Wind / Pinball af Haruki Murakami
Plot: To korte romaner af Murakami dengang han stadig var grøn som forfatter. Historierne handler begge om en bestemt persons venskab med ‘Rotten’.
Det kunne jeg rigtig godt lide: Begge historier var på hver deres måde klassisk Murakami; ensomhed, mystik og musik. Der var nogle sjove detaljer og stemningsfulde øjeblikke. Men …
Det var jeg knap så vild med: … historierne var noget værre rod. Jeg synes, at det skinner igennem, at Murakami her er nybegynder og endnu ikke helt har luret, hvordan man strikker et plot sammen. Fortællingerne hoppede rundt, og der blev eksperimentet på anstrengt vis.
Jeg vil anbefale bogen til Murakami-fans – alle andre skal holde sig langt væk.
The Surface Breaks af Louise O´Neill
Plot: En feministisk genfortælling af H.C. Andersens ‘Den Lille Havfrue’. Den handler i bund og grund om en kvinde, der laver om på sin krop for at opnå kærlighed. Den handler om en kvinde, der ofrer alt for kærligheden og glemmer sig selv. Om kvinder der gennemgår smerte for at blive accepteret. Om kropsforagt, undertrykkelse og om at finde sin stemme.
Det kunne jeg rigtig godt lide: Jeg havde store forventninger til denne bog eftersom den er skrevet af Louise O’Neill: geniet bag den skræmmende ungdomsroman Hun Bad Selv om det. Jeg forestillede mig, at hendes brutale realisme ville være perfekt til genfortælling af det klassiske og tragiske eventyr om den lille havfrue, der gennemgår voldsom smerte for at vinde sit livs kærlighed. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg var fuldstændigt grebet af historien, nød kreativiteten, opfindsomheden og den brutale historie. Jeg elskede hovedpersonens udvikling, bogens feministiske vinkler – og den kære lille reference til Hun Bad Selv om det var så fin og diskret placeret. Og jeg var så spændt på slutningen: får vi den romantiske slutningen som Disney gav os eller H.C. Andersens hardcore ingen-kære-mor slutning? Hvad finder hun på? Jeg røber intet … (men OMG en slutning!!!)
Det var jeg knap så vild med: Jeg skulle til at pointere noget halv-negativt, men det satte bare yderligere tanker om historien i gang hos mig, og fik mig til at se, hvor fin den er. Så nej, jeg har ikke noget negativt at sige.
Jeg vil anbefale den til alle.
A Court of Wings and Ruin af Sarah J. Maas
Plot: Det kan jeg desværre ikke afsløre uden at spoile 1’eren og 2’eren.
Det kunne jeg rigtig godt lide: Jeg kunne godt lide, at karaktererne havde lidt dybde. Og Rhys var sjov i ny og næ. Og jeg har stor respekt for det univers som Sarah J. Mass har opbygget.
Det var jeg knap så vild med: Historien kedede mig. Jeg var et halvt år om at slæbe mig igennem den. Plottet var spækket med krigssnak og alle mulige komplekse detaljer som jeg havde svært ved at holde styr på (og det hjalp absolut ikke, at jeg var så længe om at læse den). Sproget var helt forfærdeligt; jeg skriger, hvis jeg skal høre sætningen “I gave him a vulgar gesture” igen (og det er jeg ikke den eneste, der fik nok af – se fx denne anmeldelse). Og nu vi er ved emnet; jeg kommer aldrig til at holde af Feyre, vores heltinde. Hun bliver dog overgået af sine skrækkelige søstre (som minder meget om Feyre i den første bog).
Jeg er træt af martyrer, jeg har fået nok af hysteriske søstre. Det er slut mellem mig og Sarah J. Maas. Vi havde en lidenskabelig affære i den forrige bog som jeg altid vil tænke tilbage på med glæde, men nu er citronen i den grad blevet presset for al saft og smag. Det er simpelthen for kedeligt.