Titel: A Court of Thorns and Roses
Forfatter: Sarah J. Maas
Først udgivet: 2015
Antal sider: 416
Sådan starter den: The forest had become a labyrinth of snow and ice.
Denne utrolig populære genfortælling af ‘Skønheden og Udyret’ er en fantasy-roman, der efterlod mig med meget blandede følelser.
Feyre lever i fattigdom med sin far og sine to forkælede søstre. En dag, da hun er på jagt, kommer hun til at slå en elver ihjel. Som straf bliver hun taget fra sit hjem og må leve sit liv i elvernes verden på Tamlins slot. Tamlin som bærer en maske og over hvem der hviler en sort magi som kun ægte kærlighed kan ophæve.
Det er længe siden jeg har været så splittet om en bog. På den ene side havde jeg store forhåbninger. Jeg har længe ledt efter en fantastisk YA fantasy – sådan en man bliver helt opslugt af. De mange rosende anmeldelser af A Court of Thorns and Roses (ACOTAR) gav mig håb. Jeg var også ret begejstret for konceptet: en genfortælling af Skønheden og Udyret – men med et sexet og voksent twist. Coveret gjorde mig dog mistænksom; det er virkelig tacky og slet ikke min smag (yes, I judge by the cover).
Bogen imponerede mig ikke synderligt og læseoplevelsen var ret skuffende. Her er nogle eksempler på ting, der ikke fungerede for mig:
- ACOTAR er evigheder om at komme i gang, og selvom der egentlig var en del action i den første halvdel kedede jeg mig bravt. Så meget, at jeg overvejede helt at opgive den.
- Der er så mange huller i historien og så meget der bare ikke hænger sammen. Fx selve romanens udgangspunkt: den fattige pige Feyre (vores hovedperson) slår en fe ihjel, og må betale med sit eget liv. Så derfor føres hun til et slot, hvor hun skal leve i luksus til sine dages ende – mens der bliver sørget for, at hendes familie har alt, hvad de har brug for. Den ‘straf’ giver ingen mening! Ja, vi får en forklaring til aller sidst i historien, men det er meget lang tid at læse med en wtf-følelse. Især fordi Feyre selv ikke under sig synderligt.
- Persongalleriet er frygteligt. De mest uptight karakterer jeg længe har mødt mellem linjerne. Der er ingen humor, ingen kant. Især Feyres kærlighedsinteresse, Tamlin, var så tør, at det knasede når hans klør kom ud (ja, han har klør). Lucien, Tamlins ven, var lidt sjovere, og jeg havde meget hellere set Feyre og ham sammen. Det ville have været et interessant twist.
- Feyre bliver ved med at gøre dumme ting og hun fatter ikke en bjælde af noget som helst. Som i “jeg har fået at vide, at det er dødsens farligt at forlade mit værelse, så jeg smutter lige ned i køkkenet efter en cookie”.
- Feyre er en martyr. Ja, hun har lovet sin mor på hendes dødsleje, at hun ville passe på sin far og to søstre. Men det betyder ikke, at hun skal være deres slave og finde sig i hvad som helst fra deres side. Tværtimod ville hun passe bedre på dem ved at lære dem at jage, så de ikke dør af sult, hvis der sker noget med hende.
- Romanen er meget overforklaret. Hver eneste handling bliver penslet ud og følelser bliver gentaget og forklaret igen og igen.
- Det er meningen, at ACOTAR skal være hot. Men vores helt, Tamlin, er iført maske og han har lange negle. Og virkelig dårlig humor. Så der er intet boy-crush at hente fra min side.
Det var mine tanker gennem den første halvdel af ACOTAR. Men da jeg var lidt over halvvejs skete der noget. Plottet blev rent faktisk interessant og spændende! Pludselig var ACOTAR den pageturner jeg havde ledt efter. Ja, der var stadig ting, der ikke hang sammen og jeg bliver aldrig team-Tamlin, men romanen fik lidt kant. Og nogle flere ganske interessante karakterer (Rhysand!). Derfor har romanen sneget sig op på 3 stjerner. Jeg blev faktisk så grebet, at jeg købte 2’eren med det samme. Er allerede godt i gang og er hooked!