En ny Begyndelse

mor og baby

Jeg har haft ferie de sidste to uger. Eller noget, der minder om ferie i hvert fald. Helt ferie har man aldrig, når man har et lille barn. Selvom det er fantastisk og alt det dér, kan jeg godt savne at få helt ro i hovedet ind i mellem. Jeg trænger til et par dage, hvor jeg ikke laver andet end at glo ud i luften, læse og strikke. Om 18 år måske?

Det har været en lidt forvirrende ferie. Efter et smut til Svendborg med helvedes DSB skulle den stå på afslapning. Ture på legeplads med kaffe og solskin, glemme alt om planer og arbejde. Jeg skal starte i en ny afdeling på mit arbejde her efter ferien og glædede mig som en vanvittig. Så faldt bomben: min nye chef har sagt op. Der gør ikke nogen forskel for mit nye job. Og så alligevel. Jeg brugte et døgns tid på at være helt forvirret og spekulere over, hvad der var sket og hvordan det ville påvirke mig (man er vel selvoptaget).

Derudover har vi været ude og kigge på tre forskellige ejerlejligheder. En af dem var den helt rigtige og føltes med det samme som vores nye hjem. Vi brugte et par dage på budgetter, lån, banker, tilbud og beslutninger. For bagefter at få kolde fødder. Og sætte det hele på stand-by. Mr. Boyfriend har vanvittigt travlt på sit arbejde og jeg starter på sin vis nyt job på mandag. Folk omkring os bliver ramt med stress hvert øjeblik (seriously – de falder som fluer!) og vi har begge meget fokus på, at det ikke sker for os. Så vi bliver boende lidt endnu. Og det har sgu knust mit hjerte. Jeg føler at den nye lejlighed er vores hjem. Bare på det forkerte tidspunkt.

Så jeg må se på den lyse side. Vi bor fint her. Og så kan jeg fokusere på mit nye job som starter i morgen. Det er lidt en fortsættelse af nogle af de opgaver jeg sidder med nu, jeg vil blot kunne fordybe mig mere i det. Og så rykker jeg fra en kreativ, udadvendt og fjollet medie-afdeling til en mere seriøs og nørdet IT-afdeling. Det bliver mærkeligt. Det er søde mennesker som jeg kender lidt i forvejen, men jeg kommer stadig til at være the new kid. Men jeg glæder mig på trods af alt forvirringen. Det er et job jeg har kæmpet for at få i de 6 år jeg har været i virksomheden, og nu er det mit. Måske meget godt, at jeg kan give den gas og ikke skal bruge tid og energi på en flytning … jeg vil bare så gerne have det hele.

Puha, det var rart at komme ud med. Nu vil jeg skrive videre på nogle boganmeldelser (er håbløst bagud) og få lidt frokost inden Edith vågner fra sin lur. Jeg håber, at I har haft en god “sommer” derude 🙂

Juletravlhed

Ja, jeg er her endnu! Og ja, jeg ved godt, at I, mine kære læsere, har siddet på nåle og klikket refresh på bloggen mindst én gang i timen de sidste par uger for at se, om der var nyt fra Bogormen … Beklager at I måtte klikke forgæves!

Men jeg er her stadig. Jeg har bare haft lidt juletravlt. Arbejdet har været travlt, jeg har været (og er stadig lidt) forkølet, Edith og jeg har været optaget af Duplo og Nissebanden. Og så var der noget SKAM og Westworld der skulle ses færdig, og nogle strikkeprojekter, der skulle være færdige til jul. Men nu er næsten alle julegaverne købt, og vi er uofficielt gået på juleferie (Edith er stadig i vuggestue #shhh! #vierdårligeforældre). I dag har jeg tullet rundt i lejligheden og ordnet ting og sager med lydbog (Jordens Søjler) i ørene, og vi har været ude og spise brunch uden baby. Helt mærkeligt at kunne gå ned ad gaden og holde hinanden i hånden. Det sidste år, er der altid én, der har gået med barnevognen.

Men jeg ville bare lige sige hej til jer derude – jeg har altså ikke glemt jer! Den næste times tid vil jeg bruge på at drikke dagens fjerde kop kaffe og læse lidt blogs inden jeg skal ned og hente banditten.

Her er et billede fra julefrokost på jobbet (den kjole, altså!):

grunten mode

Og Edith til Børnenes Juletræsfest – også på jobbet:

xmas baby

Farvel Wilcox

cat

I tirsdags døde vores kat Wilcox. Det skete meget pludseligt. Jeg var hjemme fra arbejde med feber, og om formiddagen havde han ligget på mit skød og sovet. Om eftermiddagen lagde han sig ind i sengen sammen med vores anden kat, Nokia. Pludselig hørte jeg, at han peb. Jeg regnede med, at han havde mareridt og gik ind for at se til ham. Jeg ruskede blidt i ham, og tænkte, at det var mærkeligt, at hans øjne var åbne, når han havde mareridt. I samme sekund kom der en lille rallen fra hans strube, og jeg opdagede, at han var helt slap i kroppen og tungen hang ud ad munden på ham. Jeg gik fuldstændigt i panik. Jeg ledte desperat efter en puls mens jeg prøvede at ruske liv i ham. Nokia, der var løbet sin vej, kom tilbage og miavede ham ind i hovedet. Det går op for mig, at han er død. Efter et forvirret opkald til min kæreste, får jeg fat i en dyrlæge, der guider mig igennem nogle forskellige ting jeg kan gøre. Men siger også til mig, at jeg desværre nok skal forberede mig på, at han er væk.

Min kæreste kom hjem, og vi pakkede Wilcox i et håndklæde og tog ham ned til dyrlægen i Blågårdsgade. De var søde og stod klar til at tage imod os. De forklarede, at det nok er en hjertefejl, og at der ikke var noget at gøre. Det hele var så uvirkeligt. Og det er det stadig. Han var sund og rask, kun 7 år, og så lige pludselig er han væk. Han betød så meget for os. Han var en del af vores lille familie. Hvor Nokia altid har holdt sig meget for sig selv, var Wilcox næsten altid dér hvor vi var. Fulgte efter os rundt omkring i lejligheden og benyttede enhver chance for kæl og leg. Derfor har han også været med på mange af billederne jeg har brugt her på bloggen – fordi han simpelthen masede sig med og ville være der hvor jeg var. Mange af mine blogindlæg er også skrevet med ham på skødet eller cirklende omkring computeren. Edith var også helt vild med ham. Jublede af begejstring når hun så ham. Han var meget tålmodig over for hendes vilde væsen, og flygtede kun når hun skreg ham ind i hovedet, hev ham i halen eller flåede i pelsen. Vi jokede med, at hendes første ord ikke ville være ‘mor’ eller ‘far’. Det ville være ‘Wilcox’.

Det er så mærkeligt, at han ikke er her mere. Han har altid været her i lejligheden. Vi fik de to katte som killinger 14 dage efter vi var flyttet sammen, og der havde de delt bur på Ingers Kattehjem i tre uger. Begge skravl som ingen ville have. Wilcox var blevet fundet i motorrummet på en postbil da han var 6-7 uger. Nokia blev fundet i en skov sammen med sin mor og søskende. Nokia – og alle hendes søskende – var alle meget menneskesky, selvom moderen var tam. De havde ikke været i kontakt med mennesker de første mange uger af deres levetid, og det ville tage meget tid hos en tålmodig familie at få killingerne til at blive tamme. Vi ville gerne have to killinger, og de mente, at Nokia og Wilcox ville blive et godt par, da Wilcox kunne lære Nokia, at mennesker var gode nok. De to blev reserveret til os og har været sammen lige siden – de har endda deres eget hashtag på Instagram: #NokiaAndWilcox.

Vi savner ham meget og vil blive ved med at savne ham. Men vi er glade for, at vi fik lov til at få 7 år med så fantastisk en kat. Vi får aldrig en kat som ham igen.

wilcox2

wilcox3

wilcox4

wilcox5

wilcox6

wilcox7

wilcox8

wilcox10