‘To Kill a Mockingbird’ af Harper Lee

to kill a mockingbird

Titel: To Kill a Mockingbird
Forfatter: Harper Lee
Først udgivet: 1961
Antal sider: 309 (hørt på lydbog)
Sådan starter den: When he was nearly thirteen my brother Jem got his arm badly broken at the elbow.
4 af 5 stjerner

En pragtfuld klassiker om racisme, retssystemet og børns uskyld. Et must read!

Vi er i Sydstaterne i 50erne. Scouts far, Atticus, er forsvarsadvokat for en sort mand, der er anmeldt for voldtægt af en hvid pige. Vi følger sagen og det lille lokalsamfunds fordomme gennem Scouts øjne og ligefremme logik, der ofte går tabt i barndommen. En hjerteskærende historie om mod, fordomme og uskyld.

People generally see what they look for, and hear what they listen for.

Jeg lyttede til romanen med Mr. Boyfriend, og den var en genlæsning for mit vedkommende. Historien bygges meget langsomt op gennem et års tid, hvor vi introduceres for lokalbefolkningen og deres fordomme lidt ad gangen. For mig gik der for lang tid før plottet rigtig kom igang og det var først da retssagen gik i gang, at jeg følte mig grebet af romanen. Mr. Boyfriend havde det dog omvendt; han foretrak de små historier i begyndelsen fremfor den lange retssag.

You never really understand a person until you consider things from his point of view … Until you climb inside of his skin and walk around in it.

‘Of Human Bondage’ af W. Somerset Maugham

of human bondage

Titel: Of Human Bondage
Forfatter: W. Somerset Maugham
Først udgivet: 1915
Antal sider: 700
Sådan starter den: The day broke grey and dull.
4 af 5 stjerner

En skøn udviklingsroman som jeg var lidt længe om at blive fanget af, men som jeg endte med at knuselske.

‘Of Human Bondage’ er udviklingsromanen om den forældreløse Philip Carey, der vokser op hos sin onkel, og senere på kostskole, hvor han bliver udsat for en del mobning pga. sin klumpfod. Vi følger ham gennem ungdommen og voksenlivet, gennem hans braste illusioner om kærlighed og karriere.

Til at begynde med var jeg egentlig ikke specielt begejstret. Jeg fandt historien lidt kedelig og kunne slet ikke døje vores hovedperson, Philip. Han var alt for klynkende og ynkelig til min smag. Men så faldt jeg fra tid til anden over en sætning eller to, der virkede så fin og hudløs ærlig, at jeg vidste jeg havde fat i noget her.

Like all weak men he laid an exaggerated stress on not changing one’s mind.

Jeg kom et godt stykke ind i romanen og blevet meget grebet af fortællingen om Philip. Og da jeg havde lyttet til den sidste sætning, havde jeg et kæmpe smil plastret i fjæset. Så fin og perfekt.

Insensibly he formed the most delightful habit in the world, the habit of reading: he did not know that thus he was providing himself with a refuge from all the distress of life; he did not know either that he was creating for himself an unreal world which would make the real world of every day a source of bitter disappointment.

5 Letlæste Klassikere

klassisk litteratur

Jeg skylder et anbefalingsindlæg fra forleden, da jeg i stedet for skrive om klassiske bøger jeg anbefaler kom til at fable om, hvor fedt det er at læse klassisk litteratur. Sådan er det nogen gange at være blogger. Så jeg må hellere se at komme i gang inden jeg ryger i skrivefællen igen:

Som jeg skrev i Derfor læser jeg klassisk litteratur, kan klassikerne godt have et ry for at være svære, tørre og snørklede at komme igennem. Og det er også sandt i nogle tilfælde. Men der er også mange, der er lette at gå til. Også selvom de er skrevet i 1800-tallet eller der omkring. Der er fx disse 5:

  • The Picture of Dorian Gray (1891): Oscar Wilde er måske mest kendt for sine humoristiske skuespil, men han skrev også denne fænomenale roman om den smukke Dorian Gray, der sælger sin sjæl til djævlen til fordel for evig ungdom. Samtidig males der et portræt af Dorian, hvor han ældes over årene, og hvor hans ondskab kommer til udtryk. Romanen er trods sit dystre tema ufattelig underholdende og humoristisk; Wilde mestrer den intelligente og morsomme dialog. Romanen blev desuden brugt i retsagen mod Wilde for at bevise, at han var homoseksuel.
  • Pride & Prejudice (1813): Okay, det er måske lidt af en kliché at smække Jane Austen på listen. Men P&P hører altså til her! Normalt er jeg ikke til kærlighedsromaner, men med Jane Austen gør jeg en undtagelse. Jeg elsker hendes romantik, sarkasme og humor! Og hun skrev fabelagtigt. P&P er sådan en roman man skøjter igennem, fyldt med skarpe dialoger og plot-twists. Og litteraturhistoriens bedste boy-crush *suk*
  • Lykke-Per (1898): En bog som min gamle bogven Troels opfordrede mig til at læse, men jeg var lidt tilbageholdende fordi jeg tænkte, at den nok var lidt tør. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Den har siden 2001 været min absolut yndlingsroman. Vi følger Per fra fødsel til død; fra familiens sorte får i Jylland til en ambitiøs og forelsket ingeniørstuderende i København. Der er ikke så meget andet at sige end at det er en pisse-god historie som jeg knus-elsker af hele mit hjerte.
  • Jane Eyre (1847): En skøn historie af Charlotte Brontë om den forældreløse Jane. En Askepot historie, hvor Askepot redder sig selv. Jane Eyre er et atypisk feministisk værk for sin tid og er skrevet i et meget lettilgængeligt sprog. Og selvom romanen er skrevet i 1847, er den stadig relevant i dag. Her tænker jeg bl.a. på kvinders ofte lave selvværd pga. deres udseende: Jane er ikke beskrevet som en stor skønhed. Hun er heller ikke grim, hun er blot neutral. Og dermed ikke en kvinde mænd forelsker sig i. Det er i hvert fald det hun siger til sig selv. Derudover er underholdningsniveauet i top: der er drama, ondskab, stormende kærlighed, flabethed, hævn, humor og gotiske elementer. Du kan læse min anmeldelse af Jane Eyre her og min anmeldelse af Jane Eyre som Manga Classics her.
  • The Woman in White (1859): Så skal vi have spænding for pengene: Wilkie Collins gotiske roman er spækket med action, løgn og bedrag. Vi har skurke, helte og kvinder, der skal reddes. Og så har vi også feminisme så det batter i form af en stærk kvindelig karakter, der udviser mod og selvstændighed. Wilkie Collins var meget samfundskritisk og portrætterede ofte kvinders mangel på rettigheder i det Viktorianske England. En perfekt roman til de mørke vinteraftener – og en roman jeg snart må genlæse.

Jane Eyre: Manga Classic

Titel: Jane Eyre: Manga Classic
Forfatter: Charlotte Brontë, genfortalt af Crystal S. Chan, illustreret af SunNeko Lee
Først udgivet: 2016
Antal sider: 309
Sådan starter den: There was no possibility of taking a walk that day
5 af 5 stjerner

En skøn genfortælling af Jane Eyre. Klart anbefalelsesværdig!

Ja, jeg har lige læst Jane Eyre, men i min søgen på den perfekte udgave faldt jeg over denne skønne Manga Classics og kom til at købe den. En aften jeg var træt og ugidelig gik jeg i gang med den. Bare sådan for sjov – jeg var jo egentlig i gang med en anden bog.

Jeg var grebet fra første side. Selvom jeg lige skulle vende mig til, at læse bogen bagfra. Det var en skøn læseoplevelse. Jeg ved ikke, om jeg havde fået det samme ud af den, hvis jeg ikke kendte historien i forvejen. Men jeg nød den i fulde drag. Jeg kan rigtig godt lide tegnestilen, og det var sjovt at se, hvordan persongalleriet blev fortolket. Især scenen hvor Jane tegner et portræt af sig selv og hvordan hun tror, at den smukke Blanche Ingram ser ud. For at minde sig selv om, at ingen mand ville foretrække hende frem for en smuk kvinde. At se tegningerne stikker kniven lidt dybere i hjertet.

Jeg kan klart anbefale denne skønne Manga til dig, der gerne vil (gen)læse Jane Eyre, men ikke lige har de 20 timer det tager.

Derfor læser jeg Klassisk Litteratur

beautiful classic literature and shoes

Klassisk litteratur kan godt have et ry for at være tungt, kedeligt og skrevet i et snørklet sprog. Og hvis man er blevet tvunget til at læse Stormfulde Højder og Great Expectations i skolen, så kan jeg godt forstå, at man har den fordom. Begge er romaner jeg har et meget anstrengt forhold til – til trods for, at jeg elsker at læse de gamle klassikere.

Her er, hvad jeg elsker ved dem:

  • De giver sig god tid. Der kan sagtens gå et par sider med at beskrive en kvindes ansigt eller en dagligstues indretning. Det er hyggeligt og tvinger én til at sætte farten lidt ned. For mig, er det perfekt efterårslæsning. Klassisk litteratur inviterer til, at man kravler ned under et tæppe med en kop te og fordyber sig.
  • Sproget er så flot. Jeg elsker den måde sætningerne blev strikket sammen i fx 1800-tallet. Det lyder bare flot og er for mig en stor del af oplevelsen.
  • Det er næsten som at læse sci-fi. At læse en roman skrevet af en forfatter for 200 år siden er noget af det mest fremmedartede man kan læse. Selvom det foregår på samme planet, er der alligevel en verden til forskel. Normer, levestil, kønsroller og samfund er helt anderledes end hvad vi kender til. Det kunne lige så godt være sci-fi
  • Klassisk litteratur er allerede grovsorteret. Man famler sig lidt frem, når man læser nyere litteratur. I klassisk litteratur er det kun det bedste, der har overlevet. Der er selvfølgelig spørgsmålet om smag og behag, oversete mesterværker, litterært snobberi osv. Men man er næsten 100 % sikker på, at der er en vis kvalitet i de værker, der stadig bliver læst 100-200 år senere.

Det her blogindlæg skulle egentlig have handlet om noget (næsten) helt andet; jeg satte mig ned for at skrive anbefalinger til letlæste klassikere i forbindelse med mit anbefal bøger-projekt, men kom så i stedet til at skrive om, hvorfor jeg overhovedet læser klassisk litteratur. Så de anbefalinger må I have til gode til en anden gang.