger, men måske sjældent havde mulighed for det. Vi snakkede e-bøger, lydbøger, børnebøger, om læsere er mere empatiske end ikke-læsere, og hvad man kan lære af bøger.

Vi skulle hver især fortælle om de tre bedste bøger vi havde læst i år. Her kom det frem, hvor forskellige vi er. Fra chick-lit fan til historienørd, fra sarkastisk faglitteratur til selvhjælpsbøger. Det bliver spændende at se, hvordan vi bliver enige om fælleslæsning! De tre bøger jeg fremhævede som de bedste læseoplevelser i år er Daphne du Mauries ‘Rebecca’ som jeg blev færdig med i fredags. Hold nu op en stemningsfuld roman! Var helt opslugt! Så var jeg også nødt til at fremhæve Astrid Lindgrens fænomenale Rasmus på Farten som jeg læste på en lortedag i min barsel.

Til sidst fortalte jeg om min genlæsning af Sylvia Plaths The Bell Jar, en af mine absolut yndlingsromaner (den er i hvert fald på top 20). Jeg havde taget min gamle lasede udgave med fra studietiden, som ud over at være fyldt med noter også indeholdt et telefonnummer på en, der hedder Jannick! Jeg har ingen anelse om, hvem Jannick er, men er ret sikker på, at jeg aldrig ringede til ham … det gjorde vi så i går! Eller dvs. min kollega, som er meget mere modig end mig, ringede op og fik fat i en der hedder Jan. Vi sagde med det samme, at det var forkert nummer og lagde på. Først bagefter gik det op for os, at det nok har været den rigtige vi fik fat i – jeg har sikkert skrevet eller hørt forkert i en brandert (for selvfølgelig havde jeg en bog med i byen?). Det kan være, at vi ringer til ham igen næste gang vi mødes …

bogklub

Flotte Bøger: de billige klassikere

lola ramona bøger

Det er nok de færreste, der betragter de billige paperback-klassikere fra Penguin og Oxford som smukke bøger. Jeg har dog altid haft et ømt punkt for dem. På engelskstudiet var listen over bøger jeg skulle anskaffe ved semesterstart ofte meget lang. Ofte var det 15-18 romaner jeg skule have fat i. Disse billige udgaver til 30-50 kr. stykket blev min redning, og jeg har efterhånden fået lidt af en samling. De fleste er lasede og fyldt med noter fra undervisningen. Dem jeg holder allermest af har jeg sidenhen anskaffet i flotte redesigns, fx Jane Austens samlede værker. Men jeg beholder alligevel altid den slidte paperback.

Hver for sig er Penguin og Oxford klassikerne måske ikke noget specielt kønt syn. Men for et par år siden fik jeg den idé at stille dem sammen en ad gangen, så de dannede sorte og hvide striber i reolen. De små røde detaljer udgør prikken over i’et – og står så godt til det klassiske Lola Ramona-look.

lola ramona bøger

Forsiderne er ofte smukke detaljer fra gamle kunstværker:

klassisk litteratur

Andre er knap så smukke:

the monk