Bøger behøver ikke altid at være stor litteratur for at være gode, relevante og vigtige. Nogle gange skal de blot fortælle en historie. Og måske få et menneske til at føle sig mindre alene.
Sådan er det med Anika Eibes ungdomsserie, Er du okay?, fra 2016/17. Serien består af fire bøger, der hver især følger én elev fra den samme 9. klasse. Bøgerne har hver deres tema, men har alle det tilfældes, at de er hårde og realistiske. Der bliver talt ligeud og uden filter om sex, mobning og vold på en relevant og troværdig måde.
Bøgerne kan læses i tilfældig rækkefølge. Men der er lidt spoilers her og der, så hvis du vil undgå det, skal bøgerne læses i denne rækkefølge:
Er du okay, Marie? – der handler om at blive mobbet og at overskride sine egne grænser for at blive inkluderet og accepteret.
Er du okay, Matthias? – der handler om at være bange for at springe ud som homoseksuel, online sex og flirt og om at have en psykisk syg forælder.
Er du okay, Fie? – der handler om udadtil at være den perfekte pige som alle beundrer, selvdestruktiv adfærd og det pres der er på unge i dag. Det er nok den med det tungeste emne (cutting) men desværre var det også den eneste jeg gik lidt i stå i, da Fies hobby (ridning) fylder en stor del.
Er du okay, Nanna? – der handler om at føle sig forkert som overvægtig mobbeoffer, voldelige forhold, veninde-jalousi og ikke at tro på, at man fortjener det bedste.
Bøgerne tager vigtige emner op, hvilket er virkelig fedt. De er skrevet i et let sprog som ikke kræver det store af læseren og så er de underholdende og lynhurtigt læst. Serien har dog i mine øjne nogle fejl: sproget er fx ikke altid lige godt; en piges krop bliver eksempelvis på et tidspunkt beskrevet som hendes ‘figur’. Har nogen sagt det siden Matador?
Desuden ville jeg ønske, at der var mere end kun én bog om en dreng. Men det kan være, at Anika Eibe kan nå det endnu?
Bøgerne kan læses gratis på e-reolen. Jeg læste dem som e-bøger på min telefon.