Titel: Peach
Forfatter: Emma Glass (oversat fra engelsk af Signe Lyng)
Sådan blev bogen min: anmeldereksemplar fra Jensen & Dalgaard
Den unge pige, Peach, bliver voldtaget en aften. Vi følger hende og hendes tanker de efterfølgende dage.
Peach var en besynderlig og intens læseoplevelse. Den er så utrolig velskrevet at sproget alene er en oplevelse. Og det er med til at gøre den mareridtsagtige historie ekstra intens (shoutout til Signe Lyng for oversættelsen).
Det er sådan en bog, der, på trods af dens høje kvalitet, næsten er ubærlig at læse. Bogen er ulækker og brutal. Jeg måtte tvinge mig selv til at læse videre og ikke bøje efter for min trang til at vende hovedet væk i væmmelse.
Tyk tæt klæbrigklam uld snor sig flosset om sårene, rimper den flåede hud mens jeg går. Hånden i vanten skraber mod muren. Eu rødsten rasper ulden itu. Rasper huden itu. Ru og rød i huden. Ru og rød i hovedet. Jeg vrister den lodne vante af frysende fingre og gyser da trevlede tråde flår i knoernes skrammer.
Peach starter som en poetisk realisme, men drejer over i en slags magisk realisme, hvilket var lidt forvirrende. Det passede måske meget godt til hovedpersonens sindstilstand, men det forvirrede læseoplevelsen for mig, og jeg sad tilbage med en følelse af ikke at ane, hvad forfatteren egentlig prøvede at fortælle. Med andre ord: jeg fattede ikke en bjælde. Og havde det fysisk dårligt imens jeg læste.
Den lille bog er et imponerende og poetisk værk som jeg ikke glemmer lige foreløbig. Men det var også en pinefuld læseoplevelse. Jeg var nødt til at læse den således, at hver gang jeg havde læst et kapitel, belønnede jeg mig selv ved at læse noget andet bagefter. For ligesom at vaske Peach ud af mit system.
Jeg kan ikke anbefale nogen at læse den, men heller ikke anbefale at lade være med at læse den. Du må selv vurdere, om du kan håndtere den. Men jeg lover dig, at sproget er i top.
Ps: se lige, hvor pæn bogen er:
