Novembers hyggelige læseliste

november læsning

En ting der for mig markerer efteråret er, at jeg får lyst til at fordybe mig lidt ekstra i mine bøger. Der sker noget med min tålmodighed og jeg skruer automatisk ned for mit læsetempo. Bogstavelig talt: jeg foretrækker normalt at lytte til mine lydbøger på 1.25 hastighed, men når efteråret nærmer sig, sætter jeg ofte hastigheden tilbage på 1. Og vælger helst gamle klassikere på 20+ timer. Der er nærmest noget meditativt over det. Det gammeldags sprog, oplæseren og handlingen der tager sin tid, den te der konstant står ved min side.

Her er de klassikere jeg gerne vil læse og lytte til i november:

Vilette‘ af Charlotte Brontë: den er jeg tyvstartet lidt med. Det er faktisk mit andet forsøg: jeg gik i gang med den for et par år siden, men havde ikke rigtig tålmodigheden til den på det tidspunkt. Det har jeg i den grad nu og jeg hygger mig med det rolige plot.

Middlemarch‘ af George Elliot: En af de bøger jeg har hørt så meget godt og skidt om. Jeg har hørt, at den skulle være helt fænomenal, men også ekstremt kedelig i starten. Jeg giver den et forsøg og håber, at min tålmodig rækker (og at ‘Vilette’ har suget al min tålmodighed).

Seven Gothic Tales‘ af Isak Dinesen (Karen Blixen): ja, den var også på min læseliste fra oktober, men efter den første historie måtte jeg indse, at der altså ikke var noget uhyggeligt, dystert eller gotisk over den, og jeg cravede i den grad creepy-ness i oktober. Men her i november burde den passe perfekt ind.

‘Tales of the Jazz Age’ af F. Scott Fitzgerald

Youth is a dream, a form of chemical madness.

Titel: Tales of the Jazz Age
Forfatter: F. Scott Fitzgerald
Først udgivet: 1922
Antal sider: 227
Sådan starter den: As long ago as 1860 it was the proper thing to be born at home
4 af 5 stjerner

En yderst velskrevet klassiker – og måske den bedste novellesamling jeg nogensinde har læst!

Jeg elsker virkelig Fitzgeralds skrivestil og synes, at hans romaner er pragtfulde. Noveller er jeg normalt ikke så meget til, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente mig af denne novellesamling. Jeg var ved at gå bagover af begejstring! Jeg tror, at det her er den bedste novellesamling jeg nogensinde har læst. Det er som om disse små perler markerer Fitzgeralds talent på en anden måde end hans romaner. De små glimt i karakterernes liv virker utroligt stærkt.

Novellesamlingen føltes langt hen ad vejen som 5 stjerner. Der var dog 3 af de 8 noveller der ikke lige var min kop te, men de resterende 5 formåede at forundre og fascinere mig med Fitzgeralds talent for at flette ord sammen som en poetisk menneskekender med fantastisk humor. Fremstillingen af kvinderne i historierne irriterede mig dog en del. Fokus var stort set på deres udseende – både positivt og negativt – i de fleste af historierne.

To be old and rich and have poor descendants is almost as much fun as to be young and beautiful and have ugly sisters.

Skoene er fra Poetic Licence (og nej, de har ikke betalt mig for at vise dem frem).

‘To Kill a Mockingbird’ af Harper Lee

to kill a mockingbird

Titel: To Kill a Mockingbird
Forfatter: Harper Lee
Først udgivet: 1961
Antal sider: 309 (hørt på lydbog)
Sådan starter den: When he was nearly thirteen my brother Jem got his arm badly broken at the elbow.
4 af 5 stjerner

En pragtfuld klassiker om racisme, retssystemet og børns uskyld. Et must read!

Vi er i Sydstaterne i 50erne. Scouts far, Atticus, er forsvarsadvokat for en sort mand, der er anmeldt for voldtægt af en hvid pige. Vi følger sagen og det lille lokalsamfunds fordomme gennem Scouts øjne og ligefremme logik, der ofte går tabt i barndommen. En hjerteskærende historie om mod, fordomme og uskyld.

People generally see what they look for, and hear what they listen for.

Jeg lyttede til romanen med Mr. Boyfriend, og den var en genlæsning for mit vedkommende. Historien bygges meget langsomt op gennem et års tid, hvor vi introduceres for lokalbefolkningen og deres fordomme lidt ad gangen. For mig gik der for lang tid før plottet rigtig kom igang og det var først da retssagen gik i gang, at jeg følte mig grebet af romanen. Mr. Boyfriend havde det dog omvendt; han foretrak de små historier i begyndelsen fremfor den lange retssag.

You never really understand a person until you consider things from his point of view … Until you climb inside of his skin and walk around in it.

‘Of Human Bondage’ af W. Somerset Maugham

of human bondage

Titel: Of Human Bondage
Forfatter: W. Somerset Maugham
Først udgivet: 1915
Antal sider: 700
Sådan starter den: The day broke grey and dull.
4 af 5 stjerner

En skøn udviklingsroman som jeg var lidt længe om at blive fanget af, men som jeg endte med at knuselske.

