Kære Troels, #4

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1, brev 2 og brev 3.

8. januar 2004

Kære Troels.

Tak for sidst. Håber du har det godt. Nu har jeg endelig fundet tid til at skrive til dig. Har været for optaget af at læse.
Der var ellers drama i min opgang i forgårs. Transvestitten hamrede på min nabos dør mens hun hold ringklokken inde. Da døren blev åbnet væltede hun ind og råbte at min nabo havde stjålet hendes aviser. Det blev selvfølgelig benægtet og hun råbte at nu skulle hun gå op til sig selv ellers ringer jeg efter politiet. Det blev efterfulgt af et virvar af ”Ja, ring du endelig til politiet og du skal IKKE skubbe mig, nu har jeg kravlet ned ad trappen du har stjålet mine aviser din gamle møgkælling….” Blev virkelig chokeret. Var nervøs for at jeg ville være nødt til at gå ud og hjælpe min nabo. Men til sidst gik hun. Hun klamrede sig til gelænderet da hun gik op ad trappen. Snublede vist også på et tidspunkt. Brølede AAAAAAAAAAAV så det rungede. Så meget usoigneret ud. Fedtet og uglet hår og en forvasket og alt for stor hvid T-shirt. Hun lignede hende moderen fra Italiensk for begyndere. Det var så ugens udgave af Drama i Opgangen. Kunne blive en fantastisk tv-serie.
De sidste tre weekender har jeg været i den samme gruppe, så jeg går ud fra at der skal jeg blive. Det vil kun være ved overskud i vores gruppe og underskud i din at der er chance for jeg kommer op til dig. Desværre. Men det kan jo være at de laver om på det hele og finder en ny fremragende løsning om 6 måneder. Who knows…
Jeg synes de virker som om jeg allerede har svaret på de fleste af spørgsmålene i dine tre breve. Har lige læst det forsvundne brev igennem igen, og der er alt besvaret. I dit brev fra den 15 december spørger du til vores julefrokost; hvad vi lavede og hvem jeg snakkede med. Se, nu er der jo gået et stykke tid, så jeg ved ikke om jeg kan huske så meget…. Lad mig prøve at se….Vi spiste middag på den tyrkiske restaurant, Ankara. Jeg sad ved siden af L og A og skråt over for M. J sad overfor R og dette foregik ret højrøstet hvis du kan forestille dig det…. Der gik vist ikke så lang tid før J fik væltet sin juleøl ud over det hele – men det kom ikke bag på nogen af os, for det sker HVER ENESTE gang vi er ude med hende. Vi skal altid have en klud sendt ned til J…. Så hun blev drillet… Igen! Vi var ret mange mennesker så vi havde to borde. Tror ikke jeg kendte nogen ved det andet bord, men der var et par der havde sølvbryllup eller sådan noget. Derfor havde J taget ris med vi kunne kaste efter dem. Dette udviklede sig selvfølgelig til en ris-kastnings-krig mellem de to borde. Det endte med at der var ris på bordene, på tallerkenerne, i glassene, i tøjet og vi skøjtede rundt i ris på gulvet. Siden det var en tyrkisk restaurant var der også mavedans. En utrolig smuk kvinde der kunne gøre de særeste ting med sine mavemuskler. Dét