3 mini reviews: japansk lommefilosofi, YA forelskelse & Askepot-genfortælling

Jeg er kommet godt i gang med at lytte til lydbøger igen efter jeg har fået dobbelt så langt til arbejde. Her er mini-anmeldelser af 3 lydbøger jeg har cyklet med i ørene:

1: If cats disappeared from the world af Genki Kawamura

Vores hovedperson får besøg af djævlen, der fortæller ham, at han kun har en dag tilbage at leve i. Han kan dog få en ekstra dag at leve, hvis han lader én ting forsvinde fra verden. Sideløbende med at ting forsvinder, får vi fortalt vores hovedpersons historie og hans forhold til de ting, der forsvinder.

Det var en OK historie og et sjovt koncept, men der er hverken noget underholdende eller sådan rigtig interessant ved den. Tværtimod var den lidt kedelig og klichéfyldt – og lommefilosofi bliver nok aldrig mig …

2: What if it’s us af Becky Albertalli og Adam Silvera

Arthur er i New York i sommerferien, hvor han møder Ben på et posthus. Ben føler, at det er skæbnen, der har ledt dem sammen, og da de bliver skilt ad, beslutter han sig for at gå all in og hjælpe skæbnen lidt på vej.

What if it’s us er en skøn historie om stormende forelskelse og venskab. Den tager nogle vigtige emner op, som fx det at springe ud som homoseksuel, at føle sig uden for i vennegruppen, at have en eks-kæreste i vennegruppen, at ikke føle sig accepteret blandt vennerne, racisme, homofobi og klasseforskelle.

Det er en svær balance at fortælle en let og underholdende historie som samtidig berører vigtige emner. Men det lykkedes denne roman. Det er virkelig godt gået.

3: Geekerella af Ashley Poston

En moderne genfortælling af Askepot, der centrerer sig omkring en sci-fi-fandom. Elle er fan af sci-fi serien Starfield. Hun satser alt og trodser sin stedmor og stedsøstre for at deltage i en look-a-like konkurrence, hvor hun får chancen for at møde Starfields nye filmstjerne, Darien.

Det var en sjov og let genfortælling af eventyret, og jeg elskede den måde de legendariske Askepot-elementer blev omskrevet i en moderne kontekst. Fx er græskaret, der bliver fortryllet til en guldkaret i eventyret, gentænkt som en vegansk food-truck med speciale i græskar-fritter. Der var mange andre sjove små detaljer og genfortolkninger, og jeg elskede at gætte på, hvordan forskellige detaljer fra eventyret ville blive oversat til vores verden. Samtidig kom der flere dimensioner til nogle af de ellers todimensionelle karakterer fra eventyret: fx får en af stedsøstrene mere dybde og karakter.

Det var en underholdende læseoplevelse som man dog hurtigt glemmer igen. Men jeg kunne godt finde på at læse videre i serien – fx er der en, der handler om skønheden og udyret, som jeg tænker kunne være sjov.

De glemte bøger

Hver måned udvælger jeg en bog, der fortjener ekstra opmærksomhed.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og find din næste yndlings bog

OBS: projektet starter først til september

Når du tilmelder dig til nyhedsbrevet fra Bookworm’s Closet, giver du samtykke til at vi må sende dig boglige anbefalinger, tilbud mv. Læs hele samtykkeerklæringen.