Let it Snow

Christmas is never over, unless you want it to be… Christmas is a state of mind.

let it snow john green

Titel: Let it Snow
Forfatter: John Green, Maureen Johnson og Lauren Myracle
Først udgivet: 2008
Antal sider: 354
Sådan starter den: It was the night before Christmas.

visuel boganmeldelse

‘Let it Snow’ er tre små juleromancer, der alle foregår nogenlunde samtidig under en voldsom snestorm. De er alle tre lette, underholdende og perfekt hyggelæsning til decembers mørke dage.

Jeg kunne bedst lide den første novelle ‘The Jubilee Express’ af Maureen Johnson som havde en god julestemning. Den dyrkede i stor stil det med at komme fra sne og kulde ind i et varmt hjem med julepynt, kakao og rare mennesker. Historien var sød, sjov og forudsigelig – præcis som en ægte julehistorie skal være.

Den næste historie var ‘A Cheertastic Christmas Miracle’ af John Green. Normalt elsker jeg John Green, men denne historie skuffede mig dybt. Den var kedelig og fjollet – og slet ikke julet. Ja, vi var ude og køre i sneen, med det var ikke i ‘driving home for Christmas’-stil. Det var mere ‘køre efter cheerleaders med mine bøvede venner’-stil.

Den tredje og sidste historie ‘The Patron Saint of Pigs’ af Lauren Myracle var lidt bedre. Historien var gribende og fik flettet lidt jule-morale ind på meget elegant vis. Og så bandt den alle tre historier så fint sammen.

Alt i alt er ‘Let it Snow’ let og underholdende julelæsning som jeg kunne kunne finde på at hive frem igen til næste jul og bladre lidt rundt i.

Debbie had to get up and slice me a thick piece of cake before she could answer. And I do mean thick. Harry Potter volume seven thick. I could have knocked out a burglar with this piece of cake. Once I tasted it, though, it seemed just the right size.

let it snow

A Court of Thorns and Roses

a court of thorns and roses

Titel: A Court of Thorns and Roses
Forfatter: Sarah J. Maas
Først udgivet: 2015
Antal sider: 416
Sådan starter den: The forest had become a labyrinth of snow and ice.

Denne utrolig populære genfortælling af ‘Skønheden og Udyret’ er en fantasy-roman, der efterlod mig med meget blandede følelser.

visuel boganmeldelse

Feyre lever i fattigdom med sin far og sine to forkælede søstre. En dag, da hun er på jagt, kommer hun til at slå en elver ihjel. Som straf bliver hun taget fra sit hjem og må leve sit liv i elvernes verden på Tamlins slot. Tamlin som bærer en maske og over hvem der hviler en sort magi som kun ægte kærlighed kan ophæve.

Det er længe siden jeg har været så splittet om en bog. På den ene side havde jeg store forhåbninger. Jeg har længe ledt efter en fantastisk YA fantasy – sådan en man bliver helt opslugt af. De mange rosende anmeldelser af A Court of Thorns and Roses (ACOTAR) gav mig håb. Jeg var også ret begejstret for konceptet: en genfortælling af Skønheden og Udyret – men med et sexet og voksent twist. Coveret gjorde mig dog mistænksom; det er virkelig tacky og slet ikke min smag (yes, I judge by the cover).

Bogen imponerede mig ikke synderligt og læseoplevelsen var ret skuffende. Her er nogle eksempler på ting, der ikke fungerede for mig:

  • ACOTAR er evigheder om at komme i gang, og selvom der egentlig var en del action i den første halvdel kedede jeg mig bravt. Så meget, at jeg overvejede helt at opgive den.
  • Der er så mange huller i historien og så meget der bare ikke hænger sammen. Fx selve romanens udgangspunkt: den fattige pige Feyre (vores hovedperson) slår en fe ihjel, og må betale med sit eget liv. Så derfor føres hun til et slot, hvor hun skal leve i luksus til sine dages ende – mens der bliver sørget for, at hendes familie har alt, hvad de har brug for. Den ‘straf’ giver ingen mening! Ja, vi får en forklaring til aller sidst i historien, men det er meget lang tid at læse med en wtf-følelse. Især fordi Feyre selv ikke under sig synderligt.
  • Persongalleriet er frygteligt. De mest uptight karakterer jeg længe har mødt mellem linjerne. Der er ingen humor, ingen kant. Især Feyres kærlighedsinteresse, Tamlin, var så tør, at det knasede når hans klør kom ud (ja, han har klør). Lucien, Tamlins ven, var lidt sjovere, og jeg havde meget hellere set Feyre og ham sammen. Det ville have været et interessant twist.
  • Feyre bliver ved med at gøre dumme ting og hun fatter ikke en bjælde af noget som helst. Som i “jeg har fået at vide, at det er dødsens farligt at forlade mit værelse, så jeg smutter lige ned i køkkenet efter en cookie”.
  • Feyre er en martyr. Ja, hun har lovet sin mor på hendes dødsleje, at hun ville passe på sin far og to søstre. Men det betyder ikke, at hun skal være deres slave og finde sig i hvad som helst fra deres side. Tværtimod ville hun passe bedre på dem ved at lære dem at jage, så de ikke dør af sult, hvis der sker noget med hende.
  • Romanen er meget overforklaret. Hver eneste handling bliver penslet ud og følelser bliver gentaget og forklaret igen og igen.
  • Det er meningen, at ACOTAR skal være hot. Men vores helt, Tamlin, er iført maske og han har lange negle. Og virkelig dårlig humor. Så der er intet boy-crush at hente fra min side.

