Mini Bookworm anmelder: David Bowie

Titel: David Bowie (Små mennesker, store drømme-serien)
Forfatter: Maria Isabel Sanchez Vegara
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Forlaget Albert

En sød billedbog med fine illustrationer om David Bowies liv og karriere.

Små mennesker, store drømme er en skøn og lærerig billedbogsserie, der fortæller om betydningsfulde personer gennem tiden. Jeg kan rigtig godt lide dette koncept med flotte illustrationer og inspirerende personligheder fortalt til børn.

Desværre er der nogle ting i bogen som jeg ikke synes holder. Det skal dog først siges, at jeg er kæmpe Bowie-fan, har været det næsten hele mit liv og ved en del om ham, hans karriere og personlighed. Så jeg havde måske lidt for store forventninger / faste meninger om, hvad bogen burde indeholde.

Når det er sagt, er der nogle faktuelle fejl i bogen; Bowie er fx illustreret med ét blåt øje og ét brunt øje. Dette er ikke korrekt: begge hans øjne var blå, det ene havde blot en forstørret pupil pga. et slagsmål over en pige (hvilket også er beskrevet i bogen), så det på afstand så ud som om øjnene havde hver sin farve.

Desuden står der i bogen, at han som barn dansede på en usædvanlig måde, og at hans lærere aldrig havde ser noget lignende. Jeg har dog læst i biografier og artikler, at han faktisk var en elendig danser og frygtelig akavet; han tog mime-undervisning som ung for at få kontrol over sin krop på scenen. Desuden har jeg læst en udtalelse fra hans gamle musiklærer, der sagde at han (eller hun?) ikke huskede ham som noget særligt musikalsk eller rytmisk talent.

Bogen virker lidt usammenhængende, da vi kommer rundt om mange emner og Bowie-anekdoter: slåskampen, der ændrer hans øje, hans musikalske ambitioner, han tøjstil, hans måde at bevæge sig på, hans sange om astronauter, hans persona Ziggy Stardust og hans skiftende udseende. Det er meget indhold at putte ind i en kort børnebog, og det bliver lidt forvirrende læsning for et barn, der ikke ved noget om personen i forvejen. Og Edith blev aldrig helt grebet af den. Når hun får en ny bog, plejer hun at ville læse den igen og igen. Denne har hun kun bedt om en gang.

Jeg tror, at bogen ville have fungeret bedre, hvis den havde valgt et lille udsnit som børn kunne relatere sig til og så fokuserede på det. Hvis jeg havde skrevet den ville jeg vælge hans voldsomme generthed, hvordan han overkom den, og hans mod til at være anderledes og omskiftelig, hvilket er det mange fans beundrer ham for og som børn kan forstå.

Men bogen er alligevel en fin lille sag om at turde skille sig ud og være sig selv – dog nok mest for den voksne fan.

David Bowie er den eneste i serien jeg har læst, men der findes mange andre. Jeg kunne fx godt tænke mig at læse den om Anne Frank på et tidspunkt.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

This field is required.

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.