kunne M naturligvis ikke stå for. Så han lånte As tørklæde og valsede rundt i restauranten med svingende hofter. Han var en yndig pige. Bagefter prøvede vi at finde et sted hvor vi alle kunne være. Det var selvfølgelig umuligt. Der var fyldt med mennesker alle steder. Folk besluttede så at tage på en bar på Borupsalle. Det var lige lovligt langt væk fra mig og A, så vi sagde pænt farvel og tog på en bar der ligger overfor cirkusbygningen. Dér gjorde M os selskab med et par drinks før han tog ud til de andre. Resten er lidt langt væk. Men næste dag måtte jeg ryste ris ud af mit tøj… Nu må du love mig ikke at sige til de andre at jeg har fortalt alt det her! Jeg vil jo gerne inviteres med igen næste år…
Nej, jeg har ikke fået mine gardiner op og det er meget pinligt så lad os skifte emne med det samme.
Angående dit spørgsmål om mænd der er omstrejfende og kvinder der gerne vil bygge rede og hvordan dette hænger sammen med den moderne karrierekvinde… Du stiller godt nok nogle svære spørgsmål. Aner ikke hvad jeg skal svare. Selvfølgelig vil mange kvinder da gerne have karriere og opleve en masse inden de slår sig ned med en familie. Men nu må du tænke på at de to kvinder jeg talte om begge er ældre end mig. Den ene, L, er 26 (eller 27…) og B er 30 og enlig mor. Ej, jeg ved slet ikke hvor jeg vil hen med det her. Jeg ved bare at de begge er forelskede i disse mænd og vil gerne være i stand til at kalde dem kærester. Hvorfor det ikke kan lade sig gøre i Ls tilfælde ved jeg ikke. Men med B er det en hel anden sag som jeg ved en del om, da det nok er hende jeg snakker mest med af alle søstrene og generelt. Problemet med hendes fyr har nok været at han er nået en alder hvor det er på tide at finde den eneste ene. Så han har dannet et billede i sit hoved af hvordan det skal være. Et glansbillede med den stormende forelskelse og fuglesang – sidstnævnte er hans egne ord! Han forestiller sig vel at møde en pige der er et par år yngre end han, hun arbejder måske i en bank og er meget pæn og jomfruelig pige. Og det hele ender med et kirkebryllup og en lille villa. Og så møder han B, der er et halvt år ældre, selvstændig, intelligent, erfaren, ambitiøs, har et barn og har været sammen med en masse mænd før ham. Og de har det fantastisk sammen. De har den samme humor og han kan snakke med hende om alt, kommer godt ud af det med hendes datter og det er så tæt på perfekt som det kan komme. Men det passer ikke sammen med det glansbillede han har haft i tankerne og det er forvirrende. Derfor har det taget ham 1 ½ år (inkl. tre pauser) at kunne give det en ordentlig chance og rent faktisk indrømme at de er kærester. Og det er så den historie. Jeg aner ikke hvordan jeg skal besvare dit spørgsmål. Vi må diskutere det face-to-face.
Og så et sidste afrundende spørgsmål fra min side; Har du fået set krøniken?
Det var alt for denne gang. Vi skrives ved.

Hilsen Gitte

Noter:
De grupper jeg taler om, er vores grupper i hjemmeplejen. Jeg var i Troels’ gruppe, men blev pludselig flyttet over i en anden. Vi holdt dog stadig julefrokoster sammen. Tør slet ikke tænke på, hvor mange hjerneceller jeg har mistet …
Havde glemt hvilke forfærdelige mennesker jeg boede i opgang med den gang.
B blev aldrig rigtig kærester med knudemanden.
L blev kæreste med sin knudemand, men dumpede ham efter et års tid.

Kære Troels, #3

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1 og brev 2.

7. december 2003

Kære Troels.
Tak for dit brev. Det bliver nok et kortere brev end sædvanligt fra min side i denne omgang. Semesteret er ved at være slut og der er derfor meget at lave. Skal aflevere en opgave i næste uge og er ikke engang begyndt på den endnu. Har heller ikke købt nogle julegaver. Men når nok det hele i sidste ende.
Og tak for julemærkerne. Har allerede brugt et af dem. Skulle sende min mor et godsbedrings-kort. Hun var til julefrokost med sine gamle kolleger samme aften jeg var til julefrokost med arbejdet. Så var de ude og bowle og der faldt hun og brækkede sin ankel. Den stakkel. Så jeg skal også købe julegaver for hende.
Jeg er lidt træt i dag. Holdt julefrokost for mit søsterskab i går. Formåede vidst at være en god værtinde og fik lavet en god middag. Og vi havde det sjovt. Og min stue lignede noget, der var løgn da jeg vågnede i morges.
Nu må jeg hellere kaste mig over dit brev…
Ang. mit BA-projekt; for et år siden blev jeg undervist i amerikansk litteratur. Der gennemgik vi nogle af de vigtigste emner inden fra litteraturen – og tro mig , der er mange interessante temaer at hente der! Vi læste mange forskellige romaner, noveller og digte og så dem alle i lyset af forskellige temaer. Amerikansk litteratur er nok det mest interessante kursus jeg har haft på KUA. Men det der mest fangede min opmærksomhed var nok da vi læste en novelle af Henry James – Daisy Miller: A Study (1879). Den behandler i høj grad konflikten der opstår, når et individ kæmper for sin frihed og nægter at bøje sig for samfundets uskrevne regler. Dette emne fandt jeg interessant og valgte derfor at belyse det i projektet. Hvis du vil vide mere om dette emne eller høre noget om de andre emner inkl. litteraturen så bare sig til. Jeg skal med glæde finde mine gamle noter fra undervisningen frem . – Er glad for at du kan lide mine fodnoter. De gør det hele lidt mere overskueligt end brugen af parenteser.
Hvor var det dog et fantastisk citat af Søren Kierkegaard du havde med i brevet. Det siger nogenlunde det samme som det jeg havde med sidst men på en hel anden måde. Har aldrig selv læst i Enten-Eller, men har Forførerens Dagbog i min reol. Besynderligt nok er den alfabetisk placeret lige ved siden af Jan Kjærstads forfærdelige roman Forføreren. Den jeg var et år om at læse…
Nu vi snakker om bøger; jeg er nu blevet færdig med Jørgen Stein. Den blev interessant igen hen mod slutningen. Og jeg må sige at selvom der var alt for mange kedelige passager så er helhedsindtrykket godt. Var lettet over, at Jørgen fandt lykken til sidst. Glæder mig til at snakke med dig om den. Og lige ang. det; det er svært for mig at sige hvad tid jeg kan kigge forbi på lørdag. Normalt har jeg fri 14:30 men det veksler utroligt meget. For det meste synes jeg at jeg bliver hurtigere færdig af forskellige årsager. Men jeg tror at du kan regne med mig mellem kl. 13:00 og 14:30. Mere præcis kan jeg desværre ikke være. Nogle gange bliver det også senere. Det er meget svært at sige på forhånd da der kan ske så meget uventet. Du må bare være opmærksom på at lytte efter klokken for jeg har jo ingen nøgle at tage med. Så skal jeg nok være tålmodig hvis det tager tid for dig at åbne.
Ang. din sidste bemærkning i brevet; Jeg håber aldrig at min mærkelige nabo og transvestitten kommer på besøg hos mig! Vil ikke kunne overskue at blive rodet ind i deres intriger og slåskampe. Og jeg har heller ikke nogen adventskrans at tænde for dem. Har aldrig i mit liv haft en adventskrans og skal heller ikke have det. Har til gengæld to fine juledekorationer med kalenderlys.
Men nu må jeg videre i programmet. Brevet blev vist alligevel af normal længde. Må have skrevet hurtigere end jeg plejer.
Pas nu godt på dig selv. Vi ses på lørdag.

Noter:
Havde glemt alt om mit søsterskab fra Uni. Det gik ud på at mødes og drikke sig i hegnet. Vi havde yderst seriøse vedtægter og vigtige poster. Søsterskabet gik dog i opløsning. Én faldt fra, da hun blev sur på os andre, da vi forsøgte at stoppe hende i at køre spritkørsel. Den anden havde jeg et meget nært venskab med som dog stoppede brat – den historie får I i et senere brev til Troels. Den tredje er jeg stadig veninder med. Hun bor på min vej, og vores børn går i samme vuggestue.
Jeg genlæste sidste år Henry James’ ‘Daisy Miller’ – du kan læse min anmeldelse her.
Får helt lyst til at læse ‘Jørgen Stein’ igen – er dog lidt irriteret over min egen spoiler …
Har aldrig fået læst Kirkegaard …
Og her er et billede som jeg mener blev taget til den aften med søster-skabet jeg omtaler i brevet:

old days

Kære Troels #2

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse det første brev.

25. november 2003

Kære Troels.
Tusind tak for dit brev og kortet.
Hvad er det dog der er sket med hjemmeplejen? Havde hørt noget om der skulle laves om på distrikterne, men havde ikke forventet sådan en omvæltning. Jeg er blevet smidt over i et andet distrikt! Ved ikke om jeg skal til at være der fast eller om jeg vil blive smidt rundt i tilfældige distrikter for fremtiden. Det virker ikke lovende… Og så kunne jeg ikke engang komme op til dig! Det er jo det værste af det hele. Og jeg kan forstå at du har mistet alle dine faste hjemmehjælpere? Har været så ked af det på dine vegne. Hvordan er de nye du har fået? Har du nogle faste eller er det nye hver gang? Jeg håber der kommer nogle søde hjemmehjælpere til dig. Men vi må finde ud af noget! Det går jo ikke at vi ikke kan mødes og snakke som vi plejer. Jeg kunne jo sagtens komme og besøge dig nogle gange efter jeg har været på arbejde. Så er jeg jo alligevel i nærheden. Hvad siger du til det?
Jeg tager ikke alene til London, det er den årlige forårsrejse med min far. Vi tager af sted i marts måned og bliver der i en uge. Det glæder jeg mig meget til. Skal købe en masse bøger – de er jo alt for dyre i Danmark. Jeg har lige samelignet nogle forskellige priser på Paul Austers nye roman Orakel Nat . På dansk koster den næsten 300 kr. men hvis man køber den over nettet fra England koster den kun 11£ (ca. 120 kr.). Det er jo en enorm prisforskel. Det har jeg benyttet mig af dette semester da jeg skulle købe bøger. Sparede flere hundrede kr.
Ja, Uskyldens År er en fremragende bog. Det var ikke mig selv der kom frem til den. Jeg fortalte min daværende vejleder hvad der interesserede mig inden for den amerikanske litteratur. Altså de uskrevne regler indenfor overklassen i New York på den tid (slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet). Jeg ville gerne skrive noget om personernes valg – om hvorvidt de skulle blive accepteret af samfundet og dermed følge de uskrevne regler eller om de skulle kæmpe for at blive selvstændige individer. Kort sagt: individets personlige frihed. Lyder det ikke meget interessant? Min daværende vejleder foreslog da at jeg læste The Age of Innocence og The House of Mirth. Og det gjorde jeg så. Sidstnævnte var meget interessant men ikke nær så spændende og godt skrevet som den første. Den handler om en ugift kvinde, der pga. sin skønhed, ægteskabelige status og tilfældets spil langsomt bliver udstødt af samfundet. Tror du vil finde den interessant. Ved ikke hvad den hedder på dansk og kan desværre heller ikke undersøge det for dig. Der er noget galt med min internetforbindelse, så jeg kan ikke komme på nettet. Men tror du ikke biblioteket kan hjælpe dig på det område? Kan du ikke bare sige, at du gerne vil låne nogle bøger af Edith Wharton på dansk? Så burde de vel kunne finde noget til dig. Der er vist også skrevet en række biografier om hende. Det ville måske være noget for dig!
Det er rigtigt at The Age of Innocence er blevet filmatiseret. Har dog ikke set den endnu. Det venter jeg med til jeg rent faktisk skal skrive opgaven – efter sommerferien!
Og jo, jeg kan let identificere mig med Ellen Olenska men ikke med May! Jeg kan forstå May som person (hvis man da kan kalde hende det ) men kan slet ikke genkende noget fra mig selv i hende. Men jeg er meget interesseret i at høre din mening derom! Det kan jo være, at du har lagt mærke til nogle karaktertræk jeg ikke har bidt mærke i.
Ellers tror jeg ikke der er sket så meget nyt siden sidst. Jo, for resten! Der er noget jeg hele tiden glemmer. Det er ikke noget særligt, men bare noget jeg kom til at tænke på efter vores samtale om Paul Austers romaner. Vi talte om den talentfulde kunstner, der kan alt undtagen at finde lykken. Jeg kom i tanke om en af mine yndlingsfilm Basquiat. Den handler om den unge sorte kunstner Jean-Michel Basquiat, der brød igennem i 80’erne. Det er en fremragende og lidt syret film. David Bowie er med i den – som Andy Warhol! Men altså, til sidst i filmen fortæller Jean-Michel en lille historie til en af sine gamle venner . Denne historie passer meget godt til vores samtale om den talentfulde kunstner. Her kommer den så:

There was a little prince with a magic crown. An evil warlock kidnapped him, locked him in a cell in a huge tower and took away his voice. There was a window with bars. The prince kept smashing his head against the bars hoping that someone would here the sound and find him. The crown made the most beautiful sound that anyone ever heard. You could here the ringing for miles. It was so beautiful, that people wanted to grab the air. They never found the prince. He never got out of the room. But the sound he made filled everything up with beauty.

