Noras bog

Noras Bog Liza Marklund

Titel: Noras Bog
Forfatter: Liza Marklund
Først Udgivet: 2013
Min bedømmelse: 2 af 5 stjerner
Jeg vil anbefale denne bog til: Alle, der elsker krimier og/eller Annika Bengtzon-serien
Første sætning: Et menneske kan kun tåle et vist mål af smerte.

Gennem årene har jeg troligt fulgt Liza Marklunds Annika Bengtzon serie. Jeg har glædet mig til hver nye bog og slugt dem på rekordtid. Marklund har været en af de eneste krimiforfattere jeg har givet min dyrebare læsetid.

Der er gået to år siden jeg læste den forrige i serien. Med fråde om munden kastede jeg mig over den nyeste, Noras Bog, som jeg fik i julegave. Efter ca 50 sider gik det op for mig, at læsningen kedede mig. Det har altid været “Det andet” der var drivkraften for mig i serien, dvs. Annika Bengtzons privatliv. Denne gang var det det eneste, der interesserede mig. Jeg talte siderne til Annika fik fri fra arbejde og kom hjem til sin familie – det var her det interessante lå. I alt fyldte denne del måske 50 sider af den næste 400 siders lange roman. De resterende 350 sider føltes som fyld. Jeg var flintrende ligeglad med opklaringen og de andre karakterer. Især Thomas, hendes eksmand, syntes for mig karikeret og overdrevet.

Jeg har læst flere anmeldelser, der pointerer, at Noras Bog absolut ikke er den bedste i serien. Den er heller ikke lige så spændende som fx den forrige. Derudover er oversættelsen helt gal. Se bare bogens første sætning: Et menneske kan kun tåle et vist mål af smerte. What??? Et mål af smerte??? Sådan er der ingen, der siger på dansk. Eller er det bare mig?

Jeg er bange for, at denne læseoplevelse har sat endeligt punktum for krimiserien for mit vedkommende. Der er bare for mange skuffelser. Og når hverken Annika Bengtzon eller J.K. Rowling kan få mig op at ringe, bliver jeg nødt til vågne op og dufte til cappuccinoen.

Lad dette blive mit forsinkede nytårsfortsæt: ikke flere krimier – ikke engang hvis der står Liza Marklund på ryggen. At læse en bog, jeg ikke bryder mig om, kan være nærmest deprimerende. Men jeg bliver heldigvis bedre og bedre med årene til at stoppe i tide.

Liza Marklund er svensk, så Noras Bog fuldendte en lille del af min 2014 Reading Challenge: at læse mindst én skandinavisk roman, der ikke er dansk.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.