Titel: Min bedste fjende
Forfatter: Sally Thorne
Rating på Goodreads: 4,14 – tilføj bogen på Goodreads
Sådan blev bogen min: anmeldereksemplar fra People’s Press
Lucy og Joshua arbejder sammen på et forlag og elsker at hade hinanden. Da de skal konkurrere om den samme forfremmelse spidser hadet til. Men er det nu også kun had?
Jeg havde virkelig set frem til en feel good ‘from enemies to lovers’-romcom, og på mange måder leverede Min bedste fjende da også varen. Men jeg havde også nogle seriøse problemer med bogen.
Men lad os starte med det positive. Eller det knap så negative, kan man også kalde det. Bogen er underholdende og for det meste let læst. Dog er dialogen til tider lidt forvirrende, da det var svært nogle gange at holde styr på, hvem der siger hvad. Og den sidste halvdel af bogen blev lidt langtrukken, kedelig og forudsigelig.
Jeg elsker som sagt en god ‘from enemies to lover’-historie; jeg synes, at det er interessant at se karakterer udvikle sig og ændre syn på hinanden. Her syntes jeg dog, at vi gik for hurtigt fra enemy-delen og videre til lover-delen. (Seriøst, de snaver inden vi er nået side 50!)
Jeg er rigtig flad for bøger, det foregår på en arbejdsplads og handler om karakterernes karriere og ambitioner. Den del kunne jeg rigtig godt lide. Og jeg var interesseret i at se, hvordan de tacklede situationen med forfremmelsen og deres indbyrdes forhold. Det var for mig det mest spændende i bogen, men denne historie blev desværre løst på den mest skuffende (og forudsigelige) måde.
Til at starte med kunne jeg se mig selv i hovedpersonen: hun vil gerne have en karriere, går i retro-tøj og elsker bøger. Desværre bliver karriere-delen lidt fesen og bøgerne bliver aldrig rigtig nævnt; ikke så meget som med en bog på natbordet eller andet hint om en lidenskab får vi. Til gengæld hører vi en del om hendes smølfe-samling??? Det er lidt af en bedrift at skrive en roman om en bogorm i forlagsbranchen, der handler så lidt om bøger …
Men et af mine største problemer med bogen var sproget. Den er desværre virkelig dårligt skrevet og bruger et underligt billedsprog, der giver et forvrænget billede af, hvad der egentlig foregår. Fx: “han kyssede mig på kinden under øret”. What??? Man har da ikke kinder under øret! Og et eksempel til: vores heltinde lægger begge hænder på heltens hage og kysser ham. Igen: what??? Eller er det mig, der kysser forkert??? Og min yndlings: “han tager min jakke af som en bananskræl”. WHAT??? Han flækker hætten og river den i stykker???
Og så havde jeg virkelig et problem med al den toxic masculinity der er i bogen. Fx dater vores hovedperson en mand i starten som hun skinny-shamer fordi han ikke er så muskuløs som hun havde forventet. Citat fra vores knap så sympatiske heltinde: “jeg vil vædde med, at han ikke engang ville kunne løfte mig op”. Not cool.
Så det var en bog fyldt med potentiale, der desværre skuffede og irriterede mig. Men jeg er nødt til at påpege, at de fleste andre bogbloggere har rost bogen til skyerne:
Sidses bogreol: 5 stjerner
Hende Jensen: 5 stjerner
Julies bogblog: 5 stjerner
Men jeg kan ikke anbefale den. Desværre.
