Titel: Mordet på Kommandanten, bind II – en metafor forandrer sig
Forfatter: Haruki Murakami
Antal sider: 449
Sådan blev bogen min: anmeldereksemplar fra forlaget Klim
Åh, Murakami, du gjorde det igen. Du forundrede mig med dine finurlige kringelkroge, udfordrede min fantasi og lærte mig at lave tomatsovs. Der er ingen som Murakami, der kan hyle mig helt ud af den for derefter at hive mig sikkert tilbage på jorden igen.
Bind II fortsætter hvor bind I slap: vores isolerede hovedperson arbejder på at finde sig selv som kunstner, hjemsøges af den sære kommandant fra det hemmelige maleri og prøver at undgå at følge efter kaninen og hoppe ned i hullet. Man da en ung pige forsvinder, er han nødt til at stige ned i hullet og famle rundt i sindets dybe afkroge.
Sikke en læseoplevelse. Jeg nød at være tilbage i dette univers som jeg har længtes efter siden jeg læste bind I. Jeg kæmper lidt med at sætte ord på – sådan har jeg det ofte med bøger jeg virkelig elsker.
“Jeg kan godt lide det, man kan se med det blotte øje. Næsten lige så godt som det, man ikke kan se.”
– Haruki Murakami
Bind II afslutter historien om vores separerede portrætmaler, hans rige mystiske nabo, og pigen han forsøger at portrættere. Men fortællingen føles ikke afsluttet; jeg sidder tilbage med en god portion uafklarede spørgsmål om en mand uden ansigt, en pingvin-figur, en hemmelig sti og nogle klokker der ringer i en skov.
Murakami, må vi ikke nok få en bog til? Bare en lille en?