Jeg har filmen på video, og på kassetten står der: I en verden af kunst, musik og stoffer – er livet den pris man må betale for talentet .
Det var bare noget jeg kom til at tænke på under vores samtale, og synes du skulle have det med.
Da jeg havde postet mit forrige brev til dig læste jeg videre i Jørgen Stein. Og pludselig var den interessant og spændende igen. Fortrød da hvad jeg havde skrevet i brevet derom. Men efter 20 sider blev den kedelig igen. Og så blev den underholdende igen. Og nu er den kedelig igen… Det har den været de sidste 50 sider. Så nu er jeg kommet til at gå i gang med Oliver Twist. Håber du kan tilgive mig at jeg holder en pause fra den.
Men nu må jeg slutte for denne gang. Har en bog om modernisme der ligger og venter på mig. Glæder mig til at høre fra dig!

Hilsen Gitte.

Noter:
Opgaven om Edith Wharton skulle have været mit bachelorprojekt. Selvom jeg var vild med emnet fik jeg dog aldrig skrevet opgaven. I stedet slog jeg mig sammen med en studiekammerat og skrev en opgave om fremstillingen af single-kvinden og hvordan hun bliver fremstillet i Chick Lit og ‘Sex and the City’. Men Edith Wharton forbliver en af mine yndlings forfattere, og min datter Edith Olenska er opkaldt efter hende og The Age of Innocence.

Og her er et billede som jeg gætter på blev taget på nogenlunde samme tid som dette brev blev skrevet (efteråret 2003):

Bookworm 2003

Min sidste dag på barsel

I morgen går det løs. Jeg starter på arbejde efter næsten et år på barsel. På den ene side føles det som en hel levetid siden jeg var der. Og på den anden side virker det som om jeg bare har været et par uger i et parallelunivers.

Barsel er noget mærkeligt noget, og jeg har i den grad haft min op- og nedture. Først gik jeg og ventede på babyens ankomst. Min krop var helt ødelagt, og det var en lettelse at kunne skrue helt ned for tempoet og lave ingenting. Jeg læste, bloggede, strikkede og så serier som var det min sidste chance for nogensinde at have mig-tid igen.

Da Edith endelig kom til verden var jeg hårdt ramt af hormoner og chokket over at blive mor. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg vågnede op hver morgen med en følelse af, at alting var forkert. Jeg kan bedst beskrive det som en dårlig stemning, der var umulig at ryste af mig. Derudover følte jeg, at jeg konstant var til mit livs vigtigste eksamen og på nippet til at dumpe. Det gjorde det heller ikke bedre, at der kom gæster næsten hver dag, og stillede spørgsmål som “Er du ikke bare glad?” og “Er det ikke bare fantastisk?”. Jeg fik så dårlig samvittighed. Hvilken nybagt mor er ikke glad?

Jeg ærgrer mig i dag meget over, at den første måned var sådan. Jeg føler, at jeg er gået glip af meget af den glæde, der er ved en nyfødt. Jeg ville give så meget for at få lov til at rejse tilbage i tiden til Edith som nyfødt.

baby

Hormonerne og den mærkelige stemning aftog gradvist efter en måneds tid. Da Edith var omkring 2 måneder gammel kom den første crush-tid. En tid, hvor jeg forelskede mig hovedkuls i den lille basse. Hendes kolik forsvandt fra den ene dag til den anden, og hun var den gladeste og sjoveste baby, der nogensinde har eksisteret. Seriously! Jeg ved godt, at mødre tit siger, at deres baby er den sødeste i hele verden, men i det her tilfælde er det faktisk rigtigt; Edith er altså den allersødeste! Det kan jeg sige helt objektivt!

baby

Da Edith var omkring 4 måneder kom den første barselskrise. Jeg kedede mig noget så skrækkeligt! Da hun var helt lille lå hun meget i mine arme og hyggede sig, og jeg kunne læse eller se serier imens. Den gik pludselig ikke længere. Hun skulle underholdes konstant, og sov aldrig mere en 20-25 minutter ad gangen. Jeg var ved at blive vanvittig! Og igen kom den dårlige samvittighed snigende; hvilken mor keder sig, når hun er sammen med sit eget barn?

Ret mange åbenbart! Efter jeg skrev et blogindlæg om at kede sig på barsel, væltede det ind med beskeder og kommentarer fra kvinder, der havde haft det på præcis samme måde.

