The Muse af Jessie Burton

the muse

the muse

Titel: The Muse
Forfatter: Jessie Burton (forfatter til The Miniaturist)
Først udgivet: 2016
Sådan starter den: Not all of us receive the ends that we deserve
3 af 5 stjerner

Odelle Bastien er en intelligent ung kvinde med forfatterambitioner og interesse for kunst. Da hun tager et job på et kunstgalleri bliver hun venner med sin chef, den mystiske Marjorie Quick, der bærer en stor hemmelighed. Odelle bliver viklet ind i en kompliceret historie om kunst, køn og bedrag. Med tilbageblik til Spanien i 1936 afsløres hemmeligheden bid for bid.

From a decade of devouring novels, Olive knew that charming men were deadly. Their story had been played down the centuries, unharmed through the pages, whilst girls were blamed and girls were lost.

‘The Muse’ er på mange måder en interessant og medrivende bog. Temaet om kvinders rolle i kunstverdenen kastede mine tanker kærligt tilbage på Siri Hustvedts The Blazing World fra 2014 – selvom Jessie Burton ikke når Hustvedt til sokkeholderne. Og hun lever heller ikke op til den kreativ hun selv lagde for dagen i The Miniaturist – en roman med et glimrende koncept som dog kunne have været udført bedre.

… it feels as if there’s a place, a shining citadel of perfection I have in my mind. And with each canvas and sketchbook, I’m inching closer and closer to it.

Det var en god historie, men alligevel var der noget der ikke holdt vand. Personerne virkede ikke rigtig realistiske for mig. De beslutninger de tog virkede styrede af de pointer Burton ville frem til – ikke som beslutninger rigtige mennesker ville træffe i lignende situationer. Plottet blev bygget op til at virke mere dramatisk end det egentlig var. I starten var der mange små hints om, at der ville ske noget meget dramatisk senere. Jeg kan ikke huske nogle konkrete eksempler, men noget a la “Hvis vi begge havde vidst hvad vores møde ville føre med sig, var vi nok vendt om og gået den anden vej i starten”. Da jeg havde vendt den sidste side forstod jeg stadig ikke hvorfor.

Kærlighedshistoriens konklusion var dog forfriskende – mere vil jeg ikke afsløre.

the muse

Byen Brænder af Garth Risk Halberg

New York trøstede ham på den måde som Long Island aldrig havde kunnet, fordi det var umuligt, rent statistisk, at han var den største freak her.

Byen Brænder

Byen Brænder

Titel: Byen Brænder
Forfatter: Garth Risk Halberg
Først udgivet: 2015
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der ønsker at læse om 70erne i New York, og som har mod på en imponerende moppedreng.
4 af 5 stjerner

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

I ‘Byen Brænder’ følger vi en flok vidt forskellige mennesker, hvis skæbne krydses i 70ernes New York. Vi har kunstnere, punkere, akademikere, forretningsfolk, skoleelever … you name it. Alle har de det tilfældes at deres skæbne cirkler omkring et mordforsøg nytårsaften.

Det var en fornøjelse at tilbringe tre måneder i denne bogs univers. Jeg mødte nogle fantastiske karakterer og fik lov til at dykke dybt ned i deres sjæls kringlede kroge. ‘Byen Brænder’ er en af disse fortællinger, hvor karaktererne kommer til at føles som gamle venner man sent vil glemme og altid tænke varmt tilbage på. Jeg nød beskrivelserne af 70ernes New York, den begejstring for kunst, litteratur og musik, der prægede siderne.

Sommer i New York mens skyerne over ham blev kobberfarvede, og en sort med en trompet spillede for småmønter ved indgangen til subwayen, og bussernes vibrerende støj gav genlyd op ad de høje bygningers facader som om Gud var i telefonen og sagde Det er her du hører til.

‘Byen Brænder’ brydes op med små mellemspil, der består af gamle breve, notater og – bedst af alt – en teenagepiges hjemmelavede fan-magasin. De fleste af disse mellemspil var en fornøjelse og visualiserede handlingen på kreativ og fornøjelig vis.

Der er en sjov ting ved karisma: De samme mennesker der kan få én til at føle sig lillebitte, kan også gøre én til en kæmpe.

Der er ingen tvivl om, at ‘Byen Brænder’ er en ufattelig velskrevet roman. Siderne nærmest eksploderer af poetiske vendinger og maleriske beskrivelser. Det var fascinerende læsning, men ind i mellem næsten for meget. Fx denne beskrivelse af en tom parkeringsplads:

Uden parkerede biler virkede de kobraagtige lygtepæle af børstet stål malplacerede og underligt regelmæssige som om de var blevet efterladt på stedet af en UFO.

Come on, det er en ubetydelig parkeringsplads! Skal den virkelig have så meget plads? Jo, det er smukt skrevet, men det gør også læsningen ret omstændig. Nogle gange kom de maleriske beskrivelser lidt i vejen for handlingen, og jeg mistede lidt den røde tråd. Men uden tvivl en imponerende og smukt skrevet roman – som i øvrigt er fabelagtigt oversat (borset fra et par bøffer).

En kunstner er et menneske der kombinerer et desperat behov for at blive forstået med den allerstørste kærlighed til privatlivets fred.

Byen Brænder

Byen Brænder