Min sidste dag på barsel

I morgen går det løs. Jeg starter på arbejde efter næsten et år på barsel. På den ene side føles det som en hel levetid siden jeg var der. Og på den anden side virker det som om jeg bare har været et par uger i et parallelunivers.

Barsel er noget mærkeligt noget, og jeg har i den grad haft min op- og nedture. Først gik jeg og ventede på babyens ankomst. Min krop var helt ødelagt, og det var en lettelse at kunne skrue helt ned for tempoet og lave ingenting. Jeg læste, bloggede, strikkede og så serier som var det min sidste chance for nogensinde at have mig-tid igen.

Da Edith endelig kom til verden var jeg hårdt ramt af hormoner og chokket over at blive mor. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vågnede op hver morgen med en følelse af, at alting var forkert. Jeg kan bedst beskrive det som en dårlig stemning, der var umulig at ryste af mig. Derudover følte jeg, at jeg konstant var til mit livs vigtigste eksamen og på nippet til at dumpe. Det gjorde det heller ikke bedre, at der kom gæster næsten hver dag, og stillede spørgsmål som “Er du ikke bare glad?” og “Er det ikke bare fantastisk?”. Jeg fik så dårlig samvittighed. Hvilken nybagt mor er ikke glad?

Jeg ærgrer mig i dag meget over, at den første måned var sådan. Jeg føler, at jeg er gået glip af meget af den glæde, der er ved en nyfødt. Jeg ville give så meget for at få lov til at rejse tilbage i tiden til Edith som nyfødt.

baby

Hormonerne og den mærkelige stemning aftog gradvist efter en måneds tid. Da Edith var omkring 2 måneder gammel kom den første crush-tid. En tid, hvor jeg forelskede mig hovedkuls i den lille basse. Hendes kolik forsvandt fra den ene dag til den anden, og hun var den gladeste og sjoveste baby, der nogensinde har eksisteret. Seriously! Jeg ved godt, at mødre tit siger, at deres baby er den sødeste i hele verden, men i det her tilfælde er det faktisk rigtigt; Edith er altså den allersødeste! Det kan jeg sige helt objektivt!

baby

Da Edith var omkring 4 måneder kom den første barselskrise. Jeg kedede mig noget så skrækkeligt! Da hun var helt lille lå hun meget i mine arme og hyggede sig, og jeg kunne læse eller se serier imens. Den gik pludselig ikke længere. Hun skulle underholdes konstant, og sov aldrig mere en 20-25 minutter ad gangen. Jeg var ved at blive vanvittig! Og igen kom den dårlige samvittighed snigende; hvilken mor keder sig, når hun er sammen med sit eget barn?

Ret mange åbenbart! Efter jeg skrev et blogindlæg om at kede sig på barsel, væltede det ind med beskeder og kommentarer fra kvinder, der havde haft det på præcis samme måde.

Herefter gik jeg aktivt igang for at gøre noget ved kedsomheden. Jeg fyldte simpelthen ugen ud med aktiviteter for mig og Edith. Vi gik til rytmik, baby yoga, baby bio og Edith blev besøgsbaby på et plejehjem. Så gik det stærkt. Vi nød begge hverdagene igen, Edith solede sig i opmærksomheden som den sociale og udadvendte baby hun nu engang er.

baby

Og hun udviklede sig med lynets hast. Pludselig kunne hun kravle, og med det kom der en ordentlig omgang seperationsangst da hun var omkring 8 måneder. Samtidig gik der sommerferie i den, så både rytmik og yoga var slut. Baby bio var også slut, da hun var blevet for stor og vild til det. Følte mig pludselig slået tilbage til tiden hvor jeg var alene 9 timer hver dag med en baby på armen. Hun klamrede sig til mig og skreg voldsomt, hvis jeg satte hende ned. Jeg måtte endda have hende i babysele når jeg lavede grød til hende. Men på dette tidspunkt var jeg også klar over at alt kommer i faser. Og ganske rigtigt: efter en lille uges tid var hun glad og tryg igen. Her startede en tid, hvor hun længe kunne lege selvstændigt og kravle rundt på opdagelse. I stedet for at bære rundt på hende rendte jeg nu rundt efter hende. “Nej, ikke hive katten i halen”, “Nej, ikke toiletbørsten” og “Nej, ikke hive bøger ud af reolen” blev (og er stadig) daglige ord fra min mund.

baby

Den sidste måneds tid har så været den velfortjente luksus barsel. Edith er blevet kørt ind i vuggestue, og jeg har pludselig fået timer for mg selv midt på dagen. Og jeg har i den grad nydt min alene-tid – helt uden dårlig samvittighed.

