Titel: Mørket i Hill House
Forfatter: Shirley Jackson (forfatter til Vi har altid boet på slottet)
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra
En besynderlig og stemningsfuld horror om de tvistede kroge i menneskets sjæl og et hjemsøgt hus. En pragtfuld gyser, der efterlader sin læser forundret og imponeret.
Fire personer ankommer til Hill House; et stort, mørkt og kringlet hus, der emmer af mystik. Bizarre udskæringer, døre der smækker og gange man farer vild i dannet rammen for fortællingen. Huset er ikke kun et sted; det er en twistet sindstilstand så insisterende som en dominerende hovedperson.
Huset var afskyeligt. Hun skælvede, og i hendes sind opstod uden videre tanken: Hill House er afskyeligt, det er sygt; skynd dig væk herfra med det samme.
Vi følger primært Eleanor, en usikker og ensom kvinde, der står på tærsklen til en ny tilværelse; de sidste mange år har hun passet sin dominerende mor, der nu er død. Søsteren står parat til at overtage denne dominerende rolle, men Eleanor tillader sig selv at drømme om en bedre tilværelse; hun trodser familien og stikker af til Hill House, hvor hun (trods den uhyggelig stemning) føler sig hjemme. Især føler hun sig hjemme i selskab med den karismatiske Theodora.
Eleanor gennemgår en besynderlig udvikling de dage hun tilbringer i Hill House: for første gang i sit liv føler hun sig fri, tilpas og som en del af et fællesskab. Dog begynder Hill House og dets rædsler at trænge ind i hendes sind: griner de andre bag hendes ryg? Hvem hamrer på hendes dør om natten? Hvis hånd holdt hun i mørket? Har huset udvalgt hende?
Jeg tror, at en atmosfære som denne her kan udse sig de største fejl og svagheder i hver af os og knuse os indefra i løbet af få dage.
Mørket i Hill House er ikke bare stemningsfuld mystik, den er en rejse dybt ind i et undertrykt menneskes sjæl – uden at give svar på noget som helst. Den er mærkelig og uimodståelig – præcis som Jacksons mesterværk Vi har altid boet på slottet, der blev oversat til dansk sidste efterår. Samtidig er det en af den slags bøger, der er bedst efter man har vendt den sidste side og ugerne efter, hvor man ikke kan lade være med at tænke på den. Og undre sig over, hvad i alverden der foregik. Præcis som i Vi har altid boet på slottet.
En sjov detalje om coveret: da jeg viste bogen til mine forældre, var vi meget uenige om, hvorvidt kvinden på forsiden var den skræmte eller den skræmmende, da hun ser både bange og uhyggelig ud på samme tid. Og efter at have læst bogen må jeg sige, at denne dobbelthed er helt perfekt for historien. Godt gået Alhambra!
Nu er det store spørgsmål til Forlaget Alhambra, om der kommer flere Shirley Jackson-oversættelser til næste efterår? Måske en novellesamling?