Så kom der for alvor gang i januar. Jeg startede året sløvt ud og kunne simpelthen ikke finde motivation – hverken til arbejde eller blog. Det eneste jeg havde lyst til var at sove og læse. Men efter en uges tid forsvandt ferie-skyen og jeg fik både energi og motivation tilbage. Her er hvad jeg har brugt min tid på:
- Jeg har dyrket en lille smule yoga hver dag: på arbejdet har vi indført office-yoga hver eftermiddag, og derudover har jeg udfordret Mr. Boyfriend til, at vi dyrker lidt yoga hver aften når Edith er blevet puttet. Det kan være alt fra lette nakke- og skulderøvelser til mere udfordrende og længerevarende flows.
- Jeg har planlagt og afholdt en polterabend for min veninde. Var beruset i 11 timer, og er stadig ikke kommet mig helt over det. Tror aldrig min hjerne bliver sig selv igen.
- Jeg har haft min lille kat til dyrlægen – hun havde loppeallergi, men skulle så også lige have fjernet nogle tænder. Farvel 2.600 kr.
- Jeg har forsøgt at lære Edith lidt om døden: vi har snakket om vores gamle kat Wilcox og besøgt H.C. Andersens grav.
- Jeg har måske taget en beslutning som jeg er ca. 60 % glad for, 20 % forvirret over og 20 % trist over.
- Jeg har fået en ny yndlings café i mit hood.
- Og så har jeg læst 3 gode bøger:
Champagnepigen af Leonora Christina Skov
Et velskrevet psykologisk drama om fortidens spøgelser, magt og misbrug – kan varmt anbefale den!
Sådan har fået bogen: Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof
Plot: Det på overfladen perfekte par, Linn og Isak, skal portrætteres i et livsstilsmagasin. Men bag facaden lurer ensomhed og had. Og Linn har nogle frygtelige hemmeligheder som journalisten bliver ved med at bore i. Langsomt begynder hendes fortid at banke på.
Det kunne jeg lide: Jeg var meget grebet af bogen. Der var et mystisk slør over historien, der virkede sært dragende. Jeg var helt vild efter at finde ud af, hvad der skjulte sig bag overfladen på disse ulykkelige mennesker. Og der skjulte sig en tragisk historie, der gennemsyrede karakterernes liv og menneskene omkring dem.
Det var jeg knap så vild med: Jeg ville gerne have været mere i dybden på hovedpersonen. Det virkede som et kort glimt, der efterlod mig sulten efter mere.
En pageturner, der fik min puls til at stige!
Sådan har fået bogen: Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag
Plot: Joan er på vej ud af en zoologisk have med sin 4-årige søn, da hun ser noget, der får hende til at vende om. Hun løber tilbage gennem haven og gemmer sig med sin søn. De næste timer er en strategisk kamp for livet.
Det kunne jeg lide: Normalt læser jeg ikke thrillers, men der var noget ved beskrivelsen af ‘Vilde Dyr’, der fik mig til at stoppe op. Konceptet om at være fanget i en zoologisk have efter lukketid med et lille barn og livet på spil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Og jeg blev ikke skuffet: jeg var meget grebet og kunne ikke læse den hurtigt nok. Hver gang jeg vendte en side skannede jeg hurtigt de to nye sider inden jeg læste – jeg kunne ikke holde spændingen ud.
Det var jeg knap så vild med: Jeg kunne godt have tænkt mig at komme lidt mere ind under huden på bipersonerne – især skurkene var for overfladisk portrætteret. Derudover var der for mange løser ender efter den sidste side var vendt. Især er der noget med en scene ved en skraldespand som jeg manglede afslutning på (giver kun mening, hvis du har læst bogen, men vil ikke spoile).
Six of Crows af Leigh Bardugo
En kreative verden med troværdige karakterer – kvalitets-fantasy for voksne.
Sådan har fået bogen: jeg købte den i en boghandel i London
Plot: 6 kriminelle udskud slår sig sammen i en mission ingen andre er dumdristige nok til at begive sig ud på. Men kan det hele saboteres af deres indbyrdes stridigheder?
Det kunne jeg lide: Det her er fantasy i høj kvalitet. Karaktererne er et af romanens stærkeste sider: de var troværdige, interessante og fuld af overraskelser. Universet var godt skruet sammen, handlingen god og der er drysset en god sjat humor ud over siderne mixet med lidt plot-twists. Helt perfekt!
Det var jeg knap så vild med: jeg lyttede til bogen på lydbog, hvilket set i bakspejlet nok var en fejl; jeg havde svært ved at holde styr på alle 6 karakterer OG plottet. Det ødelagde desværre lidt læseoplevelsen.
Yndlings citat:
We are all someone’s monster.