Titel: Åh
Forfatter: Rasmus á Rógvu (forfatter til Skuffen og Skeden)
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator
Von er en rodløs, alkoholiseret og følsom mand, der har svært ved at finde sig til rette i livet. Han forventer ikke det store og bliver tildelt langt mindre. Han har svært ved at finde og beholde et job, og uddannelse interesserer ham ikke. Han elsker sin kæreste meget højt, men er ikke nok for hende.
Von er en af de mest rendyrkede ynkelige hovedpersoner jeg længe har læst om. Det var både fascinerende og befriende at læse en roman, der så åbenlyst dyrker den tåkrummende, ynkelige anti-helt – helt ned i de sproglige detaljer. Se fx denne pragtfulde afslutning på et kapitel:
Så faldt jeg tilbage i sofaen og lavede en mislykket røgring.
Forstå mig ret: jeg elsker stærke forbilleder i litteratur. De er vigtige. Men det er sgu også vigtigt at fokusere på de mindre stærke personligheder. Selvom Von ikke er robust, er han en pragtfuld personlighed; han er kærlig, sjov, omsorgsfuld og opmærksom.
Eftersom jeg havde en svaghed for alt, hvad der var glemt eller forladt, overflødigt eller kasseret, gav jeg mig til at læse alle de ukendte titler i håb om at møde en kær, støvet ven på vejen.
Men Von passer ikke ind i vores samfund, uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Uden løftede pegefingre eller bønner om medlidenhed får romanen os til at tænke over, hvor hårdt og brutalt vores samfund egentlig er. Vi ser det selvfølgelig i Von, men også i de små detaljer; fx Vons velfungerende og ambitiøse kæreste med sit CBS-studie og perfekte studiejob som hun skøjter overskudsagtig igennem indtil hun bryder sammen og går ned med stress.
Jeg forstod det ikke. Hvorfor skulle hun rejse så langt væk, helt til Beijing, for at tage en bachelor? Som om det ikke var udfordrende nok at forlade sengen om natten for at fylde sit glas med vand fra køkkenet og drikke det stående.
Åh er en pragtfuld fortælling, der krævede al min opmærksomhed de dage vi var i hinandens selskab. På trods af de triste emner, er romanen let, underholdende og morsom. Jeg klukkede over den tåkrummende elendighed og selvironiske ynk. Og så dolkede den mig i hjertet. Den fik mig ikke til at ugly-græde, men efterlod mig trist og fortvivlet med boglige tømmermænd. Jeg læste ikke i 4 dage efter at have vendt den sidste side.
