‘Rebecca’ af Daphne Du Maurier

rebecca

Titel: Rebecca
Forfatter: Daphne Du Maurier
Først udgivet: 1938
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der er til stemningsfulde klassikere med en snert af gys
Sådan starter den: Last night i dreamt I went to Manderley again.
5 af 5 stjerner

Vores heltinde, en ung og naiv pige hvis navn vi aldrig lærer at kende, møder den mystiske Maxim de Winter. Han har for nylig mistet sin smukke og charmerende kone, Rebecca, og virker tillukket og utilnærmelig. Alligevel forelsker vores heltinde sig i ham, og da han frier til hende, tøver hun ikke med at sige ja. Da hun ankommer til hans storslåede hjem, Manderley, træder hun dog ikke stærkt til som den nye Mrs. de Winter. For Rebecca spøger i krogene: det er stadig hendes livretter, der serveres, blomsterne arrangeres på hendes måde, Maxim er fraværende og irritabel, og tjenestefolkene fortæller hvor fantastisk en kvinde Rebecca var.

‘Rebecca’ er noget af det mest stemningsfulde jeg længe har læst. Den er proppet med gotiske elementer, selvom der intet overnaturligt fremkommer. Plottet er genialt strikket sammen med twists og cliffhangers. En bog hvor man har lyst til at dykke dybe ned mellem linjerne. En historie, der inviterer til at man krøller sig sammen foran pejsen (hvis man altså har sådan en) med en kop te, og bare nyde sproget og mystikken.

If only there could be an invention that bottled up a memory, like scent. And it never faded, and it never got stale. And then, when one wanted it, the bottle could be uncorked, and it would be like living the moment all over again.

Hovedpersonen irriterede mig lidt ind imellem. Hun var en push-over i ordets bedste forstand. Men alligevel blev jeg ved hendes side og tiggede og bad hende om at sige fra heppede på hende.

Det er ikke en bog man hurtigt kan skøjte henover. Den fortjener fordybelse og eftertænksomhed. Det er en bog jeg glæder mig til at genlæse en dag.

I wondered how many people there were in the world who suffered, and continued to suffer, because they could not break out from their own web of shyness and reserve, and in their blindness and folly built up a great distorted wall in front of them that hid the truth.

Kære Troels, #5

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1, brev 2, brev 3 og brev 4.

16. januar 2004

Kære Troels.
Tak for dit brev og tusind tak for tillægget om Paul Auster. Jeg blev meget glad for begge dele. Tænk, at du sådan har siddet og taget noter! Ville ønske, at jeg havde hørt programmet. Men jeg har slet ikke tålmodighed til at høre radio. Det tager jo et stykke tid, før man finder ud af hvilke programmer, der er gode og hvor og hvornår de kommer. Kan du mon ikke hjælpe mig på det punkt? Kan huske, at du engang fortalte mig om et program, der ville interessere mig, men siden har jeg glemt alt om det. Har slet ikke hørt radio det sidste halve år. Synes, at hver gang jeg tænder og går de forskellige stationer igennem, er der ikke andet end dårlig musik og irriterende værter. Derfor hører jeg aldrig musik i radioen. Men der er vel nogle gode programmer, jeg går glip af?
Og så er det tid til endnu et afsnit af Drama i Opgangen. De to tosser har holdt sig i ro siden sidst. Tror dog de stadig taler sammen, så der er håb forude. Men i mandags væltede der pludselig 4-5 betjente ind i opgangen. De skulle op til et par der bor et eller andet sted skråt over mig. Burde ikke kunne høre dem med den afstand, men må tit lægge øre til deres skænderier. Især manden har en gennemtrængende stemme. Så de fik altså besøg af politiet. Opfangede ordet ”husspektakler”. Flere detaljer kan jeg desværre ikke give. Må tage et kursus som spion.
Jeg er ellers blevet meget glad for Krøniken. Synes virkelig det er en god serie – og jeg har ellers en del at sammenligne med. Min yndlings person er Søs – hun nægter at følge reglerne!!! Dernæst er jeg meget begejstret for Palle. Han er meget stærkere end han selv tror. Er spændt på hvor meget han kommer til at udvikle sig gennem historien.
Jeg er blevet færdig med Det Jeg Elskede. Fremragende roman! Hun er virkelig dygtig! Derefter læste jeg Robert Craigs debutroman Cover to Cover fra sidste år. Min veninde S og jeg gav hinanden den samme bog i julegave. Jeg fik Cover to Cover af hende og hun fik så den danske udgave; Efter Bogen. Den var også udmærket. Og nu er jeg så halvvejs igennem Midt i en Jazztid. Indtil videre synes jeg den er elendig. Men jeg prøver at være optimistisk og give den en ordentlig chance. Men hvis min mening ikke har ændret sig, når jeg er færdig med den, er det så ikke i orden hvis jeg springer To Mennesker Mødes over? Jeg kan virkelig ikke lide Sønderbys skrivestil og vil hellere gå videre til noget andet. Indtil videre er det eneste gode ved den dét at den er forholdsvis kort. Jeg bryder mig ikke om hovedpersonen. Synes han er umoden og belastende. Hans tanker er uinteressante og svarer til en 14-årigs lommefilosofi og usammenhængende tankestrømme. Håber ikke jeg fornærmer dig. Ville virkelig ønske jeg kunne lide den. Tænker altid på, hvad der dog er galt med mig, når jeg synes store klassikere er noget bras.
Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg gav min mor Austers Orakel Nat i julegave. Hun var meget begejstret for den. Kunne endda bedre lide den end Illusionernes Bog. Hun var meget grebet af den, og ville hellere læse i den end at snakke med min far. Så nu går han i gang med den i morgen.
Jeg er glad for, at du synes godt om Fs digte. Jeg har ikke så meget med hende at gøre. Som sagt læser vi samme sted og hun er gode venner med et par af mine veninder. Men jeg kan rigtig godt lide hende. Det digt jeg umiddelbart synes bedst om er Friends. Her ser man en anden side af depressionen. Jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig med at oversætte digtene for dig. Det er jo svært at gøre mundtligt. Der vil være en del ord jeg ikke kan oversætte på stående fod. Men jeg skal da gøre et forsøg.
Ja, jeg har en øjenvippebukker, men bruger den sjældent, da det er lidt besværligt. Det er vigtigt at man ikke har nogle makeuprester siddende og det synes jeg er besværligt. Men det er en god opfindelse og det bliver pænt når man bruger den.
Det glæder mig at Lou Reeds Walk on the Wild Side blev brugt som underlægningsmusik i baggrunden til programmet om Paul Auster. Det er et fantastisk og stemningsfuldt nummer. Denne sang bliver faktisk nævnt i Det Jeg Elskede. Hovedpersonens bedste ven synger den som godnatsang for sin søn, der blot er et spædbarn. Hans kone bryder sig ikke om det, da hun mener det er en meget upassende sang. Det kan der være noget om, da den handler om transvestitter der prostituerer sig . Jeg vedlægger teksterne til sangen i dette brev, så kan du selv bedømme om det er en upassende vuggevise.
Det var alt for denne gang. Nu skal jeg snart gå. Skal hjem og spise hos min veninde, S. Pas nu godt på dig selv. Vi snakkes ved.

Noter:
Fantatisk detalje om Troels: at han havde siddet og hørt et radioprogram han tror ville interessere mig, og derfor har siddet og griflet noter til mig! Den slags mennesker er der langt imellem.
Endnu en sjov detalje om Troels: han spørger ind til, om jeg har en øjenvippebukker!

‘Nutshell’ af Ian McEwan

ian mcewan nutshell

Titel: Nutshell
Forfatter: Ian McEwan
Først udgivet: 2016
Jeg vil anbefale bogen til: Hardcore Ian McEwan fans
Sådan starter den: So here I am, upside down in a woman
2 af 5 stjerner

‘Nutshell’ handler om et foster, der ligger i sin mors mave og følger med i verden udenfor. Her er det vidne til moderens affære med sin svoger og deres plan om at slå den kommende far ihjel. En klassisk historie om utroskab og mord fortalt på en helt ny måde. Jeg har aldrig læst noget lignende. Ian McEwan har et fascinerende talent for unikke måder at skrive bøger på.

Desværre er ‘Nutshell’ også dræbende kedelig. Foster-vinklen er ikke nok til at bære en forholdsvis tynd og klichéfuld historie. Jeg har desværre ikke så meget mere at sige om den.

It doesn’t matter whether love endures. What matters is that it exists.

‘Bowie’ af Simon Critchley

bowie

bowie lola ramona

I dag er det Bowies fødselsdag. På tirsdag er det et år siden han døde. Jeg kan huske da jeg hørte nyheden. Det var tidlig morgen, jeg sad i sengen og ammede en halvanden måned gammel Edith mens jeg tjekkede nyheder på min telefon. Øverst i min indbakke lå nyheden om Bowies død. Der gik et sug af uvirkelighed igennem mig.

Bowie døde en nobel, privat død, mens alle hans fans lyttede til hans nye album.

Jeg har været Bowie-fan så længe jeg kan huske. Det er noget særligt at være Bowie-fan. Noget som er svært at forklare. Det er ikke blot fascination af musik og et menneske. Det er en følelse af at blive forstået, at ikke føle sig så alene. Det kan godt være, at vi, hans fans, ikke kendte ham. Men det føltes som om han kendte os.

Tænk på Bowies tekster. Det virker, som om vi – helt fra begyndelsen – ganske enkelt ikke kunne lade være med at læse dem selvbiografisk, som spor og tegn, der kunne føre os til en eller anden autentisk forståelse af den ‘virkelige’ Bowie, hans fortid, hans traumer, hans kærlighedsliv, hans politiske overbevisninger. Vi ville gerne se hans sange som vinduer ind til hans liv.

‘Bowie’ handler i høj grad om at være Bowie-fan. Den er en filosofisk gennemgang af temaerne i hans tekster. Nogle gange lidt for filosofisk til min smag. Kender I det med at falde i snak med et sludrechatol, der går i selvsving i et emne, og bare fortsætter og fortsætter? Sådan var det ind i mellem at læse ‘Bowie’.

Men alt i alt en flot lille Bowie-bog – med de fineste illustrationer. En smuk hyldest til Bowie – og hans fans.

Jeg var glad for, at Bowie var glad, men jeg foretrak den musik, han skabte, da han var mest ulykkelig.

bowie