‘Of Human Bondage’ er udviklingsromanen om den forældreløse Philip Carey, der vokser op hos sin onkel, og senere på kostskole, hvor han bliver udsat for en del mobning pga. sin klumpfod. Vi følger ham gennem ungdommen og voksenlivet, gennem hans braste illusioner om kærlighed og karriere.

Til at begynde med var jeg egentlig ikke specielt begejstret. Jeg fandt historien lidt kedelig og kunne slet ikke døje vores hovedperson, Philip. Han var alt for klynkende og ynkelig til min smag. Men så faldt jeg fra tid til anden over en sætning eller to, der virkede så fin og hudløs ærlig, at jeg vidste jeg havde fat i noget her.

Like all weak men he laid an exaggerated stress on not changing one’s mind.

Jeg kom et godt stykke ind i romanen og blevet meget grebet af fortællingen om Philip. Og da jeg havde lyttet til den sidste sætning, havde jeg et kæmpe smil plastret i fjæset. Så fin og perfekt.

Insensibly he formed the most delightful habit in the world, the habit of reading: he did not know that thus he was providing himself with a refuge from all the distress of life; he did not know either that he was creating for himself an unreal world which would make the real world of every day a source of bitter disappointment.

5 Letlæste Klassikere

klassisk litteratur

Jeg skylder et anbefalingsindlæg fra forleden, da jeg i stedet for skrive om klassiske bøger jeg anbefaler kom til at fable om, hvor fedt det er at læse klassisk litteratur. Sådan er det nogen gange at være blogger. Så jeg må hellere se at komme i gang inden jeg ryger i skrivefællen igen:

Som jeg skrev i Derfor læser jeg klassisk litteratur, kan klassikerne godt have et ry for at være svære, tørre og snørklede at komme igennem. Og det er også sandt i nogle tilfælde. Men der er også mange, der er lette at gå til. Også selvom de er skrevet i 1800-tallet eller der omkring. Der er fx disse 5:

  • The Picture of Dorian Gray (1891): Oscar Wilde er måske mest kendt for sine humoristiske skuespil, men han skrev også denne fænomenale roman om den smukke Dorian Gray, der sælger sin sjæl til djævlen til fordel for evig ungdom. Samtidig males der et portræt af Dorian, hvor han ældes over årene, og hvor hans ondskab kommer til udtryk. Romanen er trods sit dystre tema ufattelig underholdende og humoristisk; Wilde mestrer den intelligente og morsomme dialog. Romanen blev desuden brugt i retsagen mod Wilde for at bevise, at han var homoseksuel.
  • Pride & Prejudice (1813): Okay, det er måske lidt af en kliché at smække Jane Austen på listen. Men P&P hører altså til her! Normalt er jeg ikke til kærlighedsromaner, men med Jane Austen gør jeg en undtagelse. Jeg elsker hendes romantik, sarkasme og humor! Og hun skrev fabelagtigt. P&P er sådan en roman man skøjter igennem, fyldt med skarpe dialoger og plot-twists. Og litteraturhistoriens bedste boy-crush *suk*
  • Lykke-Per (1898): En bog som min gamle bogven Troels opfordrede mig til at læse, men jeg var lidt tilbageholdende fordi jeg tænkte, at den nok var lidt tør. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Den har siden 2001 været min absolut yndlingsroman. Vi følger Per fra fødsel til død; fra familiens sorte får i Jylland til en ambitiøs og forelsket ingeniørstuderende i København. Der er ikke så meget andet at sige end at det er en pisse-god historie som jeg knus-elsker af hele mit hjerte.
  • Jane Eyre (1847): En skøn historie af Charlotte Brontë om den forældreløse Jane. En Askepot historie, hvor Askepot redder sig selv. Jane Eyre er et atypisk feministisk værk for sin tid og er skrevet i et meget lettilgængeligt sprog. Og selvom romanen er skrevet i 1847, er den stadig relevant i dag. Her tænker jeg bl.a. på kvinders ofte lave selvværd pga. deres udseende: Jane er ikke beskrevet som en stor skønhed. Hun er heller ikke grim, hun er blot neutral. Og dermed ikke en kvinde mænd forelsker sig i. Det er i hvert fald det hun siger til sig selv. Derudover er underholdningsniveauet i top: der er drama, ondskab, stormende kærlighed, flabethed, hævn, humor og gotiske elementer. Du kan læse min anmeldelse af Jane Eyre her og min anmeldelse af Jane Eyre som Manga Classics her.
  • The Woman in White (1859): Så skal vi have spænding for pengene: Wilkie Collins gotiske roman er spækket med action, løgn og bedrag. Vi har skurke, helte og kvinder, der skal reddes. Og så har vi også feminisme så det batter i form af en stærk kvindelig karakter, der udviser mod og selvstændighed. Wilkie Collins var meget samfundskritisk og portrætterede ofte kvinders mangel på rettigheder i det Viktorianske England. En perfekt roman til de mørke vinteraftener – og en roman jeg snart må genlæse.