Min sidste dag på barsel

I morgen går det løs. Jeg starter på arbejde efter næsten et år på barsel. På den ene side føles det som en hel levetid siden jeg var der. Og på den anden side virker det som om jeg bare har været et par uger i et parallelunivers.

Barsel er noget mærkeligt noget, og jeg har i den grad haft min op- og nedture. Først gik jeg og ventede på babyens ankomst. Min krop var helt ødelagt, og det var en lettelse at kunne skrue helt ned for tempoet og lave ingenting. Jeg læste, bloggede, strikkede og så serier som var det min sidste chance for nogensinde at have mig-tid igen.

Da Edith endelig kom til verden var jeg hårdt ramt af hormoner og chokket over at blive mor. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vågnede op hver morgen med en følelse af, at alting var forkert. Jeg kan bedst beskrive det som en dårlig stemning, der var umulig at ryste af mig. Derudover følte jeg, at jeg konstant var til mit livs vigtigste eksamen og på nippet til at dumpe. Det gjorde det heller ikke bedre, at der kom gæster næsten hver dag, og stillede spørgsmål som “Er du ikke bare glad?” og “Er det ikke bare fantastisk?”. Jeg fik så dårlig samvittighed. Hvilken nybagt mor er ikke glad?

Jeg ærgrer mig i dag meget over, at den første måned var sådan. Jeg føler, at jeg er gået glip af meget af den glæde, der er ved en nyfødt. Jeg ville give så meget for at få lov til at rejse tilbage i tiden til Edith som nyfødt.

Hormonerne og den mærkelige stemning aftog gradvist efter en måneds tid. Da Edith var omkring 2 måneder gammel kom den første crush-tid. En tid, hvor jeg forelskede mig hovedkuls i den lille basse. Hendes kolik forsvandt fra den ene dag til den anden, og hun var den gladeste og sjoveste baby, der nogensinde har eksisteret. Seriously! Jeg ved godt, at mødre tit siger, at deres baby er den sødeste i hele verden, men i det her tilfælde er det faktisk rigtigt; Edith er altså den allersødeste! Det kan jeg sige helt objektivt!

Da Edith var omkring 4 måneder kom den første barselskrise. Jeg kedede mig noget så skrækkeligt! Da hun var helt lille lå hun meget i mine arme og hyggede sig, og jeg kunne læse eller se serier imens. Den gik pludselig ikke længere. Hun skulle underholdes konstant, og sov aldrig mere en 20-25 minutter ad gangen. Jeg var ved at blive vanvittig! Og igen kom den dårlige samvittighed snigende; hvilken mor keder sig, når hun er sammen med sit eget barn?

Ret mange åbenbart! Efter jeg skrev et blogindlæg om at kede sig på barsel, væltede det ind med beskeder og kommentarer fra kvinder, der havde haft det på præcis samme måde.

Herefter gik jeg aktivt igang for at gøre noget ved kedsomheden. Jeg fyldte simpelthen ugen ud med aktiviteter for mig og Edith. Vi gik til rytmik, baby yoga, baby bio og Edith blev besøgsbaby på et plejehjem. Så gik det stærkt. Vi nød begge hverdagene igen, Edith solede sig i opmærksomheden som den sociale og udadvendte baby hun nu engang er.

Og hun udviklede sig med lynets hast. Pludselig kunne hun kravle, og med det kom der en ordentlig omgang seperationsangst da hun var omkring 8 måneder. Samtidig gik der sommerferie i den, så både rytmik og yoga var slut. Baby bio var også slut, da hun var blevet for stor og vild til det. Følte mig pludselig slået tilbage til tiden hvor jeg var alene 9 timer hver dag med en baby på armen. Hun klamrede sig til mig og skreg voldsomt, hvis jeg satte hende ned. Jeg måtte endda have hende i babysele når jeg lavede grød til hende. Men på dette tidspunkt var jeg også klar over at alt kommer i faser. Og ganske rigtigt: efter en lille uges tid var hun glad og tryg igen. Her startede en tid, hvor hun længe kunne lege selvstændigt og kravle rundt på opdagelse. I stedet for at bære rundt på hende rendte jeg nu rundt efter hende. “Nej, ikke hive katten i halen”, “Nej, ikke toiletbørsten” og “Nej, ikke hive bøger ud af reolen” blev (og er stadig) daglige ord fra min mund.

Den sidste måneds tid har så været den velfortjente luksus barsel. Edith er blevet kørt ind i vuggestue, og jeg har pludselig fået timer for mg selv midt på dagen. Og jeg har i den grad nydt min alene-tid – helt uden dårlig samvittighed.

Så i morgen starter det nye liv med fuldtidsjob. Jeg glæder mig vanvittigt til at komme tilbage. Til at kunne fordybe mig i mine projekter, drikke min kaffe i ro og mag, spise frokost med kniv og gaffel og have mennesker omkring mig igen. Det er altså en mærkelig tilværelse man har, når man tuller rundt for sig selv dagen lang, når alle andre er på arbejde og lever normale liv.

Men jeg gruer også lidt for det. Hvornår skal jeg læse bøger? Hvad sker der med bloggen? Jeg kan ikke forestille mig at skulle undvære hverken bloggen eller bøgerne, så jeg vil prøve at få plads til det hele, bare i mindre format. Jeg tænker, at boganmeldelserne bliver kortere, og i stedet for månedlige opsummeringer indfører jeg nok kvartale opsummeringer.

Jeg håber, at I stadig vil følge med 🙂