Anmeldelse & give away: Evighedssøn

Titel: Evighedssøn
Forfatter: Adam Silvera (ham med De dør begge til sidst)
Sådan blev bogen min: anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Hvis du hellere vil se anmeldelsen som video, så klik her.

Vi befinder os i et magisk univers, der til forveksling minder meget om vores. Tvillingerne Emil og Brighton ønsker at blive Spell Walkere; mennesker der udvikler super-evner, som de magtsyge Spectere prøver at udnytte. Brighton ønsker sig brændende at blive en superhelt, imens Emil ønsker fred og ro. En dag viser det sig, at Emil har magiske evner, men at Brighton er ‘almindelig’.

Evighedssøn er første bind i Adam Silveras nye fantasy-serie som virker lovende. Der var mange ting i bogen som jeg virkelig godt kunne lide. Først og fremmest nød jeg at læse om forholdet mellem de to brødre, der er knyttet med et meget stærkt bånd på trods af, at de er forskellige som dag og nat. Vi veksler mellem at høre historien fra de to drenges synsvinkel, men som historien skrider frem, hører vi mere og mere om Emil – en på mange måder klassisk ‘den udvalgte’-karakter: en almindelig dreng, der pludselig får magiske evner og dermed et stort ansvar for at redde planeten, selvom han helst ville være fri.

Og så har vi hans bror, Brighton, som var min yndlings karakter: ham der ikke er den udvalgte selvom han så brændende ønsker sig det. Brigthon, der må kæmpe for opmærksomhed og respekt, som stræber efter at være en helt. Jeg ELSKEDE Brighton for hans ambitioner og mod. Jeg elskede hans iver efter at blive stor på SoMe og hans ihærdighed for at skabe godt indhold, fortælle historier og blive en anden slags helt.

Faktisk fandt jeg hele romanens fremstilling af SoMe befriende og intelligent: den viser både de gode og negative sider af SoMe, men uden løftede pegefingre. Og jeg ELSKEDE hvordan sociale medier blev brugt i kampen mod de onde. Brighton er en SoMe Superhelt og jeg er vild med ham.

Vi behøver ikke være udvalgte eller noget som helst andet for at gøre noget godt i verden.

Mit eneste problem med Evighedssøn er, at verdensopbygning godt kunne have været bedre. Vi bliver kastet ud i denne alternative virkelighed og introduceret for alt for mange karakterer og koncepter på alt for kort tid. Da jeg var 100 sider inde fortrød jeg inderligt, at jeg ikke havde taget noter.

Men et fint koncept og en lovende start på serien. Jeg skal helt sikkert læse videre – men nok mest for Brightons skyld.

Vind Evighedssøn

Lige nu kan du vinde et eksemplar af Evighedssøn på min spritnye YouTube-kanal: Bookworm’s Booktube. For at være med i konkurrencen, skal du følge min kanal og efterlade en kommentar på videoen – så trækker jeg en vinder den 8. juni.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.