Kære Troels, #8

breve bøger

Troels var min gamle bogven som jeg mødte da jeg arbejdede i hjemmeplejen. Der var 50 år imellem os og en stor begejstring for litteratur. Jeg besøgte ham ofte, og vi kunne tale om bøger og forfattere i timevis. Derudover udvekslede vi lange breve. Det er min uredigerede (bortset fra enkelte highlights og de navne jeg nævner) del af brevudvekslingen du kan læse her .Læs mere om vores venskab her, og du kan også læse brev 1, brev 2, brev 3, brev 4, brev 5, brev 6, og brev 7

1. marts 2004

Kære Troels.
Mange gange tak for dit brev. Og endnu en gang tak for din gave. Jeg viste bogen til mine forældre da jeg kom hjem til dem. De havde den samme udgave stående i reolen og talte meget varmt om den. Så naturligvis glæder jeg mig til at gå i gang med at læse den. Er der noget bedre end at gå i gang med en bog, man ved man vil kunne lide?* Men på det sidste har jeg været mere optaget af at læse litteratur, der kan bruges til mit BA-projekt. Bliver mere og mere sikker på at det er det helt rigtige emne jeg har valgt.
Nu har jeg endelig fået fingrene i et bogkatalog. Jeg fik et inde i Politikens Boghandel. Var der inde for at bytte en bog jeg havde fået i fødselsdagsgave af min farmor. Det er altså en fantastisk forretning. Kom selvfølgelig til at bruge alt for mange penge, så jeg har ikke råd til nogen af tilbuddene fra kataloget. Men der var nu heller ikke noget der lige fangede min interesse.
Hvordan går det ellers? Jeg ville gerne have skrevet til dig noget før, men vi må nok se i øjnene at der kommer til at være nogle uger mellem mine breve i dette semester. Ja, det er sørgeligt. Det er bittert at have travlt med et studie, der ikke interesserer en synderligt.
Dit spørgsmål uden på kuverten morede mig aldeles. Har nu fundet min lille litteraturdagbog frem. Da jeg læste Midt i en Jazztid første gang i 1997 fik den et 5-tal. Og her i 2004 fik den endnu et 5-tal. Altså dog ikke 03! Håber det trøster dig lidt.
Jeg lånte Det Jeg Elskede til min mor. Hun syntes den var rædselsfuld. Så rædselsfuld, at hun har afleveret den tilbage uden at have læst den færdig! Så nu står den atter i min bogreol, men der er den også meget velkommen. Jeg vil give dig ret i at romanen måske nydes en anelse mindre efter Matts død og forældrenes reaktion derpå. Men for mit vedkommende var det kun fordi det var ubehagelig læsning. Jeg har jo ikke haft den kendskab til psykopati som du har på dit arbejde, så derfor var det ganske interessant for mig at læse om det. Du må vel have nogle interessante historier fra dit arbejde**. Dem ville jeg meget gerne høre en dag ved lejlighed, hvis du ikke har noget imod det. Jeg har meget svært ved at forstå den slags, hvad det er der får psykopater til at handle som de gør. Jeg forstår ikke helt hvad du mener med at Leos jagt på Mark virker udvendig og glat fortalt. Jeg ved ikke hvordan den ellers skulle være fortalt. Du må lige hjælpe mig lidt her. Jeg er meget enig i det du skriver om romanens titel – at det vi elsker er utroligt skrøbeligt og hurtigt kan blive til det vi elskede. Dette er vel også en frygt der fylder meget i de fleste menneskers liv.
Har nu endnu læst en roman, hvor forfatteren foretager et kønsskifte; Michael Cunninghams fremragende roman The Hours. Ved ikke om du kan huske, at jeg fortalte dig om filmen med stor begejstring da jeg havde set den i biografen? Måske er bogen noget for dig. Den kan helt sikkert fås på dansk på biblioteket. Den er hurtigt læst og meget stemningsfuld. Den kan dog ikke måle sig med filmen, som nok er en af de bedste film jeg nogensinde har set og som jeg aldrig vil glemme, så længe min hjerne virker som den skal. Men det er bare et forslag. Måske syntes du den er rædselsfuld. Det sjove ved filmen er at man enten synes, den er helt fantastisk eller dødssyg. Jeg ved ikke om det samme gælder for bogen.
Har ikke lagt mærke til de film der bliver vist på DR1 torsdag aften. Det er ikke fordi det er for sent – går sjælden i seng på den fornuftige side af kl. 12, da min undervisning ligger meget sent. Men det er meget sjældent jeg er hjemme torsdag aften. Det er som regel kun om torsdagen mig og B har tid til at se hinanden.
Har for resten endelig fået set Casablanca. Jeg var ikke ved at falde ned af stolen af begejstring men jeg nød den. Og det var sjovt endelig at finde ud af hvor alle klichéerne kom fra!
Jeg får desværre ikke rigtig tid til at male mere. Jeg kunne vel godt finde tiden til det, men jeg bliver mere og mere optaget af litteratur. Men det løber vel ingen vegne. Fik da også tegnet en skitse til et maleri for en måneds tid siden***.
Ja, det har virkelig gjort mit soveværelse mere hyggeligt at få gardinerne op. Mit næste projekt er så at få fingrene i et sminkebord. Sådan et som de har på film. Så det begynder jeg at spare sammen til så snart jeg kommer hjem fra London. Så håber jeg bare jeg kan finde et jeg vil have. Må vel gå på jagt i antikvitetsforhandlere. Og så mangler jeg også at få noget op på væggene. Ville gerne købe en (eller to) Otto Frello reproduktion(er). Han har nogle virkelig flotte og interessante malerier.
Hvad siger du til at jeg kommer på besøg på lørdag efter jeg har været på arbejde? Kan selvfølgelig ikke sige hvad tid, men det er vel ikke noget nyt. Det var så alt for denne gang. Hvis du spotter stavefejl eller usammenhængende sætninger, er det fordi jeg aldrig før har skrevet et brev så hurtigt. Hav det godt til vi ses. Og husk lige at fortæl mig hvad du er i gang med at læse i dit næste brev!

PS: Der var ingen problemer med at læse din skrift denne gang. Keep up the good work!

* Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste, hvilken bog jeg referer til i begyndelsen af brevet!
** Troels var socialrådgiver
*** Jeg malede meget i mine sene teenage-år og starten af 20’erne. Men som sagt kom litteratur til at fylde mere og mere.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.