New York trøstede ham på den måde som Long Island aldrig havde kunnet, fordi det var umuligt, rent statistisk, at han var den største freak her.

Titel: Byen Brænder
Forfatter: Garth Risk Halberg
Først udgivet: 2015
Jeg vil anbefale bogen til: Dig, der ønsker at læse om 70erne i New York, og som har mod på en imponerende moppedreng.
4 af 5 stjerner

Anmeldereksemplar fra Lindhardt og Ringhof

I ‘Byen Brænder’ følger vi en flok vidt forskellige mennesker, hvis skæbne krydses i 70ernes New York. Vi har kunstnere, punkere, akademikere, forretningsfolk, skoleelever … you name it. Alle har de det tilfældes at deres skæbne cirkler omkring et mordforsøg nytårsaften.

Det var en fornøjelse at tilbringe tre måneder i denne bogs univers. Jeg mødte nogle fantastiske karakterer og fik lov til at dykke dybt ned i deres sjæls kringlede kroge. ‘Byen Brænder’ er en af disse fortællinger, hvor karaktererne kommer til at føles som gamle venner man sent vil glemme og altid tænke varmt tilbage på. Jeg nød beskrivelserne af 70ernes New York, den begejstring for kunst, litteratur og musik, der prægede siderne.

Sommer i New York mens skyerne over ham blev kobberfarvede, og en sort med en trompet spillede for småmønter ved indgangen til subwayen, og bussernes vibrerende støj gav genlyd op ad de høje bygningers facader som om Gud var i telefonen og sagde Det er her du hører til.

‘Byen Brænder’ brydes op med små mellemspil, der består af gamle breve, notater og – bedst af alt – en teenagepiges hjemmelavede fan-magasin. De fleste af disse mellemspil var en fornøjelse og visualiserede handlingen på kreativ og fornøjelig vis.

Der er en sjov ting ved karisma: De samme mennesker der kan få én til at føle sig lillebitte, kan også gøre én til en kæmpe.

Der er ingen tvivl om, at ‘Byen Brænder’ er en ufattelig velskrevet roman. Siderne nærmest eksploderer af poetiske vendinger og maleriske beskrivelser. Det var fascinerende læsning, men ind i mellem næsten for meget. Fx denne beskrivelse af en tom parkeringsplads:

Uden parkerede biler virkede de kobraagtige lygtepæle af børstet stål malplacerede og underligt regelmæssige som om de var blevet efterladt på stedet af en UFO.

Come on, det er en ubetydelig parkeringsplads! Skal den virkelig have så meget plads? Jo, det er smukt skrevet, men det gør også læsningen ret omstændig. Nogle gange kom de maleriske beskrivelser lidt i vejen for handlingen, og jeg mistede lidt den røde tråd. Men uden tvivl en imponerende og smukt skrevet roman – som i øvrigt er fabelagtigt oversat (borset fra et par bøffer).

En kunstner er et menneske der kombinerer et desperat behov for at blive forstået med den allerstørste kærlighed til privatlivets fred.