‘Agathe’ af Anne Catherine Bomann

Jeg tror, livet er alt for kort og alt for langt på samme tid.

agathe boganmeldelse

Titel: Agathe
Forfatter: Anne Catherine Bomann
Først udgivet: 2017
Antal sider: 112
Sådan starter den: Hvis jeg gik på pension, når jeg var 72, var der fem måneder tilbage at arbejde i.
3 af 5 stjerner
Anmeldereksemplar

En kort filosofisk, omend en anelse naiv, lille roman om ensomhed og mistet livsglæde. Med æblekage som bonus.

En ældre psykiater er kørt træt i sit liv og sine patienter. Han tæller ned til den dag han skal pensioneres, blot for at indse, at der venter ham endnu mere tomhed på den anden side. Han begynder at få angstanfald og har intet andet valg end at række ud efter andre og hjælpe sig selv ved at hjælpe dem.

‘Agathe’ er et filosofisk lille portræt om ensomhed og næstekærlighed. Men jeg købte den ikke rigtig. Vi kommer aldrig i dybden med vores hovedperson. Vi aner ikke hvorfor han er ensom. Han siger på et tidspunkt, at han aldrig har elsket nogen i hele sit liv. Jeg sidder tilbage og tænker ‘hvorfor ikke’? Og hvorfor valgte han egentlig at blive psykiater, hvis han er så ligeglad med andre?

Spoiler alert – læs med på eget ansvar:
Jeg købte heller ikke rigtig hans udvikling og vejen ud af ensomheden. Det virkede forhastet og en anelse naivt. Han begynder at være flink mod andre og genfinder glæden ved sig arbejde. Da han lalleglad går i gang med at bage en æblekage til sin døve nabo, kunne jeg næsten høre Hollywood-violinerne i baggrunden.

Når det er sagt, er der nogle fine små detaljer i bogen. Den første scene skildrer vores hovedperson fænomenalt med ganske få ord. Og scenerne med hans patienter er ganske underholdende.

Jeg vandt ‘Agathe’ under en pakkeleg til et bogblogger event. Vi ville alle gerne have fingre i netop denne bog, så vi har aftalt at den skal gå på omgang. Derfor vil jeg nu (eller så snart jeg får taget mig sammen) sende den videre til Sascha fra Livet i Dukkehuset.

4 thoughts on “‘Agathe’ af Anne Catherine Bomann

  1. Venter i spænding på hvornår den dukker op 🙂

    Glæder mig stadig til det, til trods for din anmeldelse – men tænker det er sjovt, at se, når nu vi kæmpende så meget om den, om vi så også har samme opfattelse her bagefter.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *