5 mini-reviews: realistisk YA, sukkersød romantik og Nordisk Mytologi

Bøger jeg har læst siden sidst

Selvom jeg har haft alt for travlt til at blogge i projekt-flyt, har jeg ikke haft for travlt til at læse. Jeg blæser lige lidt i mit eget horn: jeg er ret god til at finde små huller, hvor jeg kan få klemt lidt læsning ind. Jeg kan ikke forestille mig ikke at læse bare en lille smule hver dag. Tror, at jeg ville blive syg. Eller i hvert fald gnaven og ubehagelig at være i nærheden af.

Lang historie kort: jeg har en stak bøger, der mangler at blive vist frem på bloggen:

‘The Nix’ af Nathan Hill 4 stjerner
Roman, 2016
John Irving møder Paul Auster i et underholdende plot om en afdanket forfatter, der er afhængig af computerspil og leder efter sin mor, der forlod ham som barn, hvilket fører os på en rejse gennem 50 år i USA. En velskrevet debutroman med et stærkt karaktergalleri og mange sjove detaljer.

‘The Hate U Give’ af Angie Thomas 4 stjerner
Ungdomsroman om racisme, 2017
En fremragende og anbefalelsesværdig socialrealistisk debutroman om teenagepigen Starr, der er vidne til at hendes bedste ven bliver dræbt af en politibetjent. En stærk og vigtig roman om USAs ghetto, fordomme og racisme. Jeg anbefaler den på det varmeste!

‘Hun’ & ‘Ham’ af Carey Heywood 2 stjerner
To kærlighedsromaner, 2013 – anmeldereksemplar
En kærlighedshistorie om Sarah og Will, der gik fra hinanden men aldrig har glemt hinanden. Syv år senere mødes de igen. Historien er fortalt først fra hendes synsvinkel i ‘Ham‘ og derefter fra hans synsvinkel i ‘Hun’. Desværre en tynd og smagløs kop te med lidt for meget sukker. Men OK læsning, hvis du vil have en letlæst romance. Jeg vil dog anbefale, at du springer ‘Hun’ over, da der er mange gentagelser fra ‘Ham’.

‘Turtles All the Way Down’ af John Green 3 stjerner
Ungdomsroman om angst, 2017
Forventningerne var høje til John Greens (The Fault in Our Stars) nye roman om pigen Aza, der lider af angst og tvangstanker. Azas lidelser var fænomenalt godt beskrevet og jeg er glad for at se det emne belyst i ungdomslitteratur. Historien var desværre ikke så gribende. Læs den for det fremragende karaktergalleri og for at få indsigt i sindslidelser.

‘Norse Mythology’ af Neil Gaiman 3 stjerner
Genfortællinger af Nordisk Mytologi, 2017
Fantasy-darlingen Neil Gaiman har kastet sig over Nordisk Mytologi. Det var sjovt at (gen)læse historierne som jeg kan huske fra min barndom. Jeg havde dog forventet, at Gaiman var lidt mere kreativ i sin omfortælling. Men bestemt anbefalelsesværdig for alle, der interesserer sig for Nordisk Mytologi – eller måske bare dig der holdt af Erik Menneskesøn.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.

7 thoughts on “5 mini-reviews: realistisk YA, sukkersød romantik og Nordisk Mytologi

  1. Helt enig ang. Ham og Hun ? har du set der også er en Dem som afslutning på historien? – den har jeg nu tænkt mig at springe over.

  2. Nej nej nej, nu stopper det! Der er ikke brug for at tilføje mere sukker til den kop te!

  3. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste som var en lille smule skuffet over Gaimans Nordiske mytologi – jeg havde forventet at han ville bibringe historierne noget nyt, et twist, et eller andet..men de var bare sådan lidt kedelige? Hvis du ikke allerede har læst hans American Gods, så er den klart anbefalelsesværdig – her får historierne helt nyt liv??

  4. Jeg havde det meget ambivalent med dem: nogle af dem var spændende, men andre var, som du siger, lidt kedelige. Og bare ikke særlig kreative. Men måske er målgruppen folk, der ikke kender historierne i forvejen?

    American Gods er hermed på min tbr 🙂

Comments are closed.