Boganmeldelse

Anmeldelse: Og så drukner jeg …

Titel: Og så drukner jeg …
Forfatter: Ditte Wiese
Sådan blev bogen min: Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

En vigtig og relevant fortælling om usikkerhed og perfektionisme som jeg tror mange i dag kan relatere til.

Og så drukner jeg … handler om Josephine i ugerne op til, under og efter eksamen i 3. g. Josephine er arketypen på 12-talspigen (hader det ord, men mangler et alternativ – forslag modtages i kommentarfeltet), der stræber efter at være perfekt. Hun skal have de højeste karakterer, ind på det rigtige studie, have den perfekte kæreste, tage de rigtige selfies, dyrke nok motion og spise den helt rigtige kost. Hver en time i hendes liv er skemalagt med alt fra motion og kærestetid til lektier og tv-serier. Og så er hun på betablokkere for at kunne håndtere det hele.

Det her er en vigtig bog. Vigtig, fordi jeg tror ved, at mange vil kunne spejle sig i den, lære noget af den og måske ændre noget ved deres liv efter at have læst den. Det er en bog, der desværre er behov for.

Jeg siger ‘desværre’ fordi den afspejler en ubehagelig tendens. Her er noget statistik fra pressemeddelelsen, da Og så drukner jeg … udkom:

Tal fra den nationale sundhedsprofil viser, at i 2013 havde 23,2 % af unge mellem 16-24 et højt stressniveau. I 2017 var det steget til  30,5 % og kigger vi alene på kvinderne i den aldersgruppe så har 39,7 % af dem et højt stressniveau. Undersøgelse i 2017 på to gymnasieklasser i Aalborg viste at mere end halvdelen af de unge var lige så stressede, som de 20% mest stressede i befolkningen. Altså de som typisk får professionel hjælp. Mere end halvdelen!  

DJØFbladet har samlet to undersøgelser i december 2017, der viser at 7 % af alle unge under uddannelse bruger præstationsfremmende midler (i forbindelse med uddannelse). 61 % af kvinderne bruger betablokkere.

Det var jeg vild med: Jeg kan ikke få armene ned over det emne bogen tager op. Jeg tror, at de fleste af os har følt, at vi ikke var gode nok. At vi skal præstere og brilliere mht. uddannelse, jobbet, udseendet, kosten, motionen, fritidsinteresserne, personligheden, almen viden, politiske holdninger osv. Erkendelsen af, at man ikke kan det hele og at det er OK, kan være svær at nå frem til. Derfor er denne bog så vigtig og nødvendig: jeg tror, at den vil kunne hjælpe mange med at nå erkendelsen tidligere.

Bogen er hård læsning. Ikke så meget på grund af de ting der sker i bogen, men mest på grund af den pisk Josephine holder over sig selv. Og så er det lærerig læsning: jeg har selv lært noget i forhold til den måde jeg tænker om mig selv. Og den har fået mig til at tænke på, hvad jeg lærer videre til Edith, når hun en dag starter for alvor i præstationssamfundet.

Det savnede jeg: Jeg ville gerne høre mere om, hvorfor netop Josephine stræbte efter at være perfekt. Hendes bedste veninde er mere vild og løssluppen, og får ikke altid gode karakterer. Jeg savnede at få flere hints om, hvorfor Josephine ikke mente, at hun var god nok som hun var. Hvorfor hun skulle være perfekt, når det er okay, at andre ikke er det.

Det kunne også have været interessant at komme mere i dybden på Josephines ageren i forhold til hendes venner: presset om at være sjov og cool, at sige de rigtige ting osv. Med andre ord: presset om at have en fed personlighed.

Ikke, at det ikke bliver berørt – jeg ville bare gerne have haft mere:

Vi skal knokle og gøre vores bedste og skynde os at gennemføre studier med høje karakterer, men vi må ikke være stræbere eller være for stolte. Vi skal huske at være unge og drikke os i hegnet og rejse ud og realisere os selv. Jeg ved ikke, hvordan andre gør det, men mit skema er fyldt helt op allerede.

Det her er rigtig interessant; vi skal være perfekte, men vi skal helst komme sovende til det. Alle beundrer de der typer fra gymnasiet, der ikke lavede en skid, var skæve halvdelen af tiden, og gik op og scorede topkarakterer til eksamen. Det er lidt sejt ikke? Ligesom vi beundrer smukke mennesker, men ser ned på forfængelighed. Det er kikset at være tyk, men hvis du er på slankekur er du nederen – og hvis du siger nej til kage er du asocial og får de andre til at fremstå dårligt.

Så ja, det er svært at gøre alle tilfredse – mindst af alle dig selv. Derfor er Og så drukner jeg … en vigtig bog.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *