En sød historie om at gøre andre glade
Målgruppe: fra 3 år
Så lang tid tager det at læse den: ca 15 min. – men den kan deles op i små bidder.
Sådan har jeg fået bogen: Anmeldereksemplar fra forfatteren
Her kan den skaffes: Den kan købes for 149,- eller lånes på biblioteket
Plot: Hvalen Walter er altid glad. Han vil gerne vide, hvordan det føles at være ked af det, og drager ud i verden for at finde nogen, der er kede af det. På sin vej møder han en masse børn, der er kede af det, og formår at gøre dem glade igen: for der er altid en grund til at smile.
Det synes Edith: Edith faldt pladask for denne historie. Hun kan godt lide at kigge på tegningerne og snakke om hvad der sker. Hun fik øjeblikkeligt sympati for de triste børn, da situationerne er meget genkendelige fra børns hverdag: min bold er væk, det er svært at dele legetøj, min drage er gået i stykker osv. Hun har selv bedt om at læse den flere gange, hvilket er et kvalitetsstempel. Og efter hun havde læst den første gang, gik hun i gang med at bygge et hus i Duplo til et af børnene i bogen, så hun kunne blive glad.
Det synes jeg: Tegningerne er skønne: de er flotte, søde og har mange gode detaljer. De små historier er forsynet med et lille spørgsmål man kan stille sit barn, så man ikke bare læser bogen, men også snakker om emnerne. Det er mega fedt. Sproget synes jeg godt kunne være bedre: jeg savnede, at det matchede børns sprog. Fx er der ingen børn, der siger “Det er sjovt at lære nyt”. Det er voksne, der siger den slags. Derudover er der for mange direkte gentagelser – det er hårdt, når man skal læse bogen igen og igen.
Personligt har jeg det lidt anspændt med konceptet ‘der er altid en grund til at smile’. Jeg kunne godt savne, at Walter anerkendte ked-af-det-heden, sagde ‘sikke noget møg’ i stedet for at gå direkte til “Der er altid en grund til at smil”.
Når det er sagt, har jeg faktisk taget mig selv i at bruge den overfor Edith en dag hun var ulykkelig over en katastrofe med sine strømpebukser; jeg mindede hende om den glade hval Walter og fyrede noget bullshit af med, at der jo var fine prikker på strømpebukserne. Det virkede faktisk.
Alt i alt tager jeg hatten af for den begejstring bogen har medført og hvordan Edith har købt 100 % ind på konceptet. Jeg ville dog ønske, at der var tænkt lidt mere kant og variation til forældrene. Det er det, der er en af børnelitteraturens store udfordringer: den skal tilfredsstille to meget forskellige målgrupper.