Jeg skylder et anbefalingsindlæg fra forleden, da jeg i stedet for skrive om klassiske bøger jeg anbefaler kom til at fable om, hvor fedt det er at læse klassisk litteratur. Sådan er det nogen gange at være blogger. Så jeg må hellere se at komme i gang inden jeg ryger i skrivefællen igen:
Som jeg skrev i Derfor læser jeg klassisk litteratur, kan klassikerne godt have et ry for at være svære, tørre og snørklede at komme igennem. Og det er også sandt i nogle tilfælde. Men der er også mange, der er lette at gå til. Også selvom de er skrevet i 1800-tallet eller der omkring. Der er fx disse 5:
- The Picture of Dorian Gray (1891): Oscar Wilde er måske mest kendt for sine humoristiske skuespil, men han skrev også denne fænomenale roman om den smukke Dorian Gray, der sælger sin sjæl til djævlen til fordel for evig ungdom. Samtidig males der et portræt af Dorian, hvor han ældes over årene, og hvor hans ondskab kommer til udtryk. Romanen er trods sit dystre tema ufattelig underholdende og humoristisk; Wilde mestrer den intelligente og morsomme dialog. Romanen blev desuden brugt i retsagen mod Wilde for at bevise, at han var homoseksuel.
- Pride & Prejudice (1813): Okay, det er måske lidt af en kliché at smække Jane Austen på listen. Men P&P hører altså til her! Normalt er jeg ikke til kærlighedsromaner, men med Jane Austen gør jeg en undtagelse. Jeg elsker hendes romantik, sarkasme og humor! Og hun skrev fabelagtigt. P&P er sådan en roman man skøjter igennem, fyldt med skarpe dialoger og plot-twists. Og litteraturhistoriens bedste boy-crush *suk*
- Lykke-Per (1898): En bog som min gamle bogven Troels opfordrede mig til at læse, men jeg var lidt tilbageholdende fordi jeg tænkte, at den nok var lidt tør. Sjældent har jeg taget så meget fejl! Den har siden 2001 været min absolut yndlingsroman. Vi følger Per fra fødsel til død; fra familiens sorte får i Jylland til en ambitiøs og forelsket ingeniørstuderende i København. Der er ikke så meget andet at sige end at det er en pisse-god historie som jeg knus-elsker af hele mit hjerte.
- Jane Eyre (1847): En skøn historie af Charlotte Brontë om den forældreløse Jane. En Askepot historie, hvor Askepot redder sig selv. Jane Eyre er et atypisk feministisk værk for sin tid og er skrevet i et meget lettilgængeligt sprog. Og selvom romanen er skrevet i 1847, er den stadig relevant i dag. Her tænker jeg bl.a. på kvinders ofte lave selvværd pga. deres udseende: Jane er ikke beskrevet som en stor skønhed. Hun er heller ikke grim, hun er blot neutral. Og dermed ikke en kvinde mænd forelsker sig i. Det er i hvert fald det hun siger til sig selv. Derudover er underholdningsniveauet i top: der er drama, ondskab, stormende kærlighed, flabethed, hævn, humor og gotiske elementer. Du kan læse min anmeldelse af Jane Eyre her og min anmeldelse af Jane Eyre som Manga Classics her.
- The Woman in White (1859): Så skal vi have spænding for pengene: Wilkie Collins gotiske roman er spækket med action, løgn og bedrag. Vi har skurke, helte og kvinder, der skal reddes. Og så har vi også feminisme så det batter i form af en stærk kvindelig karakter, der udviser mod og selvstændighed. Wilkie Collins var meget samfundskritisk og portrætterede ofte kvinders mangel på rettigheder i det Viktorianske England. En perfekt roman til de mørke vinteraftener – og en roman jeg snart må genlæse.
Jeg håber på at få læst ‘The Picture of Dorian Grey’ i løbet af efteråret. Har oplevet historien gennem film og tv-serier men mangler at læse den originale, så det ser jeg frem til 🙂
Jeg har haft ‘The Picture of Dorian Grey’ stående på hylden sååå længe. Jeg burde nok snart få den læst 🙂
Den er SÅ god! Hvilke TV-serier har du set med Dorian Grey? Penny Dreadful?
Do it do it!
Yeees! Jeg syntes, det var en fin fortolkning af historien – måske lidt mere pretty boy og glamourøs end i andre udgaver, men jeg kunne nu godt lide det 🙂
Jeg var også ret vild med den – og så var det sjovt at se den kædet sammen med Frankenstein!