Har I set Ediths nye bogreol? Det er et gammelt dukkehus vi fandt nede i vores gård. Det er ret solidt og fungerer strålende som bogreol i underetagen og dukkehus i overetagen. Vi finder virkelig gode ting i gården. Få dage efter vi havde slæbt dukkehuset op på anden sal, fandt Mr. Boyfriend et gammelt bornholmerur, hvor selve ur-delen var fjernet og erstattet med hylder. Så nu fingerer det som et ekstra skab i vores køkken.
Nå, men det var bøger det skulle handle om. Bøger og Edith. Jeg har læst højt for Edith siden hun var 1 dag gammel. Jeg tror, at Henry James var den første højtlæsning hun stiftede bekendtskab med. Jeg blev underholdt under den konstante amning og hun slappede af til lyden af min stemme. Det bilder jeg mig i hvert fald ind.
Og jeg læser stadig højt for hende – stort set hver eneste dag. Henry James faldt hun aldrig helt for, men hun har alligevel en bred smag og dyrker forskellige bøger til forskellige situationer.
Billedbøger er selvfølgelig et hit. Dem, der rent faktisk passer til hendes alder. Men hun kan også sagtens få noget ud af bøger, der egentlig ligger langt over hendes niveau. Det er bare på en helt anden måde. Fx har jeg læst Astrid Lindgren højt for hende. Her er der meget få tegninger og hun har ingen chance for at følge med i historien. Men vi bruger disse læsestunder til at slappe af med – fx når hun skal sove. Hun nyder at ligge og putte og lytte til højtlæsning. Også selvom hun ikke fatter en bjælde af historien. Hvis jeg holder for tidligt op med at læse, siger hun ‘mere læse’. Også selvom bogen er på engelsk.
Det har gjort vores putte-ritualer til en virkelig hyggelig tradition som jeg ser frem til. Selvom det godt kan tage op til 1 time før hun sover, føles det ikke som en sur pligt.
Jeg ønsker dog ikke, at læsning kun skal være forbundet med sovetid. Læsning er jo en fed ting at dyrke på alle tider af døgnet. I weekenden er det nemt nok: formiddags- og eftermiddagslæsning er nemt og naturligt. Det er sværere i hverdagen. Men alligevel har vi fundet tid til det på et tidspunkt jeg aldrig havde regnet med: nemlig om morgenen. Edith vågner kl. 5, ser lidt youtube inden vi står op og laver morgenmad, og nu hun har spist og er kommet i tøjet, har vi nogle gange et roligt øjeblik med en bog. Eller 4. Nogle gange 7.
Men det er ikke hver dag. Nogle dage leger hun selv, andre dage løber hun rundt og er helt elektrisk. Og så er de dage, hvor hun har brug for at slappe lidt af med en bog. Det er ikke noget vi presser hende til. Det er ingen pligt. Kun ren og skær hygge. Hygge som hun har fået ind med modermælken.
Hvis du vil vide mere om læsning med børn og early literacy, vil jeg anbefale dig at klikke ind på 1000 bøger.
Fantastisk idé at bruge dukkehuset som delvis bogreol!!!
Ja, ikke? Og hun er mere interesseret i bøgerne end dukkerne 😀