Farvel Wilcox

I tirsdags døde vores kat Wilcox. Det skete meget pludseligt. Jeg var hjemme fra arbejde med feber, og om formiddagen havde han ligget på mit skød og sovet. Om eftermiddagen lagde han sig ind i sengen sammen med vores anden kat, Nokia. Pludselig hørte jeg, at han peb. Jeg regnede med, at han havde mareridt og gik ind for at se til ham. Jeg ruskede blidt i ham, og tænkte, at det var mærkeligt, at hans øjne var åbne, når han havde mareridt. I samme sekund kom der en lille rallen fra hans strube, og jeg opdagede, at han var helt slap i kroppen og tungen hang ud ad munden på ham. Jeg gik fuldstændigt i panik. Jeg ledte desperat efter en puls mens jeg prøvede at ruske liv i ham. Nokia, der var løbet sin vej, kom tilbage og miavede ham ind i hovedet. Det går op for mig, at han er død. Efter et forvirret opkald til min kæreste, får jeg fat i en dyrlæge, der guider mig igennem nogle forskellige ting jeg kan gøre. Men siger også til mig, at jeg desværre nok skal forberede mig på, at han er væk.

Min kæreste kom hjem, og vi pakkede Wilcox i et håndklæde og tog ham ned til dyrlægen i Blågårdsgade. De var søde og stod klar til at tage imod os. De forklarede, at det nok er en hjertefejl, og at der ikke var noget at gøre. Det hele var så uvirkeligt. Og det er det stadig. Han var sund og rask, kun 7 år, og så lige pludselig er han væk. Han betød så meget for os. Han var en del af vores lille familie. Hvor Nokia altid har holdt sig meget for sig selv, var Wilcox næsten altid dér hvor vi var. Fulgte efter os rundt omkring i lejligheden og benyttede enhver chance for kæl og leg. Derfor har han også været med på mange af billederne jeg har brugt her på bloggen – fordi han simpelthen masede sig med og ville være der hvor jeg var. Mange af mine blogindlæg er også skrevet med ham på skødet eller cirklende omkring computeren. Edith var også helt vild med ham. Jublede af begejstring når hun så ham. Han var meget tålmodig over for hendes vilde væsen, og flygtede kun når hun skreg ham ind i hovedet, hev ham i halen eller flåede i pelsen. Vi jokede med, at hendes første ord ikke ville være ‘mor’ eller ‘far’. Det ville være ‘Wilcox’.

Det er så mærkeligt, at han ikke er her mere. Han har altid været her i lejligheden. Vi fik de to katte som killinger 14 dage efter vi var flyttet sammen, og der havde de delt bur på Ingers Kattehjem i tre uger. Begge skravl som ingen ville have. Wilcox var blevet fundet i motorrummet på en postbil da han var 6-7 uger. Nokia blev fundet i en skov sammen med sin mor og søskende. Nokia – og alle hendes søskende – var alle meget menneskesky, selvom moderen var tam. De havde ikke været i kontakt med mennesker de første mange uger af deres levetid, og det ville tage meget tid hos en tålmodig familie at få killingerne til at blive tamme. Vi ville gerne have to killinger, og de mente, at Nokia og Wilcox ville blive et godt par, da Wilcox kunne lære Nokia, at mennesker var gode nok. De to blev reserveret til os og har været sammen lige siden – de har endda deres eget hashtag på Instagram: #NokiaAndWilcox.

Vi savner ham meget og vil blive ved med at savne ham. Men vi er glade for, at vi fik lov til at få 7 år med så fantastisk en kat. Vi får aldrig en kat som ham igen.