Pigerne af Emma Cline

pigerne

pigerne

Titel: Pigerne
Forfatter: Emma Cline
Først udgivet: 2016
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der vil læse en anderledes ungdomsroman, der går dybt under huden på en ung og usikker pige. Og måske også dig, der kan lide Lana Del Ray?
Sådan starter den: Det var latteren, der fik mig til at se op, og det var pigerne, der fangede mit blik.
3 af 5 stjerner
Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

‘Pigerne’ foregår i 60’ernes USA og er inspireret af Manson-mordene. Vi følger Evie Boyd, en usikker ung pige, der føler sig fremmedgjort af sin familie og omgangskreds. Hun møder en flok piger, der virker fascinerende og dragende på hende. De er modige, selvsikre og en del af et stærkt fællesskab. Evie er et villigt offer. Hun er ivrig efter at blive accepteret. Både af pigerne, men også af den mand, der er centrum for fællesskabet, den manipulerende og demagogiske Russell.

Der er mange glimrende elementer i Emma Clines debutroman. Hendes beskrivelser af en ung piges usikkerhed er så ufattelig spot-on og relevant. At læse ‘Pigerne’ var som at se glimt fra de øjeblikke jeg selv har været mest usikker gennem livet – især i barndommen og ungdommen. Det var ikke altid behagelig læsning, men alligevel fortrøstningsfuldt at vide, at man ikke har været alene om den slags tanker. Og Emma Cline beskriver følelserne fænomenalt. Det er her vi finder bogens styrke, og det er det jeg vil huske den for.

I den alder var jeg først og fremmest én der skulle bedømmes, og det forskubbede magtbalancen i enhver ordveksling med det andet menneske.

Selve plottet, historien med sekten og den manipulerende Russell, syntes jeg var lidt for let købt og forhastet. Evie berør gruppen flygtigt, og er ude igen før hun rigtig bliver en del af den. Hun er nærmere en betragter af gruppen, og det gjorde plottet en anelse tyndt for mig. Historien fortælles i et tilbageblik, hvor Evie møder en ung pige, hvis usikkerhed og mangel på selvrespekt minder om hende selv som ung. Passagerne fra de senere år fungerede ikke rigtigt. De bidrog ikke med noget til historien, og var til tider lidt rodet fortalt. Det var ærgerligt, da ‘Pigerne’ ellers er en velskrevet og uhyre modig roman. En god læseoplevelse som jeg ville anbefale til de fleste. Mange tak til Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplar!

Hvis man blev sur, var man tosset, og hvis man ikke reagerede, var man en bitch. Det eneste man kunne gøre, var at smile inde fra den krog de havde trængt én op i.

The Muse af Jessie Burton

the muse

the muse

Titel: The Muse
Forfatter: Jessie Burton (forfatter til The Miniaturist)
Først udgivet: 2016
Sådan starter den: Not all of us receive the ends that we deserve
3 af 5 stjerner

Odelle Bastien er en intelligent ung kvinde med forfatterambitioner og interesse for kunst. Da hun tager et job på et kunstgalleri bliver hun venner med sin chef, den mystiske Marjorie Quick, der bærer en stor hemmelighed. Odelle bliver viklet ind i en kompliceret historie om kunst, køn og bedrag. Med tilbageblik til Spanien i 1936 afsløres hemmeligheden bid for bid.

From a decade of devouring novels, Olive knew that charming men were deadly. Their story had been played down the centuries, unharmed through the pages, whilst girls were blamed and girls were lost.

‘The Muse’ er på mange måder en interessant og medrivende bog. Temaet om kvinders rolle i kunstverdenen kastede mine tanker kærligt tilbage på Siri Hustvedts The Blazing World fra 2014 – selvom Jessie Burton ikke når Hustvedt til sokkeholderne. Og hun lever heller ikke op til den kreativ hun selv lagde for dagen i The Miniaturist – en roman med et glimrende koncept som dog kunne have været udført bedre.

… it feels as if there’s a place, a shining citadel of perfection I have in my mind. And with each canvas and sketchbook, I’m inching closer and closer to it.

Det var en god historie, men alligevel var der noget der ikke holdt vand. Personerne virkede ikke rigtig realistiske for mig. De beslutninger de tog virkede styrede af de pointer Burton ville frem til – ikke som beslutninger rigtige mennesker ville træffe i lignende situationer. Plottet blev bygget op til at virke mere dramatisk end det egentlig var. I starten var der mange små hints om, at der ville ske noget meget dramatisk senere. Jeg kan ikke huske nogle konkrete eksempler, men noget a la “Hvis vi begge havde vidst hvad vores møde ville føre med sig, var vi nok vendt om og gået den anden vej i starten”. Da jeg havde vendt den sidste side forstod jeg stadig ikke hvorfor.

Kærlighedshistoriens konklusion var dog forfriskende – mere vil jeg ikke afsløre.

the muse

Byen Brænder af Garth Risk Halberg

New York trøstede ham på den måde som Long Island aldrig havde kunnet, fordi det var umuligt, rent statistisk, at han var den største freak her.

Byen Brænder

Byen Brænder

Titel: Byen Brænder
Forfatter: Garth Risk Halberg
Først udgivet: 2015
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der ønsker at læse om 70erne i New York, og som har mod på en imponerende moppedreng.
4 af 5 stjerner

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

I ‘Byen Brænder’ følger vi en flok vidt forskellige mennesker, hvis skæbne krydses i 70ernes New York. Vi har kunstnere, punkere, akademikere, forretningsfolk, skoleelever … you name it. Alle har de det tilfældes at deres skæbne cirkler omkring et mordforsøg nytårsaften.

Det var en fornøjelse at tilbringe tre måneder i denne bogs univers. Jeg mødte nogle fantastiske karakterer og fik lov til at dykke dybt ned i deres sjæls kringlede kroge. ‘Byen Brænder’ er en af disse fortællinger, hvor karaktererne kommer til at føles som gamle venner man sent vil glemme og altid tænke varmt tilbage på. Jeg nød beskrivelserne af 70ernes New York, den begejstring for kunst, litteratur og musik, der prægede siderne.

Sommer i New York mens skyerne over ham blev kobberfarvede, og en sort med en trompet spillede for småmønter ved indgangen til subwayen, og bussernes vibrerende støj gav genlyd op ad de høje bygningers facader som om Gud var i telefonen og sagde Det er her du hører til.

‘Byen Brænder’ brydes op med små mellemspil, der består af gamle breve, notater og – bedst af alt – en teenagepiges hjemmelavede fan-magasin. De fleste af disse mellemspil var en fornøjelse og visualiserede handlingen på kreativ og fornøjelig vis.

Der er en sjov ting ved karisma: De samme mennesker der kan få én til at føle sig lillebitte, kan også gøre én til en kæmpe.

Der er ingen tvivl om, at ‘Byen Brænder’ er en ufattelig velskrevet roman. Siderne nærmest eksploderer af poetiske vendinger og maleriske beskrivelser. Det var fascinerende læsning, men ind i mellem næsten for meget. Fx denne beskrivelse af en tom parkeringsplads:

Uden parkerede biler virkede de kobraagtige lygtepæle af børstet stål malplacerede og underligt regelmæssige som om de var blevet efterladt på stedet af en UFO.

Come on, det er en ubetydelig parkeringsplads! Skal den virkelig have så meget plads? Jo, det er smukt skrevet, men det gør også læsningen ret omstændig. Nogle gange kom de maleriske beskrivelser lidt i vejen for handlingen, og jeg mistede lidt den røde tråd. Men uden tvivl en imponerende og smukt skrevet roman – som i øvrigt er fabelagtigt oversat (borset fra et par bøffer).

En kunstner er et menneske der kombinerer et desperat behov for at blive forstået med den allerstørste kærlighed til privatlivets fred.

Byen Brænder

Byen Brænder