Titel: Ash-Shaheed [Vidnet]
Forfatter: Jamal Bendahman
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Forlaget Gladiator
En imponerende debut om rodløshed, usikkerhed og lidenskab – jeg faldt pladask for den!
Ash-Shaheed [Vidnet] handler om den rodløse Younes, der bor på Nørrebro, har et dødssygt job, drømmer om at blive forfatter og går fra den ene tinder-date til den anden, forelsker sig hurtigt i drømmen om kærlighed og drukner sig i sprut og stoffer. Og så en dag får han en åbenbaring.
Jeg var ret vild med vores hovedperson: han er en passioneret mand, der er ved at flyde over med idéer til projekter. Jeg er en sucker efter passionerede og drømmende personer – både i litteraturen og IRL. Vores helt her er så rodløs og flyvsk, at han har svært ved at fokusere på sine mange projekter og indfald, og denne konflikt var interessant at følge. Den samme konflikt ser vi i Younes’ forhold til kvinder: han fascineres hurtigt af sine mange tinder-dates men er for rodløs til at kunne finde ro til at få det til at fungere.
“Jeg nåede hjem og følte mig utilpas i min egen lejlighed, den var så livsforladt som en McDonald’s på juleaften. Jeg følte mig ensom, som var jeg blevet forladt af alle mine elskede nære relationer til fordel for en mere stabil, velfungerende version af mig selv.”
En anden ting jeg elskede ved romanen er dens mange referencer til musik og litteratur. Jeg sidder nu tilbage med en lang liste af kunstnere jeg bliver nødt til at tjekke ud. ASAP.
Jeg var også helt vild med de dele, der foregår på Younes’ arbejde (seriøst, der er for få bøger, der fremstiller arbejdspladser): de typer vi møder her er genkendelige og humoristisk beskrevet – især den sidste scene, der fik mig til at grine højt. Offentligt.
“Jeg kunne rigtig godt lide Henrik, men nogen gange var han lidt for lykkelig til min smag, lykkelige mennesker har ingen situationsfornemmelse.”
Noget, der gjorde det ekstra sjovt for mig at læse Ash-Shaheed er, at den foregår smack in the middle of my hood. Den ged han glor på i Byoasen, har min datter klappet (og smidt græs efter i et akavet forsøg på at fodre den). Den kiosk, han køber øl i, er der hvor jeg køber heksehyl (eller der jeg sender Mr. Boyfriend ned efter heksehyl). Så at læse romanen har været en lang kamp for ikke begejstret at råbe ‘HER HAR JEG OGSÅ VÆRET’ på hver anden side.
Jeg var knap så vild med de spirituelle elementer i bogen; de trancer han kommer i og de syner han ser. Men det er ikke pga. den måde det er udført på; det er bare ikke noget for mig. Slet ikke. Men heldigvis fyldte det ikke så meget.
Jeg vil anbefale romanen til alle. Måske især dig, der kan lide Benn Q. Holm – de minder lidt om hinanden i deres genkendelige karakterskildringer og realistiske fremstilling af København. Men er alligevel vidt forskellige.
Jeg håber, at vi kommer til at høre mere fra Jamal Bendahman. Meget mere, tak. Og snart.
