An ugly girl can never be forgiven.
Titel: Stepsister (ikke oversat til dansk)
Forfatter: Jennifer Donnelly
Genre: Genfortælling af eventyr
Sådan blev bogen min: jeg har købt den på The Book Depository
Lad mig starte med at fortælle en historie. Som barn var jeg på feriekoloni med fritidshjemmet. Jeg gætter på, at jeg har været 8-10 år. Langt fra teenager, men alligevel meget bevidst om mig selv og hvordan jeg blev opfattet og vurderet af andre.
En dag hang et par af de kvindelige pædagogerne ud med nogle af os piger. De begyndte at komplimentere vores udseende på skift. Du har så flot hår. Og du har de smukkeste øjne. Og du har de flotteste læber – du behøver aldrig bruge læbestift. De roste alle pigernes udseende på skift. Undtagen mit. Jeg blev sprunget over.
Jeg kunne ikke sætte ord på det dengang, men jeg følte mig fuldstændig værdiløs, fordi jeg ikke var blevet udpeget som smuk ligesom de andre. Og jeg følte skam. Jeg var flov over, at de ikke havde sagt noget om mig, og bange for, at de andre piger havde lagt mærke til det. Jeg følte mig grim og forkert. Det var flovt.
I min barndom tænkte jeg ofte på det der med at være grim eller smuk. De eventyr og Disney-film jeg læste og så igen og igen, delte piger op i smukke (og dermed gode) overfor grimme (og dermed onde). Jeg kan huske, at det forvirrede mig. Jeg “vidste” at jeg ikke var smuk som Askepot, Snehvide og Den Lille Havfrue. Men jeg syntes jo heller ikke, at jeg var ond som de grimme stedsøstre eller de grimme/onde hekse. Jeg kan huske en følelse af uretfærdighed og forvirring som jeg ikke kunne sætte ord på.
Det kan jeg i dag. Og det er nogle af de følelser og frustrationer som Jennifer Donnelly sætter ord på i Stepsister, som er fortællingen om en af Askepots onde/grimme stedsøstre. Det er fortællingen om at blive vurderet ud fra sit udseende, at kun være noget værd som kvinde, hvis man er smuk. Og så handler den om en kvinde med så stærk en vilje, at hun skærer sine tæer af for at leve op til et ideal og få det liv hun ønsker (eller det liv hendes mor ønsker).
Jeg elsker genfortællinger af de klassiske eventyr. Især dem, der som denne, fortæller historien fra skurkens synsvinkel, og forklarer, hvorfor de handler som de gør. Jeg elsker også dem med feministiske vinkler, der belyser et vanvittigt og usundt syn på kvinder i de klassiske eventyr som vi er blevet fodret med som børn.
Jeg har aldrig tænkt på de her stedsøstre før. De var bare grimme og onde – en hindring for Askepots lykke. Jeg har aldrig overvejet, hvor meget styrke, der egentlig skal til for at skamfere sin krop uden bedøvelse. Aldrig funderet over, hvordan stedmoderen mon har behandlet og opdraget sine to grimme døtre. Aldrig spekuleret over, hvordan deres liv bliver efter Askepot er rejst. Det var ikke interessant – de var jo ikke smukke og gode.
Ella is the beauty. You and I are the ugly stepsisters. And so the world reduces us, all three of us, to our lowest common denominator.
Og Stepsister gør det ret fint. De grimme stedsøstre går fra at være onde og todimensionelle til at være menneskelige og relaterbare for alle, der har følt sig defineret af deres udseende.
Som roman fungerer Stepsister. Plottet er spændende og universet er interessant og fantasifuldt opbygget. Jeg kunne godt lide den udvikling stedsøstrene går igennem, deres syn på skønhed og værdi. Romanen bliver dog desværre lidt for prædikende. Nogle af replikkerne virker unaturlige og påtagede; deres formål er at tvinge en pointe igennem til læseren, og det fungerer ikke altid lige godt.
Men bogen er i høj grad relevant. Den kunne være en god sidevogn til eventyrenes til tider skadelige fremstilling af kvinder. Jeg ville have haft godt af at læse den, da jeg blev stemplet som ‘ikke smuk’ af pædagogerne. Det at være smuk eller ej burde ikke betyde noget. Det fortæller intet om mig, mine egenskaber, drømme og værdier. Og alligevel lod jeg mig definere af det. Og gør det til en hvis grad stadig. Men jeg arbejder på det, okay?
A pretty girl must please the world. But an ugly girl? She’s free to please herself.
