Vi kom tættere på hinanden ved at læse bøger

Udover min online bogklub, har jeg også en mere traditionel bogklub. Altså sådan en, hvor vi mødes i virkeligheden, taler om månedens bog og drikker en del vin. En klassisk bogklub.

Til at starte med var det ikke alle, der kendte hinanden personligt; vi arbejdede samme sted, nogle havde venskabelige forhold, andre var på nik og ‘godmorgen’.

Men der skete noget, da vi begyndte at læse bøger sammen og tale om dem bagefter. Bøgerne åbnede op for nogle mere dybe og personlige emner: vi fortalte pludselig hinanden ting som vi aldrig havde fortalt andre før.

Selv husker jeg, at der skete et skift, da vi læste Lena Dunhams Ikke den slags pige, hvor en succesfuld og super-cool kvinde fortæller om sin egen usikkerhed og følelse af utilstrækkelighed. Den åbnede op for noget i os: vi turde dele private tanker og følelser med hinanden på en ny måde. Siden har vi delt mange op- og nedture med hinanden. Vi har et forum, hvor vi ikke behøver at imponere og tænke over hvad folk synes om en, hvis man har en dårlig dag.

Vi taler tit om, hvor vildt det er, at vi er kommet så tæt på hinanden. At vi har skabt et rum, hvor vi kan dele alt. Og vi tvivler på, om det var sket, hvis vi ikke havde haft bøger som den store samtaleåbner.

“And that’s why books are never going to die. It’s impossible. It’s the only time we really go into the mind of a stranger, and we find our common humanity doing this. So the book doesn’t only belong to the writer, it belongs to the reader as well, and then together you make it what it is.”
– Paul Auster