Jeg har været meget frem og tilbage mht. hvorvidt jeg skulle fortsætte med mini reviews eller gå tilbage til enkeltstående anmeldelser. Jeg havde endda afstemning på Instagram for at se, hvad der var stemning for. Jeg fik mange gode svar, men er ikke kommet en beslutning nærmere. Så jeg fortsætter med mini reviews lidt endnu … denne gang dog med 2 anmeldelser ad gangen i stedet for 3:
Jeg kan ikke Huske af Peter Adolphsen
Et autofiktivt værk med humor og en god portion selvironi – anmeldereksemplar.
Yndlings citat:
Jeg kan ikke huske første gang jeg beskrev mig selv som “en kage med skiftevis lag af storhedsvanvid og selvhad.”
Plot: Der er ikke noget plot her. Til gengæld er der humoristiske glimt af Peter Adolphsens minder. Minder som han ikke rigtig kan huske, men prøver at beskrive alligevel. Hvert minde begynder med “Jeg kan ikke huske …”
Det kunne jeg lide: Jeg elskede selvironien og det totalt manglende filter; her bliver fortalt om underlige tånegle, fnuller i navlen og hår mærkelige steder. Det er forfriskende læsning, der mindede mig om en af grundende til, at jeg elsker at læse: man kan komme helt ind under huden på et andet menneske og høre om de ting, vi normalt ikke deler med andre.
Det var jeg knap så vild med: Det var ikke alle beretningerne der interesserede mig.
mælk og honning af Rupi Kaur
Poesi og illustrationer for unge kvinder – anmeldereksemplar.
Yndlings citat:
Jeg er et museum fuld af kunst
men du havde lukkede øjne
Plot: Små sætninger med illustrationer om at være en kvinde udsat for misbrug, at elske, miste og finde sig selv igen.
Det kunne jeg lide: Jeg tog en chance med ‘mælk og honning’: den er uden for min comfort zone, men ramte desværre helt forbi. Det var slet ikke noget for mig. Jeg vil tro, at den er noget for teenage-piger eller kvinder i starten af 20erne, der interesserer sig for kropsaccept og at finde sin indre styrke.
Det var jeg knap så vild med:
det er ikke
poesi bare
fordi du
indsætter random
linjeskift i ellers
helt normale
sætninger
Emnerne virkede desuden for mig meget banale og svarede lidt til, hvad jeg læste om i Woman-bladet, da jeg var i starten af 20erne: sådan kommer du videre efter et break-up, du skal elske dig selv før du kan elske andre osv. Den startede ellers meget dyb med emner som seksuelle overgreb, men blev så mere og mere damebladsagtig. ‘Digtene’ fik selskab af illustrationer, der desværre ikke var særlig gode. Alt i alt slet ikke noget for mig – men jeg må lige nævne, at mange andre bloggere har rost den.