Det var mine tanker gennem den første halvdel af ACOTAR. Men da jeg var lidt over halvvejs skete der noget. Plottet blev rent faktisk interessant og spændende! Pludselig var ACOTAR den pageturner jeg havde ledt efter. Ja, der var stadig ting, der ikke hang sammen og jeg bliver aldrig team-Tamlin, men romanen fik lidt kant. Og nogle flere ganske interessante karakterer (Rhysand!). Derfor har romanen sneget sig op på 3 stjerner. Jeg blev faktisk så grebet, at jeg købte 2’eren med det samme. Er allerede godt i gang og er hooked!

‘The Catcher in the Rye’ af J.D. Salinger

The Catcher in the rye
Titel: The Catcher in the Rye
Forfatter: J.D. Salinger
Først udgivet: 1951
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der har prøvet at være en sur teenager. Og til dig, der kan elsker ‘The Bell Jar‘.
Sådan starter den: If you really want to hear about, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it if you want to know the truth.
5 af 5 stjerner

16-årige Holden Caulfield er blevet smidt ud af skolen kort før juleferien. Han kan ikke overskue at tage hjem til sine forældre, så i stedet flakker han rundt i New York i tre dage. Han opsøger gamle bekendte, hænger ud i barer og fortæller løgnhistorier. Desperat forsøger han at skabe en forbindelse til andre mennesker, men møder kun ‘phonies’ – overfladiske og falske mennesker, der aldrig vil kunne forstå ham.

Grand. There’s a word I really hate. It’s a phony. I could puke every time I hear it.

‘The Catcher in the Rye’ er en klassiker, der ofte deler vandene: man enten elsker eller hader den. Jeg elsker den med stort E. Og den holder også anden og, som nu, tredje gang. Holden Caulfield er min yndlings sure teenager. Hans observation og kommentering af verden omkring ham er humoristisk og spot-on; Salinger formår at ramme den rebelske teenage verden-er-åndsvag-og-der-er-ingen-der-forstår-mig sindstilstand. Og så er den ufattelig velskrevet.

Or you’d just passed by one of those puddles in the street with gasoline rainbows in them. I mean you’d be different in some way—I can’t explain what I mean. And even if I could, I’m not sure I’d feel like it.

På overfladen er Holden en forkælet og sur møg-unge. Men under overfladen er han en ensom ung mand i dyb krise og sorg over sin brors død. Han er desperat efter at opleve en ægte forbindelse med andre mennesker, men samtidig rædselsslagen for at blive skuffet. De mennesker han prøver at komme tæt på, er mennesker han på forhånd ved vil skuffe ham: en prostitueret, en overfladisk pige han engang har været ude med, en gammel bekendt som han aldrig har brudt sig om. Men pigen, der virkelig betyder noget for ham, tør han ikke ringe til. Han tænker på det igen og igen, men finder altid en undskyldning.

Just because somebody’s dead, you don’t just stop liking them-especially if they were about a thousand times nicer than the people you know that’re alive and all.

Kun i sin lillesøster kan han finde den barnlige uskyld, der ser ham som han er og kan give ham noget, der føles ægte. ‘The Catcher in the Rye’ er en af de få bøger, der kan være trist, smuk og hylende morsom på én og samme gang. Jeg griner hver gang jeg læser den. Og hver gang får jeg lyst til at give Holden et kæmpe knus. Og derefter stikke ham en flad. Og måske herefter introducere ham for Ether Greenwood fra The Bell Jar? Og håbe, at hun gider høre på hans shit.

What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it. That doesn’t happen much, though.

