Om at læse oversættelser

bog

bog
90-95 % af de bøger jeg læser er på engelsk. Det virker sært for nogle at foretrække at læse bøger på et andet sprog end ens modersmål. ‘Vil der ikke altid være ord, du ikke forstår?’, bliver jeg ofte spurgt. Og, ‘Er det ikke anstrengende at læse på et andet sprog?’.

Jo, der vil altid være ord jeg ikke forstår. Men det er der også på dansk. Og det er lige så afslappende for mig at læse på engelsk som på dansk. Det sørgede engelskstudiet for, da jeg skulle læse 10-15 romaner på engelsk hvert semester. Derudover er bøger på engelsk en god del billigere end bøger på dansk. Der kan være flere tusinde kroner at spare om året for en rigtig bogsamler.

Men den vigtigste årsag er nok kvaliteten af oversættelser. Når man læser en roman på originalsproget er det forfatterens egne ord man læser. Forfatteren, der selv har valgt præcis hvordan en situation skal beskrives og hvordan en sætning skal sættes sammen. En oversættelse vil altid være en genfortælling. Nu har jeg selv arbejdet lidt med oversættelse, og ved, at der ALTID vil være noget, der ikke kan oversættes, et ordspil eller en kulturel reference som vil gå tabt i et andet sprog.

Derfor kunne jeg aldrig drømme om at købe en engelsksproget bog oversat til dansk. Nogle gange læser jeg dem alligevel – hvis jeg fx modtager et anmeldereksemplar eller får en bog i gave. Nogle oversættelser er decideret katastrofale og stinker langt væk af oversættelse. Som fx Calendar Girl, hvor hovedpersonen ryster på hovedet og siger, ‘Ja, det er fint’. Jeg gætter på, at det er oversat fra engelsk, hvor det er mere normalt at sige, ‘No, it’s fine’ (og så er det OK at ryste på hovedet). Og Glamourstrik, hvor der i hver opskrift er sære tegn i stedet for æ, ø og å.

Men oversættelser kan også imponere. Jeg er pt. igang med at læse ‘Byen Brænder’ som er glimrende oversat. Sproget er smukt, levende og poetisk. Og så er der alligevel nogle svippere. Det er SÅ ærgerligt, for det påvirker og forstyrrer læseoplevelsen. Min læseerfaring fortæller mig, at der er flere fejl i oversættelser end i de originale værker. En oversættelse bliver ikke nurset om på samme måde som originalen. Forfattereren – i hvert fald den dygtige forfatter – gennemarbejder, omskriver og genlæser sit værk. Får venner, familie og redaktører til at gå siderne igennem så hver detalje spiller. En oversættelse får sjældent samme opmærksomhed, og så sker der selvfølgelig fejl. Og jeg bebrejder ikke oversætteren – alle laver fejl, og jeg har stor respekt for deres hårde arbejde. Men det er ærgerligt, at der ikke er en grundigere kvalitetssikring fra forlagenes side. Eller længere deadline.

Og det gælder ikke kun de danske oversættelser. Murakami læser jeg ofte på engelsk, og her er der også en dunst af oversættelse mellem siderne. Mærkelige sætninger, hvor der mangler ord, eller en sætningstruktur, der ikke benyttes på engelsk. Det smager af, at det skulle gå lidt stærkt. Og det gør mig trist. Men også lidt gal. Har lyst til at ruske dem i kraven og brøle “Det er Murakami, for helvede! Det skal bare være i orden!”

Hvad med dig, læser du mest på dansk eller engelsk? Hvordan har du det med oversættelser? Kan du genkende noget af det jeg skriver?


English recap
I don’t like reading translations. There are so many proverbs, wordgames or cultural elements that simply don’t translate. That’s why 90-95 % of the books I read are in English. Furthermore, it’s my experience that translations have more typos and general errors than the originals.

Young Hearts Crying af Richard Yates

Young Heart Crying by Richard Yates

Titel: Young Hearts Crying
Forfatter: Richard Yates
Først udgivet: 1984
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der kunne lide Revolutionary Road og ‘Mad Men’. Og som ikke er bange for at læse yderst depressive romaner.
4 af 5 stjerner

I ‘Young Hearts Crying’ forelsker poeten Michael og den rige Lucy sig og bliver gift. Men de lever absolut ikke lykkeligt til deres dages ende. Michael er ambitiøs, men nægter at lade Lucys rigdom give ham frihed til at skrive. I stedet tager han forskellige jobs som skribent, bl.a. i reklamebranchen. Michael oplever en snert af succes med en digtsamling, men opnår aldrig rigtig anerkendelse. Lucy flakker rundt mellem forskellige grene af kunst – fra teateret til skrivemaskinen til malerier – uden at finde sig til rette nogle steder. Gennem årene falmer talent, ambitioner, begejstring – og deres kærlighed.

‘Young Hearts Crying’ er en beskrivelse af en generation. En generation af veluddannede og ambitiøse unge mennesker, der inderligt ønsker at realisere sig selv. Men med ambitioner følger ikke nødvendigvist talent. Og med familie og et kedeligt fuldtidsjob tager det ene år det næste. Den langsomme anerkendelsen af, at man ikke bliver den næste store kunstner er svær at sluge, og fører til frustration og bitterhed.

Know what we did, Lucy? You and me? We spent our whole lives yearning. Isn’t that the God damndest thing?

Dette er Yates når han er bedst. Hverdagens tomhed, forstadernes kvælning af ethvert talent, kærlighed, der visner og dør, lidenskab, der aldrig vil kunne udfoldes. Det føles lidt som om Yates fortæller den samme historie igen og igen i sine romaner. Eller i hvert fald i de tre bøger jeg har læst. Men han gør det godt, og skriver smukt og medrivende.

There she was, lying on a single bed in a room so small that there wasn’t even space for a chair, and the first thing that struck him was that she was beautiful. She had lost too much weight – her long legs were too thin in greasy jeans and her upper body looked as frail as a bird’s under a greasy workman’s shirt – but her pale and famished face, with its great blue eyes and delicate, thin-lipped mouth, made her look like the heartbreaking debutante her mother might always have wanted her to be.

Cover Battle: Frankenstein

frankenstein covers

Mr. Boyfriend og jeg er lige gået i gang med at lytte til Mary Shelleys ‘Frankenstein’ som er en af mine yndlings klassikere. Jeg besluttede mig for, at det var på tide at anskaffe mig en rigtig pæn udgave. Jeg ejer bogen i forvejen: en laset, overskreven og berejst paperback, som jeg har fra min studietid, hvor jeg første gang læste romanen til et kursus i gotisk litteratur. Jeg kunne ikke drømme om at smide den ud, men den må godt få selskab af en yngre og smukkere model.

Der findes virkelig mange udgaver af Frankenstein. Har snævret det ned til to, men ved ikke hvilken jeg skal vælge: Den smukke Penguin Classic til venstre, eller den mere tjekkede Word Cloud Classics til højre? Åh, en bogorms problemer … Hvilken ville du vælge?


English Recap
I want to buy a new edition of Mary Shelley’s ‘Frankenstein’, but can’t decide which version to add to my basket; The beautiful Penguin Classic to the left, or the more cool Word Cloud Classics to the right? Which one do you like best?

Nye læsevaner

læse

Siden jeg blev mor, har jeg skulle være mere kreativ for at finde små øjeblikke, hvor jeg kan fordybe mig i en bog. Kort efter Edith blev født fandt jeg nogle læserutiner, og tænkte ‘så er det sådan det bliver hele vejen igennem barslen’. Men jeg skulle blive klogere. Babyer ændrer sig hele tiden, og dermed ændrer min dagligdag sig også konstant. Netop som jeg har har luret hende, fundet en rutine og en måde at få sneget bøger ind på, ændrer hun sig og jeg skal finde på noget nyt.

Pt er jeg fx blevet morgenlæser: Når Edith er blevet puttet til sin morgenlur, sniger jeg mig ud i køkkenet, hvor vi har en gammel slidt sofa stående. Dette er mit yndlings læsested. Jeg laver en kop te, en lille snack, og så læser jeg imens alle andre sover. Dvs. alle andre pånær kattene. Som I kan se på billederne nedenfor, kan det være lidt af en kamp, at få sofaen for mig selv – i skrivende stund kravler Wilcox faktisk rundt på mig og tastaturet 😀

læse

læse

læse

Så må vi se, hvor længe dette lille læseritual holder. Hvad med dig, skal du nogle gange være kreativ for at finde tid til læsningen?

God regnvejrssøndag 🙂


English recap
After having a baby, I’ve had to be creative to find time to read. At present, I’m reading in the early mornings when Edith takes her first nap, and the world is still quiet. And my cats enjoy having me all to themselves 😀

Oryx and Crake af Margaret Atwood

oryx and crake

Titel: Oryx and Crake
Forfatter: Margaret Atwood
Først udgivet: 2003
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der vil læse en dyster – men alligevel humoristisk – dystopia. Som er yderst velskrevet.
5 af 5 stjerner

Jimmy, aka Snowman, lader til at være den sidste mand på jorden efter en luftbåren epidemi har udryddet menneskeheden. Ved bogens begyndelse befinder han sig i en yderst depressiv tilstand. Han er underernæret, usoigneret, ensom og på nippet til at blive vanvittig. Hans eneste selskab er nogle sære menneskelignende væsner, som han vejleder og beskytter. Langsomt dykker vi ned i Snowmans historie. Vi hører om dengang han var en dreng, der hed Jimmy, om hans venskab med Crake og kærlighed til Oryx. Vi hører om en bizar fremtid med forskere, der leger gud, en menneskeskabt dommedag, og mærkelige gensplejsede dyr.

“All it takes,” said Crake, “is the elimination of one generation. One generation of anything. Beetles, trees, microbes, scientists, speakers of French, whatever. Break the link in time between one generation and the next, and it’s game over forever.”

‘Oryx and Crake’ er en spændende historie. Atwood har skabt et fascinerende fremtidsunivers, der ikke er så langt fra vores samfund. Derudover dykker vi ned i karakterne, hører deres historie med en god sjat humor. Især ‘the Crakers’ (de menneskelignende væsner) fik mig til at grine højt flere gange.

Atwood er en fantastisk historiefortæller. Hendes skrivestil er nemt og ligetil, hendes historier stort set altid underholdende, og hendes karakterer dybe og komplekse. Her er ingen glansbilleder og stort set ingen todimensionelle personer. Det er anden gang jeg læser ‘Oryx and Crake’. Nu glæder jeg mig til at TV-serien kommer!

He doesn’t know which is worse, a past he can’t regain or a present that will destroy him if he looks at it too clearly. Then there’s the future. Sheer vertigo.


In English
Jimmy, aka Snowman, appears to be the last man on earth after an epidemic has wiped out the human race. At the beginning, we find him in a very depressed state. He is malnourished, unkempt, lonely and on the verge of going mad. His only companions are some strange humanoid creatures whom he guides and protects. Slowly we dive into Snowman’s story … read more