Anbefaling: A Court of Mist and Fury

visuel boganmeldelse

Titel: A Court of Mist and Fury
Forfatter: Sarah J. Maas
Først udgivet: 2016
Antal sider: 626

En perfekt page-turner med hjertebankende boy-crush!

Hold da op, denne bog var noget af en overraskelse! Jeg var ikke så pjattet med den første bog i serien, A Court of Thorns and Roses, men blev positivt overrasket mod slutningen. Så jeg besluttede mig for at give 2’eren en chance. Det er den bedste beslutning jeg længe har taget.

Imens jeg læste bogen befandt jeg mig i den der magiske ‘jeg læser en bog jeg ikke kan få nok af’-sindstilstand, som jeg kun kan få ved velsammenskruede page-turners med boy-crushes plot-twist. Jeg var helt opslugt. Og meget vild med Rhysand – endelig en karakter med kant og humor!

Der er stadig ting, der irriterer mig. Fey bliver aldrig min yndlings karakter. Der er for meget uptight martyr over hende. Og romanen er overforklaret – præcis som forgængeren også var det.

Men, åh, hvor havde jeg det godt imens jeg læste bogen. Kan klart anbefales.

Hun Bad Selv om Det

hun bad selv om det

hun bad selv om det visuel anmeldelse

Titel: Hun Bad Selv om Det
Forfatter: Louise O’Neill
Først udgivet: 2015
Antal sider: 387
Sådan starter den: Knaldrøde læber, pudrede kinder.

18-årige Emma er smuk og populær. En lørdag tager hun til fest. Hun drikker og tager stoffer. Bagefter kan hun intet huske. Men der er oprettet en facebook-side med billeder af hende. Billeder, hvor hun er bevidstløs og nøgen. En gruppe drenge fra hendes skole har sex med hende på billederne.

Alle i byen har set billederne. De kalder hende Nemme-Emma og siger, at det er hendes egen skyld. Hun kunne jo bare lade være med at opføre sig sådan. Hvorfor skulle hun også klæde sig så udfordrende? Og ingen tvang hende til at drikke og tage stoffer. Så beder man jo selv om det. Ikke?

Jeg behøver vel næppe sige, at ‘Hun Bad Selv om Det‘ er yderst ubehagelig læsning. Det var som at være vidne til en voldsom trafikulykke, og ikke være i stand til at kigge væk. Jeg var grebet af historien og havde svært ved at lægge den fra mig. Selvom den gjorde ondt. Og Emma summede i mit hovede når jeg var væk fra bogen, og hun er der stadig nu – et par uger efter jeg vendte den sidste side.

Emmas skyldfølelse er noget af det, der har påvirket mig mest under læsningen. Hvordan hun vitterlig føler, at voldtægten var hendes egen skyld. At det ikke var en rigtig voldtægt. At det er hende, der har ødelagt drengenes liv og ikke omvendt. Nu skal de jo for retten for at have voldtaget hende. Og hun bad jo selv om det. Ikke?

Bogen handler også om, hvordan vi taler til hinanden og hvordan vi dømmer hinanden. En af styrkerne er, at vi ikke et øjeblik er i tvivl om, at hvis det var en anden pige det var sket for, så ville Emma have været den første til at pege fingre og sige ‘hun bad selv om det’. Før ‘det sker’ er hun ikke et uskyldigt lille lam. Hun er selvoptaget og taler grimt om andre piger – også sine veninder. Derfor er de alle også mere end parate til at vende sig mod hende.

Jeg står naglet til stedet og venter på, at nogen skal tage mig i forsvar. Det er der ingen, der gør. Det ser nærmest ud, som om de fryder sig, som om de har ventet på dette øjeblik i atten år, og det var på tide, at det skete.

Det er med til at gøre bogen utrolig stærk. Den taler ærligt om voldtægt, prøver ikke at pakke noget ind, og vi får ikke historien serveret på et Hollywood-sølvfad med en pæn afslutning, der lader os sove trygt om natten. I stedet er romanen hård og brutal. Den er frustrerende, rædselsfuld og gribende fordi den er så ægte.

Den er relevant, vigtig og nødvendig. Desværre.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, men alle holdninger er mine egne.

Let it Snow

Christmas is never over, unless you want it to be… Christmas is a state of mind.

let it snow john green

Titel: Let it Snow
Forfatter: John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle
Først udgivet: 2008
Antal sider: 354
Sådan starter den: It was the night before Christmas.

visuel boganmeldelse

‘Let it Snow’ er tre små juleromancer, der alle foregår nogenlunde samtidig under en voldsom snestorm. De er alle tre lette, underholdende og perfekt hyggelæsning til decembers mørke dage.

Jeg kunne bedst lide den første novelle ‘The Jubilee Express’ af Maureen Johnson som havde en god julestemning. Den dyrkede i stor stil det med at komme fra sne og kulde ind i et varmt hjem med julepynt, kakao og rare mennesker. Historien var sød, sjov og forudsigelig – præcis som en ægte julehistorie skal være.

Den næste historie var ‘A Cheertastic Christmas Miracle’ af John Green. Normalt elsker jeg John Green, men denne historie skuffede mig dybt. Den var kedelig og fjollet – og slet ikke julet. Ja, vi var ude og køre i sneen, med det var ikke i ‘driving home for Christmas’-stil. Det var mere ‘køre efter cheerleaders med mine bøvede venner’-stil.

Den tredje og sidste historie ‘The Patron Saint of Pigs’ af Lauren Myracle var lidt bedre. Historien var gribende og fik flettet lidt jule-morale ind på meget elegant vis. Og så bandt den alle tre historier så fint sammen.

Alt i alt er ‘Let it Snow’ let og underholdende julelæsning som jeg kunne kunne finde på at hive frem igen til næste jul og bladre lidt rundt i.

Debbie had to get up and slice me a thick piece of cake before she could answer. And I do mean thick. Harry Potter volume seven thick. I could have knocked out a burglar with this piece of cake. Once I tasted it, though, it seemed just the right size.

let it snow

A Court of Thorns and Roses

a court of thorns and roses

Titel: A Court of Thorns and Roses
Forfatter: Sarah J. Maas
Først udgivet: 2015
Antal sider: 416
Sådan starter den: The forest had become a labyrinth of snow and ice.

Denne utrolig populære genfortælling af ‘Skønheden og Udyret’ er en fantasy-roman, der efterlod mig med meget blandede følelser.

visuel boganmeldelse

Feyre lever i fattigdom med sin far og sine to forkælede søstre. En dag, da hun er på jagt, kommer hun til at slå en elver ihjel. Som straf bliver hun taget fra sit hjem og må leve sit liv i elvernes verden på Tamlins slot. Tamlin som bærer en maske og over hvem der hviler en sort magi som kun ægte kærlighed kan ophæve.

Det er længe siden jeg har været så splittet om en bog. På den ene side havde jeg store forhåbninger. Jeg har længe ledt efter en fantastisk YA fantasy – sådan en man bliver helt opslugt af. De mange rosende anmeldelser af A Court of Thorns and Roses (ACOTAR) gav mig håb. Jeg var også ret begejstret for konceptet: en genfortælling af Skønheden og Udyret – men med et sexet og voksent twist. Coveret gjorde mig dog mistænksom; det er virkelig tacky og slet ikke min smag (yes, I judge by the cover).

Bogen imponerede mig ikke synderligt og læseoplevelsen var ret skuffende. Her er nogle eksempler på ting, der ikke fungerede for mig:

  • ACOTAR er evigheder om at komme i gang, og selvom der egentlig var en del action i den første halvdel kedede jeg mig bravt. Så meget, at jeg overvejede helt at opgive den.
  • Der er så mange huller i historien og så meget der bare ikke hænger sammen. Fx selve romanens udgangspunkt: den fattige pige Feyre (vores hovedperson) slår en fe ihjel, og må betale med sit eget liv. Så derfor føres hun til et slot, hvor hun skal leve i luksus til sine dages ende – mens der bliver sørget for, at hendes familie har alt, hvad de har brug for. Den ‘straf’ giver ingen mening! Ja, vi får en forklaring til aller sidst i historien, men det er meget lang tid at læse med en wtf-følelse. Især fordi Feyre selv ikke under sig synderligt.
  • Persongalleriet er frygteligt. De mest uptight karakterer jeg længe har mødt mellem linjerne. Der er ingen humor, ingen kant. Især Feyres kærlighedsinteresse, Tamlin, var så tør, at det knasede når hans klør kom ud (ja, han har klør). Lucien, Tamlins ven, var lidt sjovere, og jeg havde meget hellere set Feyre og ham sammen. Det ville have været et interessant twist.
  • Feyre bliver ved med at gøre dumme ting og hun fatter ikke en bjælde af noget som helst. Som i “jeg har fået at vide, at det er dødsens farligt at forlade mit værelse, så jeg smutter lige ned i køkkenet efter en cookie”.
  • Feyre er en martyr. Ja, hun har lovet sin mor på hendes dødsleje, at hun ville passe på sin far og to søstre. Men det betyder ikke, at hun skal være deres slave og finde sig i hvad som helst fra deres side. Tværtimod ville hun passe bedre på dem ved at lære dem at jage, så de ikke dør af sult, hvis der sker noget med hende.
  • Romanen er meget overforklaret. Hver eneste handling bliver penslet ud og følelser bliver gentaget og forklaret igen og igen.
  • Det er meningen, at ACOTAR skal være hot. Men vores helt, Tamlin, er iført maske og han har lange negle. Og virkelig dårlig humor. Så der er intet boy-crush at hente fra min side.

Det var mine tanker gennem den første halvdel af ACOTAR. Men da jeg var lidt over halvvejs skete der noget. Plottet blev rent faktisk interessant og spændende! Pludselig var ACOTAR den pageturner jeg havde ledt efter. Ja, der var stadig ting, der ikke hang sammen og jeg bliver aldrig team-Tamlin, men romanen fik lidt kant. Og nogle flere ganske interessante karakterer (Rhysand!). Derfor har romanen sneget sig op på 3 stjerner. Jeg blev faktisk så grebet, at jeg købte 2’eren med det samme. Er allerede godt i gang og er hooked!

‘The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger

The Catcher in the rye
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J.D. Salinger
Først udgivet: 1951
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der har prøvet at være en sur teenager. Og til dig, der kan elsker ‘The Bell Jar‘.
Sådan starter den: If you really want to hear about, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it if you want to know the truth.
5 af 5 stjerner

16-årige Holden Caulfield er blevet smidt ud af skolen kort før juleferien. Han kan ikke overskue at tage hjem til sine forældre, så i stedet flakker han rundt i New York i tre dage. Han opsøger gamle bekendte, hænger ud i barer og fortæller løgnhistorier. Desperat forsøger han at skabe en forbindelse til andre mennesker, men møder kun ‘phonies’ – overfladiske og falske mennesker, der aldrig vil kunne forstå ham.

Grand. There’s a word I really hate. It’s a phony. I could puke every time I hear it.

‘The Catcher in the Rye’ er en klassiker, der ofte deler vandene: man enten elsker eller hader den. Jeg elsker den med stort E. Og den holder også anden og, som nu, tredje gang. Holden Caulfield er min yndlings sure teenager. Hans observation og kommentering af verden omkring ham er humoristisk og spot-on; Salinger formår at ramme den rebelske teenage verden-er-åndsvag-og-der-er-ingen-der-forstår-mig sindstilstand. Og så er den ufattelig velskrevet.

Or you’d just passed by one of those puddles in the street with gasoline rainbows in them. I mean you’d be different in some way—I can’t explain what I mean. And even if I could, I’m not sure I’d feel like it.

På overfladen er Holden en forkælet og sur møg-unge. Men under overfladen er han en ensom ung mand i dyb krise og sorg over sin brors død. Han er desperat efter at opleve en ægte forbindelse med andre mennesker, men samtidig rædselsslagen for at blive skuffet. De mennesker han prøver at komme tæt på, er mennesker han på forhånd ved vil skuffe ham: en prostitueret, en overfladisk pige han engang har været ude med, en gammel bekendt som han aldrig har brudt sig om. Men pigen, der virkelig betyder noget for ham, tør han ikke ringe til. Han tænker på det igen og igen, men finder altid en undskyldning.

Just because somebody’s dead, you don’t just stop liking them-especially if they were about a thousand times nicer than the people you know that’re alive and all.

Kun i sin lillesøster kan han finde den barnlige uskyld, der ser ham som han er og kan give ham noget, der føles ægte. ‘The Catcher in the Rye’ er en af de få bøger, der kan være trist, smuk og hylende morsom på én og samme gang. Jeg griner hver gang jeg læser den. Og hver gang får jeg lyst til at give Holden et kæmpe knus. Og derefter stikke ham en flad. Og måske herefter introducere ham for Ether Greenwood fra The Bell Jar? Og håbe, at hun gider høre på hans shit.

What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it. That doesn’t happen much, though.

Jeg hørte ‘Catcher in the Rye’ som lydbog (på YouTube lige her) sammen med Mr. Boyfriend. Her er hans mening: man er ikke i vivl om, at forfatteren forstå sin hovedperson fuldstændigt. Den er ikke demonstrativt samfundskritisk eller provokerende: den er ægte!
5 af 5 stjerner

PS: her er en sjov quiz, hvor citater fra Catcher er blandet med Lana Del Rey-sange, hvor man så skal gætte, hvor de hører til.