Boganmeldelse

Anmeldelse: American Royals

The Crown + Gossip Girl = American Royals (og det er ret underholdende!)

Titel: American Royals
Forfatter: Katharine McGee
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

Forestil dig USA med en kongelig familie: drama, balkjoler, gold diggers, sociale medier, skjulte følelser, umulig kærlighed og venskaber på tværs af rang. Så har du American Royals!

Beatrice er Kronprinsesse og har hele sit liv lært at sætte Kronen før sig selv. Men hvad sker der, hvis hun forelsker sig i den forkerte? Og så er der hendes ustyrlige søskende; tvillingerne, Sam & Jeff, der lever et vildt liv – både i det royale spotlys og i skyggen af Beatrice.

Hun kunne godt sidde foran kameraer og få sit liv til at ligne den eventyrromance, som Amerika hungrede efter. Hun kunne smile indtil den bitre ende, uanset hvad det kostede hende, for hun var en Washington, og havde lært at smile igennem alt. Selv igennem sin egen hjertesorg.

American Royals er den perfekte ‘guilty pleasure’: let, underholdende og dramatisk som en sæbeopera. Det er sådan en bog man skøjter igennem og sluger på rekordtid og virkelig kan hygge sig med.

Desværre har bogen efter min mening en del fejl og overbrugte klicheer. Hvis jeg fx skal opleve et fiktivt par forlade en fancy restaurant til fordel for trashy streetfood én gang til, så skriger jeg; den scene er SÅ overbrugt i film og bøger, at det næsten er direkte copy paste.

Der kunne godt have været arbejdet mere med historiens udvikling; den virkede til tider forhastet, og især forholdene imellem karaktererne udviklede sig alt for hurtigt. Se fx denne sætning, der kommer efter to karakterer har kysset hinanden to gange (og har haft lige så mange samtaler):

Han forsøgte tavst at fortælle hende, at selv om deres kærlighed aldrig kunne få lov til at leve, af årsager, der vejede tungere end de to, ville han altid tænke på hende.

Sproget er heller ikke noget at råbe hurra for. Efter at have læst prologen (som er virkelig fin!) havde jeg forventet lidt flere finurlige krumspring i romanen, men det kom aldrig. Tværtimod var der sætninger hist og her, der ikke gav mening og skabte nogle forvrængede mentale billeder af handlingen.

Jeg har været meget i tvivl om, hvorvidt American Royals skulle have 3 eller 4 stjerner. Den var som sagt smadder spændende og jeg hyggede mig virkelig med den. Og den føltes som 4 stjerner. Men de fejl jeg har beskrevet her gør, at jeg ikke kan give den mere end 3 stjerner. Men jeg vil alligevel anbefale den til dig, der trænger til god underholdning med en masse drama.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *