Hun Bad Selv om Det

Titel: Hun Bad Selv om Det
Forfatter: Louise O’Neill
Først udgivet: 2015
Antal sider: 387
Sådan starter den: Knaldrøde læber, pudrede kinder.

18-årige Emma er smuk og populær. En lørdag tager hun til fest. Hun drikker og tager stoffer. Bagefter kan hun intet huske. Men der er oprettet en facebook-side med billeder af hende. Billeder, hvor hun er bevidstløs og nøgen. En gruppe drenge fra hendes skole har sex med hende på billederne.

Alle i byen har set billederne. De kalder hende Nemme-Emma og siger, at det er hendes egen skyld. Hun kunne jo bare lade være med at opføre sig sådan. Hvorfor skulle hun også klæde sig så udfordrende? Og ingen tvang hende til at drikke og tage stoffer. Så beder man jo selv om det. Ikke?

Jeg behøver vel næppe sige, at ‘Hun Bad Selv om Det‘ er yderst ubehagelig læsning. Det var som at være vidne til en voldsom trafikulykke, og ikke være i stand til at kigge væk. Jeg var grebet af historien og havde svært ved at lægge den fra mig. Selvom den gjorde ondt. Og Emma summede i mit hovede når jeg var væk fra bogen, og hun er der stadig nu – et par uger efter jeg vendte den sidste side.

Emmas skyldfølelse er noget af det, der har påvirket mig mest under læsningen. Hvordan hun vitterlig føler, at voldtægten var hendes egen skyld. At det ikke var en rigtig voldtægt. At det er hende, der har ødelagt drengenes liv og ikke omvendt. Nu skal de jo for retten for at have voldtaget hende. Og hun bad jo selv om det. Ikke?

Bogen handler også om, hvordan vi taler til hinanden og hvordan vi dømmer hinanden. En af styrkerne er, at vi ikke et øjeblik er i tvivl om, at hvis det var en anden pige det var sket for, så ville Emma have været den første til at pege fingre og sige ‘hun bad selv om det’. Før ‘det sker’ er hun ikke et uskyldigt lille lam. Hun er selvoptaget og taler grimt om andre piger – også sine veninder. Derfor er de alle også mere end parate til at vende sig mod hende.

Jeg står naglet til stedet og venter på, at nogen skal tage mig i forsvar. Det er der ingen, der gør. Det ser nærmest ud, som om de fryder sig, som om de har ventet på dette øjeblik i atten år, og det var på tide, at det skete.

Det er med til at gøre bogen utrolig stærk. Den taler ærligt om voldtægt, prøver ikke at pakke noget ind, og vi får ikke historien serveret på et Hollywood-sølvfad med en pæn afslutning, der lader os sove trygt om natten. I stedet er romanen hård og brutal. Den er frustrerende, rædselsfuld og gribende fordi den er så ægte.

Den er relevant, vigtig og nødvendig. Desværre.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, men alle holdninger er mine egne.