Jeg hørte ‘Catcher in the Rye’ som lydbog (på YouTube lige her) sammen med Mr. Boyfriend. Her er hans mening: man er ikke i vivl om, at forfatteren forstå sin hovedperson fuldstændigt. Den er ikke demonstrativt samfundskritisk eller provokerende: den er ægte!
5 af 5 stjerner

PS: her er en sjov quiz, hvor citater fra Catcher er blandet med Lana Del Rey-sange, hvor man så skal gætte, hvor de hører til.

‘Den Kroniske Uskyld’ af Klaus Rifbjerg

den kroniske uskyld anmeldelse

den kroniske uskyld anmeldelse
Titel: Den Kroniske Uskyld
Forfatter: Klaus Rifbjerg
Først udgivet: 1958
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der kunne lide Martin og Victoria, Rend Mig i Traditionerne, The Catcher in the Rye og andre bøger i den dur.
Sådan starter den: Tore var en af de fyre, man ikke kan lade være med at lide på en eller anden måde.
4 af 5 stjerner

Den klassiske ungdomsroman om Tore og Janus’ venskab, der er så stærkt og vildt som en forelskelse. Tore er et af de der karismatiske mennesker vi alle kender. En teenage-knægt der har sine klassekammerater og lærere i sin hule hånd. En intelligent rebel med et hjerte af guld. Janus fascineres af ham fra starten: Tore trodser normerne som var det det mest naturlige i verden. Og slipper afsted med det.

… ham Tore gav een en fornemmelse af, at man aldrig havde haft en ven før, men at man ligesom stod i døren ind til noget helt fantastisk godt.

Så dukker Helle op. Den helt rigtige pige for Tore, og et trekløver er skabt. Janus ser til med næsten lige dele respekt og misundelse. Men hvor meget han end ser på, kan han aldrig se, hvad der findes under overfladen. Ikke før det er for sent.

På mange måder en skøn fandenivoldsk roman. En pragtfuld beskrivelse af venskab, et spændende plot og karakterer man virkelig kan hade. Jeg havde dog lidt problemer med sproget. Jeg synes den til tider var lidt rodet skrevet. Den trængte til en ordentlig portion redigering.

Det var en sær fornemmelse at være forelsket i to mennesker på een gang.

Pigerne af Emma Cline

pigerne

pigerne

Titel: Pigerne
Forfatter: Emma Cline
Først udgivet: 2016
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der vil læse en anderledes ungdomsroman, der går dybt under huden på en ung og usikker pige. Og måske også dig, der kan lide Lana Del Ray?
Sådan starter den: Det var latteren, der fik mig til at se op, og det var pigerne, der fangede mit blik.
3 af 5 stjerner
Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

‘Pigerne’ foregår i 60’ernes USA og er inspireret af Manson-mordene. Vi følger Evie Boyd, en usikker ung pige, der føler sig fremmedgjort af sin familie og omgangskreds. Hun møder en flok piger, der virker fascinerende og dragende på hende. De er modige, selvsikre og en del af et stærkt fællesskab. Evie er et villigt offer. Hun er ivrig efter at blive accepteret. Både af pigerne, men også af den mand, der er centrum for fællesskabet, den manipulerende og demagogiske Russell.

Der er mange glimrende elementer i Emma Clines debutroman. Hendes beskrivelser af en ung piges usikkerhed er så ufattelig spot-on og relevant. At læse ‘Pigerne’ var som at se glimt fra de øjeblikke jeg selv har været mest usikker gennem livet – især i barndommen og ungdommen. Det var ikke altid behagelig læsning, men alligevel fortrøstningsfuldt at vide, at man ikke har været alene om den slags tanker. Og Emma Cline beskriver følelserne fænomenalt. Det er her vi finder bogens styrke, og det er det jeg vil huske den for.

I den alder var jeg først og fremmest én der skulle bedømmes, og det forskubbede magtbalancen i enhver ordveksling med det andet menneske.

Selve plottet, historien med sekten og den manipulerende Russell, syntes jeg var lidt for let købt og forhastet. Evie berør gruppen flygtigt, og er ude igen før hun rigtig bliver en del af den. Hun er nærmere en betragter af gruppen, og det gjorde plottet en anelse tyndt for mig. Historien fortælles i et tilbageblik, hvor Evie møder en ung pige, hvis usikkerhed og mangel på selvrespekt minder om hende selv som ung. Passagerne fra de senere år fungerede ikke rigtigt. De bidrog ikke med noget til historien, og var til tider lidt rodet fortalt. Det var ærgerligt, da ‘Pigerne’ ellers er en velskrevet og uhyre modig roman. En god læseoplevelse som jeg ville anbefale til de fleste. Mange tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplar!

Hvis man blev sur, var man tosset, og hvis man ikke reagerede, var man en bitch. Det eneste man kunne gøre, var at smile inde fra den krog de havde trængt én op i.