Herefter gik jeg aktivt igang for at gøre noget ved kedsomheden. Jeg fyldte simpelthen ugen ud med aktiviteter for mig og Edith. Vi gik til rytmik, baby yoga, baby bio og Edith blev besøgsbaby på et plejehjem. Så gik det stærkt. Vi nød begge hverdagene igen, Edith solede sig i opmærksomheden som den sociale og udadvendte baby hun nu engang er.

baby

Og hun udviklede sig med lynets hast. Pludselig kunne hun kravle, og med det kom der en ordentlig omgang seperationsangst da hun var omkring 8 måneder. Samtidig gik der sommerferie i den, så både rytmik og yoga var slut. Baby bio var også slut, da hun var blevet for stor og vild til det. Følte mig pludselig slået tilbage til tiden hvor jeg var alene 9 timer hver dag med en baby på armen. Hun klamrede sig til mig og skreg voldsomt, hvis jeg satte hende ned. Jeg måtte endda have hende i babysele når jeg lavede grød til hende. Men på dette tidspunkt var jeg også klar over at alt kommer i faser. Og ganske rigtigt: efter en lille uges tid var hun glad og tryg igen. Her startede en tid, hvor hun længe kunne lege selvstændigt og kravle rundt på opdagelse. I stedet for at bære rundt på hende rendte jeg nu rundt efter hende. “Nej, ikke hive katten i halen”, “Nej, ikke toiletbørsten” og “Nej, ikke hive bøger ud af reolen” blev (og er stadig) daglige ord fra min mund.

baby

Den sidste måneds tid har så været den velfortjente luksus barsel. Edith er blevet kørt ind i vuggestue, og jeg har pludselig fået timer for mg selv midt på dagen. Og jeg har i den grad nydt min alene-tid – helt uden dårlig samvittighed.

Så i morgen starter det nye liv med fuldtidsjob. Jeg glæder mig vanvittigt til at komme tilbage. Til at kunne fordybe mig i mine projekter, drikke min kaffe i ro og mag, spise frokost med kniv og gaffel og have mennesker omkring mig igen. Det er altså en mærkelig tilværelse man har, når man tuller rundt for sig selv dagen lang, når alle andre er på arbejde og lever normale liv.

Men jeg gruer også lidt for det. Hvornår skal jeg læse bøger? Hvad sker der med bloggen? Jeg kan ikke forestille mig at skulle undvære hverken bloggen eller bøgerne, så jeg vil prøve at få plads til det hele, bare i mindre format. Jeg tænker, at boganmeldelserne bliver kortere, og i stedet for månedlige opsummeringer indfører jeg nok kvartale opsummeringer.

Jeg håber, at I stadig vil følge med 🙂

baby

Kære Troels #1

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her. Læs mere om vores venskab her.

13. november 2003

Kære Troels.
Alt vel? Det er jo et stykke tid siden sidst. Har kørt et lidt hårdt program på det seneste. Var på arbejde lørdag og søndag, som du vel husker, og blev så syg mandag. Det var ikke så sjovt. Især da jeg ikke havde tid til at slappe af – havde jo en opgave, der skulle skrives. Så det tog lidt længere tid at blive rask end ellers. Men opgaven blev da skrevet og tror den blev acceptabel. Fik en fra mit hold til lige at læse den igennem dagen inden den skulle afleveres. Det viste sig at være en meget god idé. Nogle steder stod der nogle meget underlige ting. Er sikker på det ikke er mig, der har skrevet det. Men på nogle enkelte tidspunkter så jeg dobbelt mens jeg skrev. Så sker den slags jo.
Ellers er der ikke sket så forfærdeligt meget siden sidst. Har udspioneret min nabo og transvestit-overbo – de skændtes helt vildt ude på trappen og min nabo skubbede transvestitten og råbte grimme ting efter hende som jeg slet ikke vil gentage. Så har jeg bestilt fly og hotelophold i London. Glæder mig til at komme af sted. Nu ser jeg frem til en weekend hvor jeg ikke har nogle aftaler, ikke skal være syg og ikke behøver skrive opgave. Lige hvad jeg trænger til. Vil prøve at indhente nogle ting jeg er bagud med.
Må desværre sige at ‘Jørgen Stein’ har skuffet mig en del. Er nået til der hvor han er militærnægter. Synes den er blevet lidt kedelig. Det virker som om Paludan begynder at skrive meget overfladisk. I det første bind var man sammen med Jørgen det meste af tiden og kunne følge hans tanker og forstå hvorfor han gjorde som han gjorde. I det andet bind bevæger man sig længere og længere væk fra ham. Man får at vide hvad der sker via fortælleren og det er så det. Og når man endelig kommer tilbage i Jørgens sind er det kun når han er fuld eller falder i staver over et eller andet filosofisk emne. Men ellers kan jeg godt lide den. Den er bare ikke så hyggelig, let og interessant som det første bind, der jo var fremragende. Ellers kan jeg på mange måder identificerer mig med Jørgen. Han har læst filosofi og fravalgt det (jeg ville en gang for år tilbage gerne læse filosofi men opdagede heldigvis – inden det kom så vidt – at jeg ikke kunne fordrage filosofi), han læser nu – der hvor jeg er kommet til altså – kunsthistorie og han er militærnægter (hvis jeg var en mand ville jeg helt sikkert være militærnægter (og hedde Michael)). Alligevel synes jeg det er langt sjovere at læse om hans bror Otto.
Men jeg skal nok få den læst. Det kommer bare til at tage tid, for indimellem bliver den altså lidt kedelig.
Men jeg må hellere se at få besvaret dine breve. Må lige først finde dine breve….
Hmmm…. Den dårlige nyhed er, at jeg kun kan finde to nye breve – der skulle være tre, ikke?
Hvor er det pænt af dig at tage imod din nabos pakker, så de sparer tid og besvær. Du er en god nabo. Jeg ville aldrig turde lade min nabo gøre sådan noget. Hun ville helt sikkert åbne pakkerne og rode det hele igennem. Men nu jeg tænker over det, får jeg heller aldrig nogle pakker. så det kan egentlig være totalt ligegyldigt.
Har ikke fået mine gardiner op endnu. Min veninde har syet dem, så nu venter jeg bare på at S gider sætte stangen op. Ødelægger bare væggen hvis jeg selv forsøger. Jeg er glad for at du tror, det vil blive fint med hørfarvede gardiner. Min mor så stoffet og sagde at det lignede en sæk kartofler. Hvorfor åbner jeg overhovedet døren når hun ringer på?
Jeg har alle tre Ringenes Herre bøger men jeg har ikke fået dem læst endnu. Det bliver heller ikke foreløbig. Har dog set de to første film og glæder mig til at se den sidste. Får Vidst præmiere i december. Der skulle den tredje Harry Potter film også have været klar, men nu kommer den først til sommer. Det er jeg meget ulykkelig over.
Bowie-biografien var en anelse deprimerende fordi han har været lettere sindssyg. Der er sindssyge i hans familie – på moderens side – og det har så ikke gjort det bedre at han i 70’erne tog voldsomt mange stoffer, drak, arbejdede konstant og lod være med at spise. Mange af hans daværende kolleger, venner og bekendte har i bogen beskrevet hans depressioner og angstanfald. Men det hele får dog alligevel en happy ending. Det var en virkelig god biografi.
Så tror jeg ikke du har spurgt om andet – vi fik jo også snakket en del sidst.
Endnu en gang tak for julekortene. Dem er jeg meget glad for. Glæder mig som et lille barn til december. Har allerede købt to kalenderlys.
Nu må jeg se at slutte af for denne gang, vi ses forhåbentligt om en uges tid! Pas godt på dig selv så længe.
Gitte.

Kommentarer:
Den Bowie-biografi jeg omtaler er Bowie – Loving the Alien af Christopher Sandford.
Billedet øverst i dette indlæg er fra efteråret 2003.
Jeg kan stort set intet huske fra Paludans ‘Jørgen Stein’, og overvejer nu en genlæsning.
‘S’ var min daværende kæreste som jeg mødte i gymnasiet.
Veninden, der syede min gardiner, er en af mine bedste veninder, og i dag arbejder jeg sammen med hendes mand.
Min mor er stadig lige taktløs 😀
Og her er et billede af mig, der er taget nogenlunde samme tid som brevet blevet skrevet:

ungdomsbillede