Så i morgen starter det nye liv med fuldtidsjob. Jeg glæder mig vanvittigt til at komme tilbage. Til at kunne fordybe mig i mine projekter, drikke min kaffe i ro og mag, spise frokost med kniv og gaffel og have mennesker omkring mig igen. Det er altså en mærkelig tilværelse man har, når man tuller rundt for sig selv dagen lang, når alle andre er på arbejde og lever normale liv.

Men jeg gruer også lidt for det. Hvornår skal jeg læse bøger? Hvad sker der med bloggen? Jeg kan ikke forestille mig at skulle undvære hverken bloggen eller bøgerne, så jeg vil prøve at få plads til det hele, bare i mindre format. Jeg tænker, at boganmeldelserne bliver kortere, og i stedet for månedlige opsummeringer indfører jeg nok kvartale opsummeringer.

Jeg håber, at I stadig vil følge med 🙂

baby

Hverdagsglimt #3

palma

De, der følger mig på Instagram har sikkert bemærket, at jeg var på Mallorca i sidste uge. Vi havde lejet en skøn lejlighed med tagterresse i Santa Catalina. Edith tog flyveturen pænt, men det var alligevel hårdt at holde hende glad og tilfreds i 3 timer uden mulighed for at kravle rundt og lege. Hun er en vildbasse! På den anden side af gangen sad en perfekt svensk familie. Alle klædt i hvidt og man hørte ikke et pip fra den lille pige eller babyen, der sov hele vejen derned. Edith væltede rundt, kastede med croissanter, nedstirrede folk og insisterede på at lege med brækposen. Er jeg en dårlig mor, hvis jeg siger, at jeg savner de dage, hvor flyveture blev brugt på at læse?

Men det hårdeste er nok, at når man endelig når frem, kan man ikke smide sig på terressen og slappe af. Man er stadig på og skal babysikre det nye sted samtidig med at holde babyen glad og tilfreds. Og så skal der også lige købes ind, pakkes ud og gøres klar til rutinerne en baby kræver. Må indrømme, at jeg godt kunne have brugt en vuggestue et par timer 😀 Men efter en god nats søvn, så det hele lysere ud, og vi fik en dejlig afslappende ferie.

palma

Vi fik en hyggelig rutine med at gå tur med klapvogn og finde nye legepladser, og når Edith fik nok og faldt i søvn søgte vi mod fortovscaféer, hvor vi spiste frokost, drak kaffe og læste bøger. Om aftenen lavede vi (dvs. Mr. Boyfriend) mad og efter putning sad vi på terressen og hørte lydbog eller smed os i sofaen med hver vores bog. Vi var heldigvis begge for dumme til at få TV’et til at virke. Vi har dog taget revanche efter vi kom hjem og er gået igang med tredje sæson af Suits.

baby sover

edith

Kære Troels #1

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her.

