Titel: Bare numser
Forfatter: Annika Leone & illustreret af Bettina Johansson
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Carlsen
Mira skal i svømmehallen med sin mor og far. I omklædningsrummet ser hun mange forskellige kroppe som hun kigger på – og taler højt om, til sin mors store forlegenhed. I svømmehallen sker der noget forfærdeligt pinligt for Miras far, og Mira må finde al den styrke hun har frem for at hjælpe ham.
Annika Leone er kropspositivist og har skrevet Bare numser bl.a. i et forsøg på at gøre op med kropsangst. Jeg var lidt bekymret for, at der ville gå propaganda i den, men den fordom blev heldigvis gjort til skamme. Bare numser er en virkelig god, sjov og underholdende børnebog om en ganske almindelig hverdagssituation: at gå i svømmehallen med sin familie. Det er lige før titlen er lidt misvisende: nøgne kropsdele er en meget lille del af historien
Vi kommer igennem valget af badebukser, cykelturen, brusebadet, at turde hoppe i vandet og bland selv slik på vejen hjem – med rig mulighed for at gøre den interaktiv når man læser med sit barn; især bland-selv slikket er populær at udpege, når jeg læser bogen med Edith.
Der er rigtig god humor i bogen: især farens fadæse i svømmehallen er sjov og minder lidt om noget der kunne ske i Sallys Far-bøgerne. Edith er ret glad for bogen og har bedt om at læse den flere gange. Og heldigvis er det sådan en bog, der også er sjov for voksne at læse.