Titel: Dyrekirkegården (lyttet til på engelsk: Pet Semetary – på Audible er den oplæst af Michael C. Hall)
Forfatter: Stephen King
Sådan blev bogen min: jeg købte den
Familien Creed flytter fra Chicago til Maine for at bo i trygge, familevenlige omgivelser – pånær den store vej, der er skyld i mange kæledyrs død. Bagved deres nye hus er der et stort grønt område, hvor familier har begravet deres kæledyr igennem generationer. Det hele virker idyllisk. Men døden trænger sig langsomt ind i Creed-familiens liv.
For nogle år tilbage havde jeg en dårlig start med Stephen King og troede egentlig at min affære med King ville slutte her. Jeg blev dog anbefalet at give ham en chance til. Det råd er jeg meget taknemmelig for. Min nattesøvn er dog knap så begejstret …
Dyrekirkegården er pisse godt skrevet. Den har nogle pragtfulde detaljer, der kredser om emner som død og sorg. Og så er der bare den der stemning i bogen der langsomt intensiveres som handlingen skrider frem.
Sometimes dead is better
Handlingen er stille og rolig, flettet sammen med hverdagsdetaljer, og der er lange passager uden decideret horror. Og alligevel er Dyrekirkegården virkelig uhyggelig. Uhyggelig på den måde, at den sætter en stemning i læseren, som er svær at ryste af sig igen. Den aften jeg færdiglæste den, havde jeg mareridt om natten, og natten efter holdt den mig vågen, fordi jeg kom til at tænke lidt for meget på en bestemt scene …
Jeg ved ikke, om det er en god ide, at jeg læser mere King, når jeg er sådan en kylling … men jeg gør det nok alligevel …