13. november 2003

Kære Troels.
Alt vel? Det er jo et stykke tid siden sidst. Har kørt et lidt hårdt program på det seneste. Var på arbejde lørdag og søndag, som du vel husker, og blev så syg mandag. Det var ikke så sjovt. Især da jeg ikke havde tid til at slappe af – havde jo en opgave, der skulle skrives. Så det tog lidt længere tid at blive rask end ellers. Men opgaven blev da skrevet og tror den blev acceptabel. Fik en fra mit hold til lige at læse den igennem dagen inden den skulle afleveres. Det viste sig at være en meget god idé. Nogle steder stod der nogle meget underlige ting. Er sikker på det ikke er mig, der har skrevet det. Men på nogle enkelte tidspunkter så jeg dobbelt mens jeg skrev. Så sker den slags jo.
Ellers er der ikke sket så forfærdeligt meget siden sidst. Har udspioneret min nabo og transvestit-overbo – de skændtes helt vildt ude på trappen og min nabo skubbede transvestitten og råbte grimme ting efter hende som jeg slet ikke vil gentage. Så har jeg bestilt fly og hotelophold i London. Glæder mig til at komme af sted. Nu ser jeg frem til en weekend hvor jeg ikke har nogle aftaler, ikke skal være syg og ikke behøver skrive opgave. Lige hvad jeg trænger til. Vil prøve at indhente nogle ting jeg er bagud med.
Må desværre sige at ‘Jørgen Stein’ har skuffet mig en del. Er nået til der hvor han er militærnægter. Synes den er blevet lidt kedelig. Det virker som om Paludan begynder at skrive meget overfladisk. I det første bind var man sammen med Jørgen det meste af tiden og kunne følge hans tanker og forstå hvorfor han gjorde som han gjorde. I det andet bind bevæger man sig længere og længere væk fra ham. Man får at vide hvad der sker via fortælleren og det er så det. Og når man endelig kommer tilbage i Jørgens sind er det kun når han er fuld eller falder i staver over et eller andet filosofisk emne. Men ellers kan jeg godt lide den. Den er bare ikke så hyggelig, let og interessant som det første bind, der jo var fremragende. Ellers kan jeg på mange måder identificerer mig med Jørgen. Han har læst filosofi og fravalgt det (jeg ville en gang for år tilbage gerne læse filosofi men opdagede heldigvis – inden det kom så vidt – at jeg ikke kunne fordrage filosofi), han læser nu – der hvor jeg er kommet til altså – kunsthistorie og han er militærnægter (hvis jeg var en mand ville jeg helt sikkert være militærnægter (og hedde Michael)). Alligevel synes jeg det er langt sjovere at læse om hans bror Otto.
Men jeg skal nok få den læst. Det kommer bare til at tage tid, for indimellem bliver den altså lidt kedelig.
Men jeg må hellere se at få besvaret dine breve. Må lige først finde dine breve….
Hmmm…. Den dårlige nyhed er, at jeg kun kan finde to nye breve – der skulle være tre, ikke?
Hvor er det pænt af dig at tage imod din nabos pakker, så de sparer tid og besvær. Du er en god nabo. Jeg ville aldrig turde lade min nabo gøre sådan noget. Hun ville helt sikkert åbne pakkerne og rode det hele igennem. Men nu jeg tænker over det, får jeg heller aldrig nogle pakker. så det kan egentlig være totalt ligegyldigt.
Har ikke fået mine gardiner op endnu. Min veninde har syet dem, så nu venter jeg bare på at S gider sætte stangen op. Ødelægger bare væggen hvis jeg selv forsøger. Jeg er glad for at du tror, det vil blive fint med hørfarvede gardiner. Min mor så stoffet og sagde at det lignede en sæk kartofler. Hvorfor åbner jeg overhovedet døren når hun ringer på?
Jeg har alle tre Ringenes Herre bøger men jeg har ikke fået dem læst endnu. Det bliver heller ikke foreløbig. Har dog set de to første film og glæder mig til at se den sidste. Får Vidst præmiere i december. Der skulle den tredje Harry Potter film også have været klar, men nu kommer den først til sommer. Det er jeg meget ulykkelig over.
Bowie-biografien var en anelse deprimerende fordi han har været lettere sindssyg. Der er sindssyge i hans familie – på moderens side – og det har så ikke gjort det bedre at han i 70’erne tog voldsomt mange stoffer, drak, arbejdede konstant og lod være med at spise. Mange af hans daværende kolleger, venner og bekendte har i bogen beskrevet hans depressioner og angstanfald. Men det hele får dog alligevel en happy ending. Det var en virkelig god biografi.
Så tror jeg ikke du har spurgt om andet – vi fik jo også snakket en del sidst.
Endnu en gang tak for julekortene. Dem er jeg meget glad for. Glæder mig som et lille barn til december. Har allerede købt to kalenderlys.
Nu må jeg se at slutte af for denne gang, vi ses forhåbentligt om en uges tid! Pas godt på dig selv så længe.
Gitte.

Kommentarer:
Den Bowie-biografi jeg omtaler er Bowie – Loving the Alien af Christopher Sandford.
Billedet øverst i dette indlæg er fra efteråret 2003.
Jeg kan stort set intet huske fra Paludans ‘Jørgen Stein’, og overvejer nu en genlæsning.
‘S’ var min daværende kæreste som jeg mødte i gymnasiet.
Veninden, der syede min gardiner, er en af mine bedste veninder, og i dag arbejder jeg sammen med hendes mand.
Min mor er stadig lige taktløs 😀
Og her er et billede af mig, der er taget nogenlunde samme tid som brevet blevet skrevet:

ungdomsbillede

Min Gamle Bogven

bog

Jeg havde engang en bogven. Jeg mødte ham da jeg arbejde i hjemmeplejen ved siden af mit studie. En dag skulle jeg op til en ældre herre, der led af neuroser. Han holdt sig på afstand og talte kun, hvis det var absolut nødvendigt. Jeg havde spottet hans imponerende bogreoler, der prydede stuen, og spurgte ham en dag jeg havde lidt tid til overs, om jeg måtte kigge på hans bøger. Han sagde med det samme ja, og gik forsigtigt efter mig ind i stuen. Mens jeg kiggede rundt, kom ham med små kommentarer til mine fund. “Den er fra mit barndomshjem” … “Den er noget helt særligt” … “Den MÅ du læse” … “Den var meget banebrydende i sin tid” …

Sådan begyndte mit venskab med Troels. Jeg var i starten af 20erne, netop begyndt på engelskstudiet, og levede i en verden af byture, venner, kæreste (ikke Mr. Boyfriend!), studiekammerater, litteraturkurser og famlen rundt i livet. Troels var et sted i 70erne, boede alene, havde aldrig været gift eller fået børn, levede hele sit liv i sin lejlighed med sine bøger og sin radio. Vores liv kunne næsten ikke have været mere forskellige, og dog indledte vi et årelangt venskab og delte en stor lidenskab for bøger.

Troels var en utrolig belæst mand, og var gavmild med sin viden om litteratur, forfattere, kunst og historie. Han opfordrede mig til at udvide min læsehorisont til også at omfatte mange af de store danske klassikere. Det var ham, der fik mig til at læse Henrik Pontoppidans Lykke-Per, som den dag i dag er en af mine yndlings romaner. Han havde stor interesse for kvindernes frigørelse og forskellen på og forholdet mellem mænd og kvinder. Han kunne stille mig de sværeste spørgsmål og udfordrede mig til at tænke over mit liv, min selvopfattelse og forhold til andre, som jeg ellers aldrig ville have tænkt over. Han interesserede sig for mit studie, læste mine opgaver og kom med uddybende spørgsmål (som jeg ofte havde svært ved at svare på). Og så havde han humor og selvironi.

Jeg prøvede som regel at placere besøgene hos Troels til sidst på min arbejdsdag, så jeg kunne blive lidt længere og snakke om bøger. Han havde altid fyldt chokolade og en lang række spørgsmål. I perioder forhindrede mit studie mig i at tage på arbejde i weekenden, så jeg ikke fik besøgt Troels. Her startede så en langvarig brevudveksling. Forleden faldt jeg over nogle af disse breve og læste dem igennem. Det var som at rejse tilbage i tiden til et helt andet liv.

Der er ‘kun’ 22 breve. Mange er gået tabt i diverse computerskift (hele 2007 mangler) og nogle blev skrevet i hånden og er dermed ikke til at opdrive. Men de breve jeg har, vil jeg dele med jer, her på bloggen. Brevene er minder om et venskab hvis lige jeg nok aldrig finder igen. De er et besøg hos Gitte før der var tænkt på Bookworm’s Closet, Mr. Boyfriend, Edith og de to katte. Og så er de fyldt med bogsnak; hvad vi hver især havde læst siden sidst, og hvad vi syntes den anden skal læse. De beretter om det drama, der udspillede sig i den opgang jeg boede i, forliste venskaber, kærestebrud og en hel studietid. Derudover er de et indblik i en belæst mands liv. En mand, der levede en særpræget tilværelse og elskede bøger.

Jeg håber, at I vil nyde at læse med – stay tuned 🙂

5 Facts #2

cat

cat

cat

  • Jeg elsker katte og har tænkt mig at bo sammen med katte resten af mit liv.
  • Jeg læser meget sjældent dansk litteratur, men min yndlings bog er dansk (Henrik Pontoppidans ‘Lykke-Per‘)
  • Jeg har aldrig prøvet at stå på ski.
  • Jeg bliver SÅ lykkelig hver gang bloggen får en ny følger. Samtidig bliver jeg også virkelig ked af det, når jeg kan se, at der er forsvundet en.
  • Da jeg som barn så ‘King Kong’ for første gang græd jeg som pisket, da aben døde til sidst. Jeg var så utrøstelig, at min mor og far bildte mig ind, at der kom en 2’er, hvor King Kong blev tryllet lille, og flyttede ind i en lejlighed i New York sammen med hende pigen. Det var først da jeg blev teenager, at jeg fandt ud af, at det var løgn.