Titel: Rasmus på Farten
Forfatter: Astrid Lindgren
Først udgivet: 1956
Jeg vil anbefale bogen til: Alle, der holder af en god historie.
Sådan starter den: Rasmus sad på sin sædvanlige gren oppe i Linden og tænkte på ting, der ikke burde være til.
4 af 5 stjerner
Rasmus bor på børnehjem og hans største ønske er at få en mor og far. Han forestiller sig venlige og velklædte forældre, der ønsker netop ham som søn. Men hver gang en par kommer forbi børnehjemmet, vælger de altid en pige med krøller. Og aldrig en dreng med glat hår. En dag bliver det for meget, og da han kommer i fedtefadet hos børnehjemsforstanderen, frøken Høg, beslutter Rasmus sig for at stikke af. Og selv finde den familie han drømmer om. På vejen møder han landevejsstrygeren Oscar, og sammen drager de ud på eventyr. Rasmus’ opfattelse af hvad en god familie er bliver aldrig helt den samme.
Han længtes efter børnehjemmet som efter et tabt paradis. Nok kunne man få prygl der engang imellem, men det var ikke nær så slemt som at være alene i verden.
Åh, Astrid Lindgren. Hun kunne bare noget med ord. Ingen kan så glimrende skildre børns komplicerede følelser og få en læser til at føle sorg, frygt og ensomhed som kun et barn kan føle det. Rasmus’ længsel efter en mor og far – det at føle sig elsket, ønsket og tryg – er hjerteskærende. Det er en af de her Astrid Lindgren-bøger, der er umulige at læse uden at stortude få tårer i øjnene.
Hvad skulle der blive af ham, hvis der nu ikke fandtes nogen i hele verden, der ville give ham et hjem?
Jeg fik læst ‘Rasmus på Farten’ højt som barn, og var spændt på, om en genlæsning ville kunne leve op til de minder jeg har om bogen. Den kunne den. Det var en fornøjelse igen at følges med Rasmus og Oscar. Bogen handler meget om livet på de svenske landeveje. Den handler om at spille musik for folk i byerne, om at finde et lunt sted at sove og et måltid eller to. Især maden spiller en stor rolle i ‘Rasmus på Farten’. De lever fra måltid til måltid, og de hygger sig meget med deres mad – om det så er brød de har købt hos købmanden eller en madpakke en sød landsbykone har smurt dem.
De sad på hver sin margarine og lyttede til regnen, og Rasmus tænkte:
Det her glemmer jeg aldrig. Jeg glemmer aldrig, hvor hyggeligt vi havde det, da det regnede, og vi spiste vores mad.
